69
for så mange nationer, så det gav i og for sig måske me-
re noget på den moralske front. Jeg opretholdt også ef-
terfølgende kontakten med nogle af dem fra kurset - i dag
hedder det vel networking. Vi havde bl.a. nogle år senere
besøg af vores daværende chef for vores afdeling derov-
re samt af deltagere fra Pakistan, og tyskeren løb jeg på,
da jeg kom til Kiel nogle år senere.
Jeg var glad for at få chance for at komme på kurset
i USA.
Opholdet i USA kom også til at påvirke mig på en anden
måde, da det gav mig min store interesse for golfspil. Der
er ingen tvivl om, at det er min kone Gerdas skyld, at jeg
kom til at spille golf. Da vi forlod Newport på Rhode Is-
land, havde hun snakket med nogen af de andre deltage-
res koner, og de var blevet enige om, at de skulle give
deres mænd en ”graduation gift”. Så Gerda gik med en af
lærerne, en amerikansk søofficer, ned i deres P.X. og
dernede fandt hun sådan et begyndersæt med en golf-
vogn og golftaske og et sæt køller. Så da vi kom hjem
efter graduation, sagde Gerda: ”Der står i øvrigt din gra-
duation gift”. Jeg blev meget overrasket over gaven, da vi
ikke havde talt ét ord om at spille golf før.
Da vi så kom hjem, blev golfkøllerne imidlertid stillet
væk, for da blev jeg jo korvetchef igen og sendt til Færø-
erne. Så der kom til at gå nogle år, før jeg fik taget mig
sammen til at prøve at spille golf, men efterhånden som
jeg kom til at gøre tjeneste i land, så kom det i gang, og
siden har jeg også taget det med ombord rundt omkring,
hvor mine skibe lagde til. Så jeg har spillet golf på Baha-
mas og i Bergen og Londonderry. Der er jo altid nogen på
stedet, der spiller golf.
70
Da jeg var chef for Torpedobådseskadren, besluttede jeg
mig imidlertid for at forsøge at sætte golfspillet i lidt mere
faste rammer. Så skrev jeg rundt til de af mine kolleger,
som jeg vidste spillede golf. Det var ikke så mange den-
gang, men jeg skrev til dem - med kopi af brevet til for-
manden i Søværnets Idrætsforening - og spurgte, om det
ikke var tid til at lave en golfafdeling i Søværnets Idræts-
forening. At golfspillerne synes det var en god idé, det var
der jo ingen tvivl om, men også daværende formand for
Idrætsforeningen sagde OK, lad os prøve det. Og det
gjorde vi så. Så vi lavede en golfturnering i Korsør, hvor
vi kunne bo på flådestationen og så spille to dage på
Korsør hver sommer.
Det er nu 30 år siden vi grundlagde vores lille for-
ening, der dengang bl.a. talte Wolfhagen, Richard Thom-
sen, Ib Jørgensen, Leif ”Limagolf” Brink, Schmidt Jensen,
Ahlers, Poul Hansen og Niemann som medlemmer. Si-
den er der kommet mange andre medlemmer til.
Chef for 2. Fregatdivision og for korvetter af TRITON-
klassen. 30. september 1961 - 21. marts 1963
Hjemme i Danmark igen tiltrådte jeg den 30. september
1961 som chef for 2. Fregatdivision og for korvetter af
TRITON-klassen. Det var en herlig tid.
Jeg husker ikke, hvem der var chef for Fregateskad-
ren, bl.a. fordi vi sjældent var til søs som en samlet
eskadre. De fleste øvelser foregik skibs- eller divisions-
vis, og kun én eller to gange om året sejlede vi sammen i
Kystflådeøvelser. Ellers blev vi stukket ud på opgaver
rundt omkring.
Som chef for 2. Fregatdivision fungerede jeg samti-
dig som chef for en af korvetterne, og i løbet af de to år,
jeg var chef for divisionen, nåede jeg at fungere som chef
for tre af de fire korvetter. Den 1. november 1962 blev jeg
71
udnævnt til kommandørkaptajn, og samme sommer blev
vi sendt på fiskeriinspektion til Færøerne med DIANA. Vi
afløste fregatten ESBERN SNARE deroppe, og blev efter
ca. 6 måned selv afløst af fregatten NIELS EBBESEN.
F341 ESBERN SNARE ved Færøerne.
Vi fik bl.a. til opgave at være til stede ved Cowes Week til
den årlige sejler-komsammen - det der svarer til Kieler-
woche, og hvor der er repræsentanter fra de forskellige
lande til stede. Vi opankrede udenfor Cowes ved Isle of
Wight, hvor der lå en fransk fregat opankret nær ved DI-
ANA. En af aftenerne begyndte det at blæse lidt, og på et
tidspunkt, hvor den franske fregat var travlt optaget af et
cocktailparty, begyndte den at drive af og kom nærmere
og nærmere DIANA. Vi kaldte ham både med blink og
andet, men uden at han reagerede, og først i sidste se-
kund vågnede han op og fik lettet og kom væk.
Vi blev kaldt hjem til Dannevang fra Færøerne for at
deltage i søværnets årlige øvelse, hvor vi bl.a. kom til
Gøteborg og Stockholm. Da den var overstået, fik vi or-
72
dre på at gå tilbage til Færøerne igen, for der havde ikke
været fiskeriinspektion dér i den periode, hvor vi var væk,
da der ikke havde været et skib til opgaven. Man kunne
ikke skræve længere end bukserne kunne holde.
Så kom vi tilbage til Færøerne igen, og var der indtil
oktober, hvor man heldigvis havde fundet ud af, at det
ikke lige var sagen for en TRITON-klasse korvet at være
på Færøerne. Det var vi glade for, for jeg kan huske, at
hjemturen var noget af en røvertur, hvor skibsklokken
sagde ding-dong, fordi vi rullede 45
o
til hver side.
Jeg mindes ikke, at vi opbragte nogen fiskere for ulovligt
fiskeri, men vi var oppe nord for øerne og hente en fæ-
røsk trawler, hvis motor var gået i stå. Ham slæbte vi ned
til Thorshavn, hvor vi så ankrede op på reden, hvorefter
der kom en tovbåd ud og hentede ham. Jeg bemærkede
mig, at skipperen ikke så meget som vinkede med hån-
den eller hilste, han vendte nærmest ryggen til os, da de
sejlede forbi. Det er jo desværre ikke altid de varme følel-
ser, der har været imellem danskerne og færingerne.
februar 1966
Jeg afgik som chef for 2. Fregatdivision den 21. marts
1963 og havde så en måneds ferie, før jeg den 1. maj
1963 afløste Brink-Lund som chef for Forsvarsstabens O-
afdeling. Denne var en lille nyskabelse, der lå nede i Ka-
stellet. Jeg ved ikke, om det var politikerne eller hæren,
der fandt på denne treværnsstab, men det var i hvert fald
hverken søværnet eller flyvevåbnet. Under alle omstæn-
digheder kom jeg ind og fik O-afdelingen efter Brink-Lund
og havde nogle glimrende hærofficerer til min hjælp.
Et rent konkret job vi havde, og som vi faktisk fik la-
vet i de tre år, jeg sad i stillingen, var udarbejdelsen af en