Nturlig Ret. På grundlag af ækvivalent kompensation

Lad os først undersøge række b:

Bestemmelsen 1. er i grunden en specifikation af begrebet overenskomst, thi en sådan forudsætter efter sin natur en vis modenhed af de sjælelige evner. Dog er fastsættelsen af en ensartet myndighedsalder en vilkårlig nemhedsforanstaltning af lovgivningen.

2. Er et interessant eksempel på, at statsmagten vel dadler tillidsbrud men dog sætter sine egne interesser over hensynet til borgernes moralske karakter, (hvorfor sidste del af reglen hører hjemme under a).

3. Eksempel på varetagelsen af simpel materiel kompensation. Det samme gælder om 5.

4. Kan omskrives til den simple sætning, at hvis man forvolder skade på næstens ejendom, kan dette ikke lades uerstattet.

6. En almindelig udtalelse om, at princippet for dansk kontraktlovgivning er ikke-indblanding; i erkendelse af at statsindblanding blot forstyrrer den ligevægt, erhvervslivet af sig selv vil vide at tilvejebringe i overenskomsterne.

7–8. Hjælper kreditor til nøjagtig opfyldelse af det lovede.

9. Tilsigter også nøjagtig afbalancering, thi skyldneren har tilkøbt sig tryghed for proces med den erlagte sum.

10. Sikrer imod at nogen af de to parter i en tyendekontrakt forurettes. Da en tyendekontrakt hører til de ubestemmelige overenskomster, hvor forpligtelsens område ikke udtømmende lader sig specificere, søger lovgivningen i det mindste at dæmme op for de allervilkårligste fortolkninger.

11–12. Simpel materiel kompensation.

13. Udtaler direkte ordet billighed, såvel i romersk som i moderne lovgivning det princip, der tager hensyn til det individuelle tilfælde. Her menes øjensynlig den kompensation, der hver tid og sted er den kvantitativt rigtige, og som ikke forud kan fikseres.

Række a: 1. Kræver megen historisk interesse for at forstås. 1. 2. og 10 ville ikke eksistere, hvis lovgiverne havde været kvinder. 4. Pålægger ganske uberettigede ofre, der, selv om de nødvendiggøres ved det fælles forsvar, rammer partisk. 5. En bekvemmelighedsregel for at undgå ophobning af retssager, der med tiden ville blive vanskeligere og vanskeligere at afgøre. I og for sig kan staten jo ikke afgøre, at det, der engang er ret, ophører at være det, når 20 år er gået. 6. Tallet 3 er et helligt tal, anden mening kan der ikke findes i dets anvendelse her. 7. Kompensation forrykkes til den ene parts fordel, formodentlig af »humane« grunde eller på grund af økonomiske nivelleringstendenser.

8. Denne bestemmelse afgør de stiltiende forudsætninger (for en ubestemmelig overenskomst, som lån af en genstand) på anden måde end tyendeloven gjorde, nemlig afgjort i långivernes favør. Den må også anses som en bekvemmelighedsregel, der dog på uklar måde søger at værne om ækvivalent kompensation.

9. Åger er et begreb, der kun lader sig definere juridisk, (om når lov af 4. april 1855 bestemmer, at der for udlån i faste ejendomme ikke uden bevilling kan betinges højere rente end 4%, medens rentefoden ved andre udlån er fri). I Karl den stores tid var 100 af 100 åger, 40% derimod passende rente. Frederik II forordnede, at Jøder aldrig måtte tage mere end 10%, for de kristne eksisterede intet forbud. I Zürich bestemte retten som lovlig rentefod 43½%. Den, der er moralsk indigneret over åger, vil blive svar skyldig, hvis man spørger: når begynder den etisk utilladelige rentefod? En legal grænse er der mening i, men denne art lovgivning er dog et af bræk i de frie aftalers fulde spillerum. Motiv: human protektion fra statens side.

