Microsoft Word Stilling, J. V. Mine 42. r I S. V rnet doc
Yüklə 1,05 Mb. Pdf görüntüsü
|
- Bu səhifədəki naviqasiya:
- 1943-1944. I Modstandsbevægelsen
27 kone. Han var øjensynligt kommet i problemer. 13 Så der
gik vi over og ankrede, mens ABSALONs motorbåd sej- lede familien i land. Opholdet om bord på ABSALON var et led i min fortsatte uddannelse, og jeg fik meget ud af at gå vagt sammen med de andre officerer om bord og lære af dem. Min tid om bord varede kun et par måneder, og nogen tid efter at jeg var gået fra borde – den 13. december 1944 -, løb ABSALON på en mine og sank med tabet af ét be- sætningsmedlem.
13 Se evt. Nielsen, S. A. ”30 år i Orlogsværftets Elektroafdeling 1940 til 1970 - Uddrag af oplevelser, hændelser og episoder” 28
1943-1944. I Modstandsbevægelsen Efter at jeg var kommet i land fra togterne med ABSA- LON, var jeg i nogen tid overladt til mig selv, før jeg blev kontaktet af én fra Marineministeriet, der tilbød mig et job som inkassator i et firma, der engang imellem ville bringe mig til Rüstungssstab Dänemark 14 med nogle papirer. Der fandt jeg ud af, at hvis jeg kom ved middagstid, så var de gået til pause, og så kunne jeg gå rundt og kigge i papirerne. Mine oplysninger gav jeg videre til et firma, hvis navn jeg har glemt.
Nogen tid senere blev jeg kontaktet af – mener jeg - Bundesen. Der var jo to brødre Bundesen, der begge havde været ude af Marinen, men var blevet genindkaldt, og som blev meget aktive i modstandskampen mod ty- skerne. Den yngste Bundesen – A. H. - var den, som jeg og Schmidt-Jensen fik med at gøre, indtil den 2. septem- ber 1944, hvor bl.a. Bundesen blev taget af tyskerne i Bredgade 4. På det tidspunkt havde Bundesen arrange- ret at Schmidt-Jensen og jeg havde et lille kontor i Bred- gade, - ikke i Bredgade 4, men et andet sted – men vi fik omgående besked på at evakuere og rykke ud til Niels Bohr Instituttet, hvor vi fik et lille kontor, der var udstyret med en telefon, så vi kunne få at vide, hvad vi skulle. Vi var budbringere, Schmidt-Jensen og jeg, i den kurérvirk- somhed, der kontaktede visse skibe og hentede ting om bord og gav dem videre. Eller omvendt sørge for, at ting blev bragt ned til skibene og videre til Sverige. En del af det indsamlede efterretningsmateriale var på film, taget af folk rundt omkring i havnene og andre steder. Det var
14 Placeret i kontorbygningen Vesterport (som lå ved Vesterport) var Rüstungssstab Dänemarks primære opgave at formidle tyske rustningsor- drer (ikke kun våben) til danske virksomheder. 29 ufremkaldte film, som blev lagt ned i en tobakspakke, som vi så afleverede til skipperen og fortalte, hvor i Sve- rige det skulle havne. Derfra kom det så videre til de rette allierede myndigheder.
Jeg havde en dækidentitet som Vilhelm Jørgensen, og jeg solgte pudsemidlet ”Miss Quick” og havde papirer på det. Firmaet havde åbenbart fået at vide, at de skulle sige ja, hvis der blev spurgt, om jeg arbejdede for dem. Jeg har senere fået at vide, at på mit kort i Shellhuset stod, at jeg var ”verkaufsverträter für Miss Quick (fräulein Schnell)”. Et andet dæknavn, som jeg gik under var ”trawleren” – et navn som jeg fik i min kadettid.
Kommandørkaptajn af reserven Frederik C. S. Bangsbøll, som efterfulgte Bundesen, var en markant og interessant leder af vores lille team der, som jo blev kaldt ”Skovsvi- nene”, fordi de der illegale forbindelser med småskibe jo i starten mest udgik fra stevnskanten, og det var jo et skovområde, og så hed vi ”Skovsvinene”. Men efterhån- den blev det faktisk ikke brugt. Vi startede dernede med at skulle ned og bo på Klippinge Kro og lære skoven at kende, og hvor, hvornår og hvor tit tyskerne gik. Jeg har senere fundet ud af, at vi var et led i Elverhøjs 15 plan for, hvordan de ville evakuere hærens og søværnets office- rer, hvis tyskerne skulle forsøge igen at internere alt mili- tær og sende det til Tyskland. Her var det planen, at eva- kueringen skulle udgå dernede fra, og derfor skulle der altså være nogen, der var kendt i området, og det var så os ”Skovsvin”. Heldigvis blev det aldrig nødvendigt at sætte evakuerin- gen i gang, og i løbet af 1944 dalede interessen for om- rådet.
15 Elverhøj var kodenavnet på søværnets illegale efterretningstjeneste under krigen. 30
Vi opererede i virkeligheden mere fra København og nærmeste omegn - fra Køge til Helsingør, og mest fra Københavnsområdet.
Vi hjalp også jøder til Sverige. Mens jeg boede i et pensionat i Peder Skramsgade, havde jeg en jødisk flygt- ning boende i et stykke tid, indtil han kunne komme af sted. Men ellers kendte vi ikke noget til dem, vi skulle samle op hist og her. Vi vidste ofte kun, hvor mange vi skulle hente, og hvor de skulle hen. Jeg vil her nævne de fantastiske medhjælpere, som vi havde i de danske tolde- re, hvor især toldinspektør Kofoed-Hansen var en formi- dabel og central person. På sit fine kontor ved Nordre Toldbod, lige overfor kongetrappen, havde han glimrende hjælpere i det, der hed toldvæsenets Børsens Patrulje. Det var nogle gutter, der sad i et lille bitte skur, nærmest sådan en pavillon, lige nedenfor Polititorvet. De vidste alt, og kunne alt. Skal man lave noget illegalt, skal man have toldvæsenet med.
Det var i min tid som ”Skovsvin”, i november 1944, at jeg var ved at ”nyde cigaren”. Jeg blev ringet op af en af mi- ne kontakter fra en coaster, der beklagede, at de ikke var kommet af med den tobakspakke med ufremkaldte film, som jeg havde afleveret til dem. Da de var lidt kede af at ligge inde med det, ville de høre, om jeg ikke lige kunne komme ned og hente det. Jeg ved ikke, om jeg var naiv, men jeg gik altså ned for at hente det. Coasteren lå ved Nordre Toldbod ved den nordre udgang til Esplanaden. Da jeg kom gående gennem den, så alt i og for sig ret normalt ud. Jeg bemærkede dog, at der stod to personer ved coasteren, og jeg kunne ikke se ham, jeg havde en aftale med. De to andre så lidt afventende ud og kiggede op mod mig. Så kiggede jeg tilbage, og så oppe ved Den
Yüklə 1,05 Mb. Dostları ilə paylaş:
|