Microsoft Word Stilling, J. V. Mine 42. r I S. V rnet doc

 35 

II. Del. Tiden efter Anden Verdenskrig 

 

Maj – juni 1945. Afvikling af Den Danske Brigade 

Jeg var lige ved at komme for sent til Befrielsen den 5. 

maj 1945. Den dag befandt jeg mig nede på den svenske 

sydkyst, hvor jeg var i gang med et eller andet arbejde 

med ”Bornholmstrafikken”. Her fik jeg besked på, at der 

ville komme en bil og hente mig og køre mig til Helsing-

borg. Der ville jeg så få besked på, hvad jeg skulle lave. 

Bilen kørte mig direkte op til Helsingborg, hvor jeg indlo-

gerede mig på et fint hotel, som lå på det store torv. Her 

fik jeg at vide, at jeg den næste morgen klokken fire skul-

le sejle en motorbåd over til Helsingør. Det skulle jeg gø-

re sammen med Gram-Hansen, en udmærket klasse-

kammerat – fra den klasse, der var stukket af til Sverige. 

Han havde forladt marinen lige før han skulle udnævnes. 

Han var en fremragende mand. Efter Befrielsen sluttede 

han sig til de engelske styrker, hvor især ”The Buffs” (The 

Royal East Kent Regiment) tog danskere ind, og han var 

én af dem. Han endte som engelsk statsborger, oberst-

løjtnant i regimentet, engelsk gift og bor derovre endnu. 

 

 36

Brigadens ankomst til Helsingør. 

 

Så næste morgen sejlede Gram-Hansen og jeg - jeg kan 

ikke huske, om der var flere med om bord - ind i Helsin-

gør som de første. Vi var i en mindre motorbåd, og vores 

opgave var at se, om tyskerne ville skyde på Brigaden, 

eller om de ville overgive sig, som de skulle. Om der var 

andre, som fik den opgave, det er jeg nu ikke sikker på, 

for vi var de første i havneløbet. Men alt åndede ro og 

fred et stykke tid, indtil det der dumme skyderi. Et par 

timer efter at Brigaden var gået i land fik en vagtpost inde 

på kajen besked på, at han skulle standse alle forbipas-

serende biler, så de kunne blive undersøgt. Ordren lød 

samtidig, at hvis bilerne ikke standsede, så skulle han 

skyde. Så kom der et par tyske officerer, som ville passe-

re. Vagten standsede dem, men en af de tyske officerer 

ville ikke standses af sådan en brigade-menig, så han 

beordrede chaufføren til at køre videre. Da chaufføren 

adlød officerens ordre, åbnede den danske vagt ild. I så-

dan en spændt situation skal der så lidt til, før det hele 

---

 37 

går ad helvede til, og vagtpostens skydning fik nogen om 

bord i skibene til også at åbne ild, og så begyndte nogle 

af frihedskæmperne i rådhustårnet at skyde, og så skød 

de et stykke tid til højre og venstre, fuldstændig formåls-

løst. Men det startede med den dér lille episode med 

chaufføren. 

 

Da roen igen havde sænket sig over Helsingør, rykkede 

jeg ind på et af byens hoteller, hvorfra jeg de næste uger 

og måneder skulle hjælpe med afviklingen af Brigaden, 

og sørge for, at alle mand og alt materiel blev transporte-

ret over til den danske side af Sundet. Til min rådighed 

havde jeg både den motorbåd, som Gram-Hansen og jeg 

havde brugt den 5. maj samt en tilhørende motorbåds-

mand og en brigadechauffør med bil.  

 

Jeg husker egentligt ikke præcis, hvor længe jeg 

opholdt mig i Helsingør, men det var meget behageligt. 

Jeg var ikke overbebyrdet med arbejde og kørte til Kø-

benhavn, når jeg gad. En dag havde jeg den tidligere 

”Miss Danmark”, som var skuespillerinde og gift med eje-

ren af Helsingørs lokale bryghus Wiibroe og to af Det 

Kongelige Teaters berømte skuespillerinder med i bilen til 

København. De havde hørt, at jeg havde en bil og skulle 

til København, og spurgte om jeg vel ikke kunne tage 

dem med. Så sagde jeg, ”selvfølgelig, ingen problemer”. 

Så det var sådan en behagelig rolle, men det holdt jo så 

hurtigt op.  

 

Det gik hurtigt med at få afviklet kontoret i bl.a. 

Malmø og folk kom hjem med de tæpper og genstande, 

de havde købt i håb om, at de kunne få dem igennem 

tolden. Og det kunne de så selvfølgelig, så vi fortsatte 

med vores ”import-business”. Den første tid i Helsingør 

var jeg alene, men min kæreste kom hjem fra Malmø re-

lativt hurtigt, så snart de lukkede kontoret i byen.  

 38

 

Skovsvinene blev af kommandørkaptajn Bangsbøll efter 

krigen hædret med en af ham indstiftet medalje – en 

svensk 2-krone i gul/blåt bånd med inskriptionen ”Tak for 

D.S.S.T. 1944-1945”. D.S.S.T. står for Dansk-Svensk 

Sørøveri-Tjeneste, og den blev givet til alle ”Skovsvine-

ne” med besked på, at den kun må bæres på pyjamas. Af 

de ordner, som jeg har modtaget i min tid i søværnet er 

det nok den orden som betyder mest for mig. 

Til rådighed for Søværnskommandoen 

Efter opgaven i Helsingør blev jeg, som det hedder, ”stil-

let til rådighed for Søværnskommandoen, assistance til 

herværende marinemyndigheder”. Det var i og for sig 

også et fantastisk behageligt job, for jeg er den dag i dag 

stadig i tvivl om, hvad mine opgaver egentligt gik ud på! 

Jeg fik kontor i Vesterport, hos den britiske Flag Officer 

Denmark, og blev bedt om at være hans danske assi-

stent.  

 

Den britiske admiral havde i sit brød bl.a. en ”staff 

officer security” - en reserveofficer, som i privatlivet var 

advokat. Han lavede ikke et klap, men på et eller andet 

tidspunkt blev vi bedt om vi ikke kunne gå ned og snakke 

lidt med en dame, som sad fængslet i Kastellet. Dels 

kunne jeg jo lidt tysk, og jeg kunne jo altså også engelsk, 

og det kunne jo være, at jeg kunne hjælpe med forhøret. 

Den arresterede kvinde hævdede at være sygeplejerske, 

men man mente at vide, at hun i virkeligheden havde væ-

ret sekretær hos den skrækkelige forbryder Hans Frank, 

der havde været generalguvernør i Polen. Han var ikke et 

af Guds bedste børn. Men man mente altså at hun havde 

været hans sekretær, og ville gerne finde ud af, om hun 

var det. Jeg bidrog ved forhøret, som var absolut gentle-

man-like i enhver henseende. Men om natten forsøgte 

---