11. Er udslag af den samme omsorg fra statens side. Hvilket bedst ses af Goos' motivering af disse love. Man kunne til forsvar for hasardkontrakters gyldighed, siger Goos, påberåbe sig parternes frihed. Dette vil også være tilstrækkeligt under den forudsætning, at retshandlerne ikke er skadelige for samfundet, men det kan de let blive, når de antager større proportioner, idet de dele demoraliserer ved tillokkelse med udsigt til erhverv uden arbejde, dels bringer ødelæggelse i vide kredse ved den letsindighed etc. Ejendommeligt, at hoffet skal have privilegium på disse laster.

12 –13. Direkte forsøg fra lovgivningens side på i et separat øjemed at fremtvinge brud på tro og love og nedbryde æresfølelsen. Sjældent rent eksempel på en ligefrem uetisk lovbestemmelse. Det eneste hasardspil, der er tilladt, er statens eget, det autoriserede lotteri; når staten blot kan sikre sig overskuddet, tager den hverken demoralisationen eller spillelidenskaben så højtideligt.

14. Ofrer retten for hensynet til nationaløkonomiske værdier.

15. Konkursbestemmelserne indeholder blanding af proportionelle kompensationshensyn og humane forholdsregler.

Vil man altså have en forestilling om hvad det er for motiver eller interesser, der i lovgivningen krydser kompensationsprincippet, finder man i dette ret tilfældige materiale allerede følgende: standsinteresser, maskuline særinteresser, omsorg for at bevare magten (for sig selv eller for sin klike), historiske fordomme, praktisk interesse (overkommelighed, nemhed), ren vilkårlighed, religiøse reminiscenser, human nivelleringstendens, protektion overfor ulykker og formentlige laster, omsorg for statsværdier.

Væsensforskellen mellem de to rækker love vil forhåbentlig fremgå af de få anførte eksempler. Det vilde vel næppe omstyrte samfundets grundvold, om en jordemoder fik lov at døbe, en gift kvinde fik lov at kautionere, eller man fik lov til at betale sin spillegæld osv. Men hvis en mand, der har overdraget et pant, ikke er betrygget mod dettes forringelse, vil denne for ethvert udviklet erhvervsliv nødvendige institution falde bort;. derfor den store ensartethed i pantelovgivningens udvikling i alle lande og den store uensartethed i hine bestemmelser. Om pligtarbejde af fæstere skal være tilladt eller ej, vil man finde de forskellige lovgivninger meget uenige om, derimod eksisterer der ikke en eneste lovgivning, hvor ikke den sætning holdes i hævd, at pacta esse servanda. Tarde betoner stærkt imitationen og mener, at det er denne, der er den væsentlige grund til visse loves ensartethed. Det er sikkert ikke det afgørende i dette forhold. Fænomenet forklares langt enklere ved den ensartethed, der tværs igennem tider og racer gør sig gældende i den menneskelige naturs behov og navnlig i vilkårene for fælleslivet og de væsentlig ensartede intelligenser, der udfinder principperne.

Dette forklarer også den tendens, man tydelig sporer, til større og større uniformitet i visse dele af lovgivningen hos de mest heterogene civilisationer. Efter at de teknisk ufuldkomne veje først er prøvede, konvergerer åndsarbejdet på de forskelligste steder henimod de mere fuldkomne, og disse vil være mere ensartede end hine, thi der gives mange urigtige, men kun få rigtige principper.

