Microsoft Word Stilling, J. V. Mine 42. r I S. V rnet doc

 55 

Efter togtet med SØLØVEN kom jeg igen tilbage til Mari-

nestaben, men denne gang som chef for afdeling O1. Det 

med chef var så som så, da jeg ikke erindrer, at der var 

andre i afdelingen end mig. Det, jeg husker bedst fra 

denne tid, var, at vi pludselig skulle til at modtage en 

masse akter af en klassifikationsgrad, der hed ”cosmic 

top secret”. Det betød, at mit O1-kontor fik besked på at 

etablere det, der hed cosmic-sekretariatet. Fremover 

skulle alle cosmicerede papirer bo hos os, registreres hos 

os og udlånes fra os. Det gav en masse arbejde, indtil 

man året efter fandt ud af, at det måtte det almindelige 

arkiv med en orlogskaptajn som paymaster altså også 

kunne styre, og så var der ingen grund til at have det op-

pe i O. Derefter blev det lagt ned til det almindelige arkiv, 

men formentligt stadig separat og med de samme be-

stemmelser.  

Til Italien efter korvetten TRITON 

I december 1953 blev jeg udnævnt til chef for torpedobå-

den KRABBE. Opgaven var at samle en besætning og 

gøre den lidt søvant og sammentømret for så bagefter at 

tage den med til Amerika, hvor vi skulle hente en såkaldt 

Patrol Craft Escort

19

, som Danmark havde fået i Våben-

hjælp af USA. Skibet lå på Mississippi og den skulle vi så 

over og sejle hjem. Gudskelov for os var der nogen her-

hjemme, og måske også på amerikansk side, der syntes, 

at det alligevel var pauvert at give Danmark to sådanne 

skibe, der ikke ligefrem var ”state-of-the-art”. I mellemti-

den havde ”Uncle Sam” indgået en aftale med Italien om 

det, der hedder ”offshore production”, dvs. en art dobbelt 

våbenhjælp, hvor man hjalp både gavemodtageren, og 

                                                 

19

 For oplysninger om de to PCE, se Gunnar Olsen & Svenn Storgaard: 

Flådens skibe og fartøjer 1945-1995, s. 38. 

 56

den, der producerer gaven. Så PCE´en blev gudskelov 

aldrig hentet. Jeg nåede at se billederne og planerne af 

den, og det var en halvlunken affære, syntes jeg. Det he-

le endte med, at mens vi sejlede rundt med KRABBE, fik 

vi den glædelige nyhed: ”I er ikke på vej til USA for at 

hente en gammel PCE, men I skal i stedet for til Italien og 

hente et nybygget skib, der er færdigt om et kvartal.” Det 

sidste har jeg siden grint meget af... 

 

Torpedobåden KRABBE. 

Den 31. august 1954 afgik jeg som chef for KRABBE og 

vendte næsen mod Italien. Vi skulle i øvrigt tage med 

toget derned, men det var ikke uproblematisk i de dage. 

Toget gik gennem Østrig, og østrigerne havde en aftale 

med russerne om, at der ikke måtte komme NATO-

personel til landet. Men østrigerne gav besked om, at de 

ville lukke det ene øje, hvis vi blot tog uniformen af, mens 

toget passerede Østrig. Så da vi kom dertil, tog gutterne 

---

 57 

den stribede krave af, og vi officerer tog jakkerne af og 

vendte snorene indad og tøffede igennem Østrig uden 

problemer. Og videre til Rom, hvor vi skiftede til et endnu 

langsommere tog, der standsede ved hver station, tror 

jeg nok, mellem Rom og Taranto. Men vi nåede da frem.  

Skibet, som vi skulle hente var korvetten TRITON, 

men det med at det ville tage et kvartal at få skibet fær-

digt kom ikke helt til at passe. Mere præcist tog det 11 

måneder før det var klar til 

overdragelse! 

 

Jeg holder tale ved TRI-

TONs overdragelse til Dan-

mark i Taranto den 10. au-

gust 1955. 

 

Hvorfor projektet blev for-

sinket kan senere kontre-

admiral I. B. Rodholm 

bedre svare på. Han sad i 

Italien i hele den periode, 

hvor alle fire korvetter af 

TRITON-klassen blev 

bygget. Jeg synes dog at 

huske, at de italienske 

værftsarbejdede tilsynela-

dende arbejdede hele ti-

den, men det blev ikke til så meget af en eller anden 

grund. Resultatet var dog i sidste ende hæderligt. Det 

eneste, der ikke fungerede var radaren, der faldt ud, men 

vi fik den repareret på vej hjem i Gibraltar. Og så viste det 

sig senere, at selve filosofien bag den hurtigskydende 76 

mm kanon var for dristig. Kanonen havde et revolverag-

tigt magasin, og ideen var, at den skulle kunne genlades 

automatisk. Det foregik ved, at når kanonen havde skudt, 

 58

så vippede den op i 90 graders vinkel, hvorefter en føler 

gik op og mærkede hvilke af revolverens kamre, der var 

tomme. I dem blev der så automatisk smækket en ny 

granat op. Problemet var bare, at hvis følesystemet kik-

sede, så kunne det resultere i, at systemet ville forsøge 

at komme en ny granat op i et kammer, hvor der stadig 

sad en granat. Derved ville spidsen af den nye granat 

komme lige nøjagtigt op i tændhætten på den granat, der 

allerede sad i kammeret, og så ville skuddet gå!  

Kanonen blev også indført i den hollandske flåde, 

hvor en orlogsgast mistede livet ved netop sådan en 

ulykke, og hjemme hos os var der en, der mistede noget 

af hånden. Det var også en fræk måde at gøre det på, 

men for fræk viste det sig, og kanonerne måtte udskiftes 

nogle år efter, at korvetterne havde hejst kommando.  

 

 F347 TRITON på prøvesejlads i Middelhavet i 1955. Her ved 

La Valetta på Malta. 

 

Efter at vi den 10. august 1955 fik overdraget TRITON 

gennemførte vi en række prøvesejladser i Middelhavet. 

---