Microsoft Word Stilling, J. V. Mine 42. r I S. V rnet doc

 49 

 

Inspektionsskibet / opmålingsskibet HEJMDAL forlader Kø-

benhavn med kurs mod Grønland i maj 1948. baggrunden 

torpedobåden WILLEMOES eller HUITFELDT. 

 

Så drog jeg af med HEIMDAL med den glimrende chef 

kommandørkaptajn Axel Schmidt. Kaptajnløjtnant Imma-

nuel B. Rodholm - denne højt begavede, intelligente fyr - 

skulle, som nyudnævnt kaptajnløjtnant egentligt have 

været næstkommanderende, men søværnets ledelse 

valgte pga. bemærkningerne ved hans udnævnelse og 

angsten for hans praktiske håndværksmæssige niveau, 

at gøre ham til 3. kommanderende, og man valgte i ste-

det kaptajnløjtnant af reserven K. A. Edvards som næst-

kommanderende. Jeg og søløjtnant I C. B. Ingemann-

Nielsen, blev så hhv. 4. og 5. kommanderende.  

 

Ingemann-Nielsen havde været på Grønland året 

før og var ret erfaren i det. Nu har mor Danmark jo aldrig 

ruttet med midlerne til søværnet, så man havde fundet en 

del ting på skrotpladsen i Grønnedal efter amerikanerne 

havde forladt basen, bl.a. nogle LCM´ere, (landing craft 

mechanized, landgangsfartøjer). De var uundværlige 

 50

værktøjer, idet hovedopgaven, udover fiskeriinspektion, 

var at lave opmålinger af de grønlandske farvande. Til at 

fastlægge vores position benyttede vi et DECCA-system, 

der bestod af en master, en nordslave og en sydslave. 

Ved at krydspejle radiosignalerne var det muligt for skibe 

at positionsbestemme sig til søs. Årets sidste opgave var 

at nedtage nordslaven, så den næste år kunne etableres 

som sydslave. På den måde blev systemet trinvis rullet 

ned af kysten.  

 

En LCM i sø.  

 

Som sagt var LCM´erne med som hjælpeskibe, og de var 

gode, da man kunne køre dem helt ind på land, og sætte 

DECCA-udstyret på land, og så ordne sagerne. Det var 

alt sammen noget, som Ingemann havde prøvet året før, 

og det gik glimrende.  

Undervejs kom Axel Schmidt til at sætte os på grund 

ved et ekstra lavt lavvande ved Disko, men det var ingen 

større katastrofe og ændrer ikke ved, at han var glimren-

de. Han var også på Grønland tre år i træk, og fjerde år – 

i 1952 - kom han derop med et kongebesøg, som chef for 

---

 51 

DANNEBROG og fik ekstra berømmelse af kongen samt 

Grønlandsmedalje. 

 

Det var da et lærerigt togt, og den eneste gang, jeg har 

været på Grønland. Togtet varede fra maj til oktober, og 

da jeg kom hjem var min datter seks måneder gammel. 

Det var lang tid at være væk, men det er interessant nok 

værst for dem, der går derhjemme. For mig skete der jo 

hele tiden noget nyt - nye opgaver, nye steder. Den dag-

lige trummerum hjemme var vanskeligere, så jeg vil tro, 

at det er sværere for den efterladte end for den bortfa-

rende. Med mindre at det, man kommer ud til, er noget 

der hænger én ud af halsen. Men at være væk fra famili-

en er en del af vilkårene, og trods afsavnene har jeg al-

drig seriøst overvejet et karriereskift.  

Tredjekommanderende om bord på torpedobåden 

BILLE 

Den 16. november 1948 tiltrådte jeg som medlem af den 

første besætning om bord på torpedobåden BILLE. Den 

var en af de seks torpedobåde, som blev bygget som 

erstatning for de seks torpedobåde, som søværnet måtte 

udlevere til tyskerne i februar 1941. KRIEGER-klassen – 

eller ”Krible-krable-bådene” som de seks både blev om-

talt i søværnet - skulle nok aldrig have været bygget, men 

på det tidspunkt gjaldt det for søværnet om for enhver 

pris at få skibe, og man var måske ikke kritisk nok overfor 

de seks bådes design. De var i hvert fald for små og for 

tunge i toppen. De blev også ombygget i 1952, og jeg 

nåede både at fungere som 3. kommanderende i dem i 

deres oprindelige udgave, og senere hen - mens vi ven-

tede på at komme til Italien - havde jeg lejlighed til, at 

være chef for KRABBE i ombygget udgave. Ombygnin-

 52

gen løste dog ikke de grundlæggende problemer ved de-

signet, og de blev alle udfaset allerede i 1959.  