Hvorvidt er der mening i at øve etisk kritik af lovgivningen? Til besvarelsen af dette spørgsmål kommer ovenstående analyse til hjælp. Overalt hvor staten ved sin lovgivning tilstræber at yde den ækvivalente kompensation støtte, der er de etiske hensyn sket fyldest; hvor dette princip ikke finder udtryk eller endog modarbejdes, er lovene efter deres indhold henholdsvis amoralske eller umoralske. Hvad retsfølelse går ud på, er således temmelig let besvaret. Anderledes hvis man vil spørge, kan det nytte at gøre den gældende i det praktiske politiske liv, er den eller kan den her blive en faktor af positiv betydning? Man hører ofte, at det er de »reelle« interesser, der er det ene afgørende for en lovs indhold. Intet er fejlagtigere, hvis man herved tænker på rent materielle, egoistiske interesser; thi ligesom følelsen spiller en stor rolle som aktiv kraft – man kan påvise en lang række lovbestemmelser med »humane«, sympatiske motiver – således er den intelligente forståelse af, hvad samlivet funktionelt kræver, en ikke ringere faktisk drivkraft; og de krav, der her er tale om, er ikke ideelle i den forstand, at de svæver højt over menneskers daglige liv, de er ideelle i den forstand, at de ser bort fra det tilfældige, efemere og ned til det væsentlige, konstante, de er altså i allerhøjeste forstand reelle.

Ofte nok kan det være vanskeligt at afgøre hvad der i et konkret tilfælde har været afgørende drivkraft, om det f.eks. ved den Liciniske lov var frygten for oprør eller forestillingen om det ubillige i det bestående misforhold. Men at de materielle interesser skulde være de eneste virksomme faktorer i det politiske liv, er en dum påstand; selv om »reelle« forhold ofte bidrager til at åbne øjnene, selv om de undertrykte særlig let får blik for de rettigheder, der forholdes dem, og undertrykkerne hjælpes på gled af frygt for oprør, ville det dog være tåbeligt at miskende, at rent etiske argumenter også har deres mission, især når man ser hvorledes partiinteresserne og andre interesser altid mener at måtte dække sig med fraser om retmæssige krav; man ville forstå dette middel, ifald man ikke tiltroede det magt over menneskesjælene.

Lad os anvende den etiske kritik på et par bestemte eksempler fra lovgivningens og statslivets område i det hele. Er progressiv beskatning et retfærdigt princip? Det retfærdige forhold er åbenbart, at enhver yder til staten – ikke i forhold til sine indkomster, – men i forhold til hvad han modtager at staten. Der består intet naturligt forhold imellem et menneskes arbejdsudbytte og hans skyld til staten, forholdet er mellem hvad han modtager og hvad han skylder, (hvis man overhovedet vil søge efter et retfærdighedsprincip i statsmagtens krav på enkeltmands ydelser). Derfor må progressiv beskatning efter sit princip være uretmæssig. Imidlertid må man ikke se bort fra, at der i praksis kommer faktorer til, der noget mildner denne vilkårlighed. Hvis alle modtog det samme af staten, (og det ville være idealet, at staten ikke befattede sig med andre sager end sådanne, der efter deres natur måtte komme alle borgere i lige grad tilgode), vilde ligelig beskatning (kopskat) selvfølgelig være det eneste retfærdige, men denne betingelse eksisterer ikke. Sålænge staten betragter det som sin opgave f.eks. at beskytte de bestående grundejendomsmonopoler, sålænge kan det i al fald ikke være retfærdigt, at alle yder ligemeget. Og forsåvidt er det vistnok et skridt nærmere retfærdigheden, når staten vælger det praktiske princip at »tage hvor der er noget«, idet den derved gør regning på væsentlig at ramme de individer, der er favoriserede ved de nævnte monopoler. Men systemet vil dog aldrig kunne betegnes som andet end plump og ubehjælpsom famlen imod det retfærdige.

