85
skerne, at chefjobbet var skiftende dansk/tysk – med en
stabschef af modsat nationalitet.
Jeg syntes det fungerede godt, og selv om tyskerne
havde et forsvar der var tre eller fire gange større end det
danske, så forblev de meget loyale overfor den lille dan-
ske marine og det lille danske land, og accepterede at vi
professionelt i visse henseender godt kunne lære dem
noget. Det er mit indtryk, at den tyske krigsmarine blev
drevet sådan på armé-facon, og blandt andet mener jeg,
at vi viste dem at det også kunne gøres på en lidt anden
facon - at man måske i højere grad kunne overlade til
skibscheferne at optræde som tænkende væsener.
I en sådan fireårig udstationering fik jeg naturligvis famili-
en med. Det vil sige, at det kun var Gerda og mig, der
flyttede til Holtenau, mens børnene, der studerede, blev
hjemme i København, og kom på besøg engang imellem.
Egentlig kom man derned for en treårig periode, men så
fandt Mor Danmark ud af, at det var for dyrt at skifte med
den frekvens, og så blev frekvensen ændret til fire år.
I Kiel afløste jeg kommandør I. B. Rodholm som
Assistant Chief of Staff, Plans and Intelligence og kom
derfor også til at arbejde under den tyske søofficer Otto
Kretschmer. Han var den tyske ubådschef, der sænkede
mest tonnage under Anden Verdenskrig – til trods for, at
han blev taget til fange af briterne allerede i marts 1941
22
.
Kretschmer var ikke just nogen charmetrold - han fore-
kom flink og venlig, men ucharmerende.
I min tid i NAV-BALTAP havde jeg det held, at mit ”oppo-
site number” i BALTAP var den tyske admiral Thäter, og i
Kolsås var det kommandør S. E. Thiede. Vi tre havde det
22
Kretschmer sænkede i alt 313.611 tons allieret tonnage inden sin tilfange-
tagelse den 17. marts 1941.
86
mægtig godt med hinanden, og blev kendt som ”Jerntre-
kanten”. En af vores store sejre var, at det lykkedes os at
få NATOs mineinteresse flyttet lidt. Den havde hidtil hvilet
udelukkende på Bosporus-strædet, og NATOs minekon-
ferencer var derfor altid placeret i eller omkring Tyrkiet.
Hele tiden var blikket rettet mod syd, hvor man planlagde,
hvordan man med miner skulle lukke Bosporus-strædet.
Her lykkedes det ”Jerntrekanten” at få besluttet, at næste
minekonference skulle finde sted i København og skulle
dreje sig om Baltikum. Det var noget af en sejr for os,
sådan at få drejet håndtaget. Men det lykkedes altså.
Chef for Torpedobådseskadren. 19. november 1971 -
1. oktober 1972
Efter tjenesten i Kiel blev jeg i november 1971 udnævnt til
chef for Torpedobådseskadren, hvor jeg afløste kom-
mandør H. M. Petersen. Det var på mange måder et
drømmejob for mig. Torpedobådseskadren var som
eskadre, formentligt ligesom Ubådseskadren, en sam-
mentømret eskadre, hvor man virkelig opholdt sig sam-
men, opererede sammen og sejlede sammen i højere
grad end f.eks. i Fregateskadren, hvor skibene ofte ope-
rerede mere uafhængigt af hinanden. Jeg var tilmed så
heldig at have Knud Borck som en dygtig Senior Officer
(SO). Han var en art stabschef, hvilket på mange områ-
der var en lettelse, da jeg ikke selv var gammel MTB-
mand. Udover min tid med ”Krible-krable”-bådene havde
jeg jo ikke sejlet med torpedobåde, og jeg var godt klar
over, at jeg lige skulle snuse lidt til bådene, før jeg be-
gyndte at tro, at jeg kunne fortælle officererne og besæt-
ningerne noget, som de ikke vidste i forvejen.
Jeg nåede kun 11 måneder som chef for Torpedo-
bådseskadren, men det var 11 meget aktive måneder. Vi
holdt øvelser nærmest døgnet rundt og var i gang hist og
87
pist i både norske og danske farvande. På det tidspunkt
var ideen jo også, at motortorpedobådene skulle udgøre
forsvarets & søværnets forreste linie. Var russerne kom-
met skulle bådenes indsatsområde have ligget et godt
stykke ude i Østersøen - eller i hvert fald nede omkring
Sundet Syd.
Fire enheder af SØLØVEN-klassen og P508 GRIBBEN af Fal-
ken-klassen i Formation One.
Jeg havde som nævnt mange gode officerer under mig –
jeg kan her nævne Kristen Winther,
Henrik Muusfeldt,
Knud Borck samt chef MOBA Viggo Hansen. Viggo var
skibschef, da jeg kom til eskadren og gik så fra og blev
chef MOBA. Han var glimrende.
Mens jeg var chef rådede Torpedobådseskadren
over tre skibstyper: FLYVEFISKEN-klassen, FALKEN-
klassen og SØLØVEN-klassen. Vi havde endnu ikke fået
rosinen i pølseenden, TB-68 (WILLEMOES)-klassen,
men den var under projektering og blev fantastisk.
88
Jeg husker, at FLYVEFISKEN-klassen i daglig tale
blev kaldt kulbådene, FALKEN-klassen hed træstammer-
ne og SØLØVEN-klassen blev omtalt som Gasbådene.
Den 1. oktober 1972 blev jeg så afløst af kommandør
Helge Nielsen (”Hæse Helge”), der modsat både H. M.
Petersen og jeg havde en fortid som chef for flere motor-
torpedobåde.
Chef for Fregateskadren. 1. oktober 1972 - 31. august
1974
Efter min tid i Torpedobådseskadren blev jeg chef for
Fregateskadren. Som jeg husker det var opgaverne her
ikke så forskellige fra dengang, jeg var chef for 2. Fregat-
division – blot var jeg nu chef for hele eskadren. Jeg var
chef for Fregateskadren i næsten to år, og det var en god
tid.
Fregateskadren var på dette tidspunkt en mere
blandet landhandel, fordi inspektionsskibene ikke havde
deres egen eskadre, så de var også underlagt Fregat-
eskadren.
23
De var jo sjældent hjemme, og nogle af mine
forgængere som fregateskadrechefer
fandt tid til at tage
en tur til Grønland og besøge dem deroppe, men det
gjorde jeg nu ikke. Vi havde også rigeligt at se til med
mange NATO-øvelser, og også de årlige DANEX-
øvelser.
En af de mere spændende oplevelser, som jeg havde
som chef for Fregateskadren, var besøget i Polen i juni
1974. Det foregik under DANEX-74, hvor jeg var derovre
med en styrke bestående af fregatten PEDER SKRAM,
minelæggeren MØEN og fire motortorpedobåde af SØ-
23
Inspektionsskibseskadren blev først oprettet i 1975.