65
ikke grund til nogen evakuering, men jeg fik set Port au
Prince og lidt af omgivelserne. Jeg vil nok sige af de ste-
der, jeg har været i verden, der er det det værste, jeg har
set. Folk boede bogstaveligt talt i grøfter! Vi besøgte et
hotel for turister, og det var sådan set glimrende, men på
vejen til og fra hotellet boede en familie med otte børn i et
hul i grøften! Det var beskæmmende, at en ø, der ikke
havde haft kolonistatus siden 1803, ikke var kommet
længere.
Udover besøget på Haiti gav tiden om bord på de-
stroyeren god indsigt i, hvordan den amerikanske flådes
indenbords organisation var.
Da de her ekstra uger var gået, kunne jeg tage tilbage til
Newport, hvortil Gerda var ved at falde til. Mens vi vente-
de på, at min forgænger på kurset, Mads E. Michelsen og
hans familie, skulle rejse hjem til Danmark, så boede vi
midlertidigt hos en ældre dame - mrs. Bair - i en villa. Hun
var, så vidt jeg husker, russer og havde været gift med en
russer med en hel masse penge, men nu var hun altså
blevet så gammel, at hun ikke kunne køre i sin bil længe-
re. Vi – mest Gerda - var chauffør for hende, og det var
meget spændende, for mrs. Bair omgikkes med alle dem
ude på Ocean Drive, hvor man kun måtte komme ind,
hvis man var ”so and so”. Så det var meget spændende
for Gerda at følges med mrs. Bair, som formentligt på det
tidspunkt har været 90 år, og havde været med fra den-
gang, da indbyggerne på Ocean Drive byggede alle de-
res store huse.
Men så rejste min forgænger hjem. Jeg var nummer fire i
rækken af danskere, der kom på kurset i USA. Nummer
et var Frank Petersen, der var ungkarl, og formentligt bo-
ede i Bachelor Officers Quarters på basen. Nummer to
66
var A. C.
Struckmann med familie, og nummer tre var
Mads E. Michelsen, der endte som chef for Søværnets
Materielkommando. Han var der med sin kone og sin
skolesøgende dreng på en 5-10 år, som ikke var faldet så
godt til. Jeg husker engang vi besøgte dem, hvor Madses
kone prøvede at få sønnen ud under sengen, hvor han
insisterede på at ligge, da han ikke ville i skole. Det kan
jo også være svært at komme i en skole, hvor man ikke
kan forstå, hvad de siger.
De boede i et lejet sommerhus, som vi overtog efter
dem. Det var ejet af en Mr. Hanson, som måske engang
har været svensker, men det havde han i hvert fald
glemt, da vi nåede derover. Det lejede vi så i vinterhalv-
året, så det var ikke så dyrt. På dette tidspunkt havde
førnævnte Langseth, departementschefen i Marinemini-
steriet, bestemt, at de penge, som ”Uncle Sam” gav os
som hjælp til at være ovre hos dem, dem skulle Marine-
ministeriet inddrage, og så skulle Marineministeriet give
os, hvad man i ministeriet mente, at vi havde behov for.
Det var en tåbelig ordning, og det skrev jeg et brev om,
da jeg kom hjem. Egentligt var det Gerda, der sagde, at
det var fuldstændig meningsløst, og at hun syntes, at jeg
skulle skrive et brev til ministeriet om det. Jeg sagde, at
det kunne jeg godt, men hvis jeg skrev om det til Lang-
seth, så ville jeg aldrig blive mere end orlogskaptajn. Men
jeg skrev brevet alligevel, og det blev til min store overra-
skelse ændret derefter – uden at det tilsyneladende øde-
lagde min videre karriere i søværnet.
Vi blev afløst af H. M. Pedersen, der således fik lidt
bedre forhold, end vi havde haft. Familien var da heller
ikke henvist til et sommerhus om vinteren.
67
Deltagerne i Naval Command Course For Senior Foreign Offi-
cers. Naval War College 1960-61.
68
Skoleåret var suppleret med en del ”orientation vi-
sits” og var i øvrigt et interessant år. Vi var både i Wash-
ington og langs østkysten til bl.a. Annapolis, men vi kom
ikke ret vestligt. Et enkelt besøg i Detroit, hvor vi så bil-
produktionen men ellers ikke. I dag kommer de jo til vest-
kysten og ned og ser de nedre stater, hvilket man godt
kan misunde dem.
Kurset var ikke kun for officerer fra NATO. Vi havde også
folk med fra Japan og Pakistan og Filippinerne samt en
meget flink fyr fra Burma. Mens vi var der, udbrød der
militærkup i Burma, og vores kollega blev kaldt hjem,
hvor han forsvandt sporløst.
Vi var i alt fra 26 nationer. For at det ikke skulle ud-
arte sig til et rent Babylonisk tårn med 26 forskellige
sprog, så foregik det hele på engelsk, og jeg synes at
huske, at alle talte sproget rimeligt.
En anden interessant ting var, at der var stor forskel
på, hvordan mine kolleger på kurset levede, mens de var
i USA. Mens ham fra Pakistan kom uden familie, havde
sydamerikanerne både familien og barnepiger med og
fantastisk god økonomisk baggrund hjemmefra. Også fra
de lande, som økonomisk var på røven, havde officerer-
ne rigeligt med penge. Det var tydeligt, at officererne hør-
te til eliten.
Vi var gennemgående alle orlogskaptajner med én
undtagelse – en af dem fra Sydamerika var admiral.
Rent professionelt indeholdt kurset ikke så meget nyt.
Det var meget interessant at se Amerika, industrien, bag-
grunden, størrelsen, og møde de andre nationer, men det
reelle indhold gav ikke de store nyskabelser. Men det var
meget hjertevarmende at møde venlighed og interesse