Politisk umoralitet kan give sig mange andre udslag end i uretfærdige love. Det kan ikke nægtes, at den demokratiske forfatning rummer mulighed for langt flere etiske konflikter end selvherskermagten, i særlig grad gælder dette om det repræsentative system med sin betingelsesvis overdragne, temporære magt. Dette ligger i den udstrakte anvendelse af løftet imellem de forskellige politiske organer, den demokratiske stat benytter. Det er aftaler mellem to eller flere partier, (allianceforpligtelser), der er aftaler mellem partiet og dets enkelte medlemmer (partiløfter), der er aftaler mellem vælgerne og de valgte og mellem de valgte og deres tillidsmænd (regeringen), og ligeså mange muligheder er der altså for brud på forpligtelser. Hvor slige løftebrud ikke gør sin mand umulig, er den politiske moral korrumperet og folket ikke politisk modent. Når en repræsentant er valgt for en vis periode, er han moralsk bunden til efter evne at gøre fyldest for de forudsætninger, hvorunder han er valgt – selv om forholdene i mellemtiden ellers forandrer sig nok så meget. Moralsk har han kun valget mellem at opfylde sit ord, eller hvis dette nu strider mod hans overbevisning, at nedlægge sit mandat. Tertium non datur, selv en ministerportefeuille frelser ikke sin mand moralsk! Når det i den danske grundlov hedder, at repræsentanten ene er bundet ved sin overbevisning, kan dette selvfølgelig kun betyde, at han legalt er i sin ret til at stemme som han vil, at fri ham moralsk for at opfylde løfter, han har aflagt for at blive valgt, kan end ingen grundlov med sin bedste vilje.

Til politisk umoral hører også alle administrative vilkårligheder, partiske afgørelser, der kommer venner og bekendte til gode, besættelser af embeder med politiske meningsfæller uden hensyn til sagkyndiges dom; kort sagt, enhver tilsidesættelse af princippet: den rette mand på den rette plads er et brud på de forudsætninger, hvorunder de ledende mænd anbragtes på deres pladser.

Vi har allerede i 1. kapitel stemplet alt hvad der kommer ind under begrebet gavelovgivning som uretmæssigt. Man kan ikke forsvare alderdomslove, sygekasselove o.lign., med henvisning til, at det, at de er humane foranstaltninger, dog højst gør dem amoralske. Thi man har nok lov til at være human, men ikke med andres penge. Humanitet er en privat opgave, den forudsætter individuelle følelser, ingen kan være human på andres vegne, heller ikke staten. Statens sag er det at være retfærdig, den enkeltes at være human¹.

Angående toldlovgivning og andre former for indirekte beskatning kan man kort sige, at de i deres væsen er forfordeling, mon ikke det eneste retfærdige her vilde være det ganske negative? Thi på disse områder vil en lovgiver næppe kunne røre sig uden at favorisere en del af befolkningen på en andens bekostning. Idet hele taget er man ikke tilstrækkelig opmærksom på alle de områder, hvor det eneste retfærdige ville være at indstille hele lovmageriet. Lovgivende forsamlinger er en god ting, men lovophævende forsamlinger ville være endnu bedre.

Men man kræver i vore dage ikke blot, at staten skal tage affære overalt, men at den endog skal tage parti. En juridisk docent har nylig² ytret sin tvivl om, hvorvidt det er statens rolle i en lønkamp at være den upartiske mægler. Han anbefaler specielt mildhed i dommene over trusler ligeoverfor strejkebrydere. Hvorfor? Fordi man må se med sympati på den strejkende, der forser sig. Disse udtalelser røber mere det varme hjerte end den kloge, retfærdige tænkemåde. Thi man kan netop ikke overføre sin private sympati på staten; hvorfor skal staten kaste sin sympati, (hvis den har en sådan) til den ene side og ikke til den anden? Staten er visselig ikke egnet til at bringe orden i et økonomisk balancespørgsmål; overalt, hvor den har prøvet derpå, er det kun blevet til fusk; men vil ikke den mindste afvigen fra en fuldstændig upartisk holdning lægge et lod på vægtskålen? Det er et ejendommeligt syn at se en juridisk universitetslærer anbefale domstolene at udmåle straffene efter deres (hans?) sympatier!

Al uddeling af monopoler og sikring af dem hører ind under den uetiske lovgivning. Speciel omtale fortjener her statens forhold til ejendomsmonopolerne. da dette forhold er af en så indgribende art, at mange endog anser det for statens væsentligste opgave at værne om ejendommen.