 

Torpedobåden 

BILLE. 

 

Med hensyn til 

min tid om bord 

på BILLE, så var 

”Gin Ole” Ohls-

son (A. C. Ohls-

son) chef. Han 

var meget rar og 

venlig og - som 

så mange andre af de søofficerer, der var en generation 

ældre end jeg -, gift med en dame fra Island. Jeg skal 

ikke nævne nogen navne, men det er mit indtryk, at 

mindst 10 % af officererne, der blev gift fra Første Ver-

denskrig og op mod Anden Verdenskrig var islandsk gift. 

Søværnet besøgte ofte Island i forbindelse med Fiskerin-

spektionstjenesten, og jeg tror simpelthen, at der var så 

trist og udsigtsløst oppe i Island, at man syntes det var 

dejligt at kunne blive gift med en dansk søofficer og blive 

udfriet fra det.  

---

 53 

Minestrygeren SØLØVEN. Min første chefskomman-

do. 14. marts – 22. juli 1952 

 

Hjemme igen blev jeg i november 1949 igen tilkomman-

deret Marinestaben

18

 og igen sektion O1. Arbejdet var 

stort set det samme som jeg havde lavet første gang jeg 

var i O-sektionen.  

 

M543 Søløven til søs den 12. maj 1952. 

I maj 1950 blev jeg udnævnt til kaptajnløjtnant, og den 

14. marts 1952 fik jeg så min første chefskommando i 

søværnet. Det var om bord i minestrygeren SØLØVEN. 

Sådan at blive chef var ikke noget chok for mig. Jeg hav-

de sejlet så mange gange og sådan gradvist ”steppet op”, 

så jeg tog det som et naturligt ”next step”. Mange af mine 

samtidige kolleger havde været igennem en periode med 

minestrygningserfaringer af forskellig art på magnetstryg-

                                                 

18

 Marinestaben skiftede 1. august 1951 navn til Søværnsstaben.  

 54

ninger og kabelstrygninger osv., og nu blev jeg pludselig 

chef for en minestryger. Men opgaven var slet ikke mine-

strygning. Jeg skulle være skoleskib for et hold math-

elever som supplement til fregatten NIELS EBBESEN, så 

den samsejlede jeg med et stykke tid. Vi byttede så 

math-eleverne ud efter nogen tid mellem det lidt større 

skib og det lidt mindre skib, så de prøvede begge dele. 

Meget i stil med det jeg selv havde været igennem som 

kadet om bord på inspektionsskibene INGOLF og HVID-

BJØRNEN og torpedobådene HVALROSSEN og MA-

KRELEN i 1940-43.  

 

Det vi skulle lave var mere baseret på det virkelig hånd-

værksmæssige, for vi satte minestrygningsgrej og para-

vaner og bjærgede dem ind igen og alt sådan noget. SØ-

LØVEN havde lige lavet nogenlunde det samme med A. 

Milan Petersen som chef. De havde bl.a. været en tur i 

skærgården, hvor det senere viste sig, at det var lykke-

des dem at miste det ene ror. SØLØVEN styrede nu glim-

rende med kun det ene ror, og vi opdagede det faktisk 

først, da den skulle dokkes i anden anledning. Da vandet 

var ude af dokken, så vi at det ene ror manglede, og så 

måtte besætningen indrømme, at de vistnok havde sat 

halen på et sted oppe i skærgården. Men jeg havde altså 

ikke mærket nogen manglende styreevne, men nu havde 

jeg jo heller ikke noget sammenligningsgrundlag. SØLØ-

VEN-klassen var generelt fantastiske til at styre, - også 

når de bakkede. Det må være pga. dets to spaderor, som 

sad som en slags tunnel rundt om den ene fremdriv-

ningsskrue, der var.  

 

Det var min første chefstid, der kun kom til at vare 

ca. tre måneder, men undervejs nåede jeg at blive ud-

nævnt til orlogskaptajn.  

 

---