77
kommende Helsingør Skibsværft eller nogle vakse folk
fra designkontoret, det ved jeg ikke, men det er mit ind-
tryk, at de børnesygdomme vi havde med PEDER
SKRAM, var kureret i HERLUF TROLLE. Blandt andet
husker jeg, at vi ikke sejlede nær så meget med HERLUF
TROLLE, og det var ikke som med PEDER SKRAM, hvor
vi ustandseligt måtte tilbage til værftet. PEDER SKRAM
var inde og ude af Helsingør jeg ved ikke hvor mange
gange, men med HERLUF TROLLE var det vist kun en
eller to gange.
Fregatten PEDER SKRAMs første besætning fotograferet på
Holmen i maj 1966.
Undervejs i prøvesejladserne blev PEDER SKRAM ramt
af, hvad jeg kun kan tro, var to bevidste forsøg på at sa-
botere skibet. En aften efter at fregatten havde lagt til ved
Helsingør Skibsværft efter en prøvesejlads, opdagede
78
ronderingsvagten, at en række af ventilerne i maskin-
rummet stod åbne, så vandet trængte ind i skibet. Det var
en ret alvorlig situation, da fregatten var begyndt at sætte
sig, da vandindtrængningen blev opdaget. Selv om fre-
gatten stadig officielt var værftets skib, havde vi alligevel
vagtmænd om bord, og det viste sig altså at være et
Guds held. Ellers var fregatten sunket. Heldigvis var ron-
deringsvagten en maskinmath, som i øvrigt boede i Ny-
boder og var søn af en civilansat i Nyboders Komman-
dantskab, så meget dus med systemet, at han kunne fare
rundt og gå ned i vandet og lukke de rigtige steder. Der-
for lykkedes det at lukke ventilerne, inden der skete alvor-
lige skader, og man undgik skader for millioner af kroner.
Der var og er ingen grund til at tro, at det var en fejltagel-
se med de åbne bundventiler, men trods en omfattende
efterforskning blev ingen anklaget for at stå bag episo-
den. Efterfølgende blev bevogtningen af fregatten dog
øget.
Skydning med
40mm BOFORS-
kanon fra en fre-
gat af PEDER
SKRAM-klassen.
På et eller andet
tidspunkt – om
det var før eller efter ovennævnte episode, kan jeg ikke
huske - skulle vi skyde med kanonerne, både med ho-
vedarmeringen, og med 40 mm Bofors antiluftskanoner-
ne. Da besætningen skulle lade en af 40 mm’erne opda-
gede de, at den ikke ville åbne kilen. En efterfølgende
undersøgelse viste, at nogen havde anbragt en stump af
et bor inde i kilen. ”Nogen” har vel håbet, at det ville lave
79
nogle forfærdelige ulykker. Var boret ikke blevet fundet
før kanonen var blevet affyret, havde skaderne næppe
været alvorlige, men det viser altså, at ikke alle ved værf-
tet i Helsingør var lige begejstret for at bygge skibe, som
hørte til på NATO-SIDEN.
Med PEDER SKRAM til USA
Den 25. maj 1966 blev PEDER SKRAM officielt overdra-
get til Søværnet på Holmen af den amerikanske ambas-
sadatrice Mrs. Katherine Elkus White. Samme dag hejste
fregatten for første gang kommando og indgik i søvær-
nets fregateskadre. Jeg blev første chef, og fik til opgave
at sejle fregatten på besøg i USA. Først foretog vi nogle
indledende togter i de danske farvande og Nordsøen og
besøgte i perioden 27. juni til 14. juli Belgien og herfra via
Londonderry og Portsmouth igen hjem til Danmark. Den
11. oktober havde vi kong Frederik 9. og viceadmiral S.
S. Thostrup på en endagssejlads i Kattegat.
Herfra husker jeg, at til frokosten om bord havde vi office-
rer besluttet at give kongen en lille gave. Vi havde dog
ikke noget budget til en sådan gave, så efter at have lagt
hovederne i blød, blev vi enige om at forære kongen et
sæt af de sølvmanchet-knapper med PEDER SKRAMs
våbenskjold, som blev solgt i fregattens kantine. Under
middagen overrakte jeg derfor manchetknapperne til
kongen, der kiggede på dem. Derefter tog han straks de
flotte guldmanchet-knapper, som han bar, af og kastede
dem ned til sin adjudant, hvorefter han erstattede dem
med de nys overrakte knapper. Det gjorde et stort og po-
sitivt indtryk på os alle, og vi havde klart følelsen af, at
kongen nød at være om bord.
Den 26. oktober blev kursen sat mod USA. Fregat-
ten var reelt endnu ikke færdigudrustet, og manglede
bl.a. en række radarer o. lign. Det betød bl.a. at besæt-
80
ningen kun var på 152 mand mod senere 207. Set i lyset
af, at det var amerikansk våbenhjælp, der havde betalt
for fregatten, var der intet usædvanligt i, at PEDER
SKRAM aflagde besøg i USA, men hastværket med at få
besøget i stand er bemærkelsesværdigt. Det må skyldes,
at den amerikanske kystvagt på dette tidspunkt allerede
var i færd med at bygge orlogsskibe med det nye CO-
DOG-system, men man afventede resultaterne af forsø-
gene med den danske fregat, før man byggede skibene
færdige. Jo før man fik adgang til de danske resultater, jo
før kunne de amerikanske skibe bygges færdige.
Togtet gik via Azorerne, hvor fregatten skulle tanke
olie og vand for kunne gå på gasturbiner hele vejen over
Atlanten. Undervejs over Atlanten havde vi en interessant
oplevelse. For at spare vægt var fregatternes skrog byg-
get af stål, mens overbygningen var af aluminium. Des-
værre reagerer de to metaller forskelligt på temperatur og
skibets bevægelser, og halvvejs over Atlanten lød der
midt om natten pludselig en høj lyd, og det viste sig efter-
følgende, at overbygningen var flækket en smule agten
for midtskibs. Revnen lå i styrbord side af officersmesse
B, og når skroget gav sig i det hårde vejr, åbnede over-
bygningen sig op til 2,5 cm. Vandet væltede ind i offi-
cersmesse B, hvor dørken sejlede i vand.
Skaden blev midlertidig udbedret ved den ameri-
kanske flådebase ved Norfolk, og da vi to måneder sene-
re vendte tilbage til Danmark, blev den repareret under
garantien på Helsingør Skibsværft. Her valgte man at
skære en ca. 10 cm bræmme ud af overbygningen og
indsætte en gummimembran. Den forhindrede både yder-
ligere skader, og sikrede at skibet fortsat var gastæt og
derved sikret mod atomare, biologiske eller kemiske vå-
ben. En tilsvarende elastisk samling blev efterfølgende
også indbygget i HERLUF TROLLE.