Da en hel gren af retsvidenskaben befatter sig med ejendommen, må der altså eksistere et retligt begreb »ejendom«, – om der gives andre, skal straks undersøges. Ejendom i retlig henseende er det af staten regulerede og beskyttede herredømme over en ting. Hvis man nærmere vil lære begrebet at kende, må man undersøge på hvilken måde man opnår at blive retlig herre over et objekt.

De væsentligste legale erhvervsmåder er: Okkupation af en herreløs ting. Specifikation c: omdannelse af en ting ved arbejde. Overdragelser. Hævd. Frugterhvervelse.

Har nogen af disse erhvervsmåder relation til etiske principper? Hvad overdragelsen angår, kan dens berettigelse kun diskuteres ud fra den første ejers oprindelige retsgrund; berettigelsen er lånt, thi en overdragelse kan ikke være berettiget, uden at overdrageren ejer med rette, og dette kan ikke bevises med henvisning til en forudgående overdragelse. Selv om vi antager, at arv er en etisk berettiget transaktion, bliver en ejendom, der i 1000 år er gået i arv fra fader til søn, dog kun en retfærdig besiddelse, hvis den første ejer har erhvervet den på retfærdig måde. Selv om det ækvivalente hensyn ved en transaktion er nok så nøje iagttaget, legitimerer dette ikke den oprindelige erhvervelse; alt afhænger af, om der også ved denne er iagttaget ækvivalente hensyn.

Erhvervelsen ved hævd, som består i, at den, der i 20 år uden påtale har besiddet en fremmed ting, efter denne tids udgang uden videre bliver ejer af tingen, kan ikke betragtes som andet end en praktisk og bekvem tilsidesættelse af gamle, generende retfærdighedskrav. Det motiveres da også (af Goos) med, at tabet for ejeren i det konkrete tilfælde ved at miste ejendomsretten er et mindre onde for samfundet end den forlængede usikkerhed. Er den enkeltes retskrav fyldestgjort ved denne mærkelige balance?

Frugterhvervelsen hviler på, at man i forvejen har noget, og betinges i al fald af, om man har dette med rette.

Tilbage bliver da som originale erhvervsmåder: okkupationen af herreløse ting og arbejdsomdannelsen.

Næsten al den jord, som findes i verden, er i øjeblikket ejendom. Spørger man på hvilken af de to måder den i sin tid er erhvervet, kan der vel ikke være tvivl om, at den ikke kan være erhvervet ved arbejdsomdannelse, thi for det første er store arealer aldeles ikke bearbejdede og ejes dog, for det andet er nogle partier nok opdyrkede, men dette har dog kun ringe lighed med den komplette arbejdsomdannelse, hvorved nogle gram stål bliver til et lommeur.

Det må altså være ved okkupation at det er sket, efter reglen i romerretten: quod nullius est id ratione naturali occuranti conceditur. Men hvis dette er den eneste originale måde at erhverve grundejendom på, staten kender – arbejdsomdannelsen kan man se bort fra, thi selv om opdyrkning betød omskabning af jorden, tilkender staten jo ikke opdyrkeren ejendomsret – gør den i al fald ikke meget for at holde denne kilde åben. Ikke engang den tarveligste koral i det stille ocean er ledig.

Imidlertid anerkender staten den oprindelige okkupation som retsgrund; den siger: ejer er den, der er kommet først, og den, han overdrager ejendommen til på foreskreven måde; og lovene garanterer ham ækvivalens for disse overdragelser og sikrer ham imod indgreb i det han ejer. Dette er den legale eller den faktiske, konkrete, historiske ejendomsret. Eksisterer der nogen anden? Den synes jo ikke væsensforskellig fra magt til ejendom, statsbeskyttet magt. Skulde der ikke kunne være tale om ved siden af at opstille en etisk ret til eje?

Lad os undersøge hvad der ligger i et begreb som tyveri – er det kun et legalt udtryk? Hvis det at stjæle kun kunne defineres som den handling at tilvende sig andres ejendom, i dette ords gængse, traditionelle, reelle betydning, vilde begrebet kun være legalt. Skal det have etisk karakter, må også ejendomsbegrebet kunne karakteriseres etisk. Det må da hedde: at stjæle er at tilvende sig hvad der etisk set er ejendom, eller hvad der med rette (c: etisk ret) tilhører en person.

Vi har ovenfor ved et uetisk overgreb forstået et positivt indgreb, der medfører skyld (der kræver kompensation). At stjæle er et sådant uetisk overgreb, det er en tilegnelse af ting, der skal kompenseres. Dette, at tingene kræver kompensation for at tilegnes mod ejerens vilje, kan altså foreløbig fastslås som karakteristisk for etisk eje. Det etiske ejendomsbegreb er da kun et andet udtryk for den etiske grundide. Man kan ikke blive nogen noget skyldig, man kan ikke begå overgreb, f.eks. tyveri, der medfører etisk skyld, medmindre der gives en etisk ret til at besidde.

Men endnu har vi ikke fastslået hvorledes denne etiske ret til at eje erhverves. Idet vi har gennemgået de legale autorisationer, har vi kun fået at vide hvad der etisk set ikke har evne til at skabe ejendomsret; herfra danner dog en eneste, arbejdsomdannelsen, en undtagelse.

Hvorved godtgør denne erhvervsmåde sin ret til at danne en undtagelse, til at være den eneste, der formår at skabe etisk ret? Derved, at den er et direkte udtryk for den etiske hovedtanke: indtægt for udgift. Vi indrømmer etisk set et menneske ret til det produkt, hvori hans virksomhed, hans flid, hans snille har objektiveret sig. Produktet genspejler disse ydelser, det er ophobet menneskelig energi, der simpelthen vedbliver at tilhøre den oprindelige ejermand; det er blevet til ved en ækvivalent omsætning af energi, således at det materielle plus, det repræsenterer, har et tilsvarende minus i individets ydelse. Denne ret er uafledelig, den grunder sig ikke igen på noget etisk forhold, den er det etiske forhold; at begrunde ejendom er at begrunde skyld og omvendt. Det er en praktisk empirisk bestemmelse og tillige en naturmæssig, der ikke væsentlig adskiller sig fra hvad man ellers regner for naturmæssig ejendom, f.eks. en persons ejendom af sine lemmer, sanseorganer eller af sig selv c: hans selvbestemmelsesret. Der er ingenlunde nogen skarp overgang her. Ejendomsretten over ens person er lige så lidt nogen selvfølgelig medfødt ret som retten til andet eje; den har ikke altid været anerkendt (således ikke af Aristoteles), den er fremtvunget af det sociale behov; og de objekter, vi betragter som etisk ejendom, er på en vis måde lige så naturmæssig samhørende med os som vore legemsdele; den energi, der af mig deponeres i et produkt, er i grunden ligeså organisk og personlig bestanddel af mig som den energi, der endnu sidder i min hjerne og i mine arme.

Ejendom i etisk forstand er den kompensation, man –tvungen af det praktiske livs behov – indrømmer den personlige indsats. Deraf følger en anden særdeles vigtig lov: i samme grad et produkt kan nyskabes, omformes, præges af den menneskelige vilje, i samme grad kan det blive ejendom. Det fremgår heraf både, at der gives forskellige grader af individuel ejendom c: at en ting kan være mere eller mindre egnet til ejendom, og at der gives objekter, der ikke egner sig til at blive ejendom. Der gives produkter, der så at sige er nyskabte, åndsprodukter f.eks. Selv om Beethoven har benyttet en vis mængde blæk og papir til en af sine sonater, er denne værdi forsvindende lille imod den, der er nedlagt i materialet som åndeligt produkt. Et sådant objekt egner sig i høj grad til at ejes. Det samme gælder om en god bog, et godt maleri. Allerede ved et skulpturarbejde kommer det ikke frembragte stof noget mere i betragtning, ved guldsmede- og juvelerarbejde end mere, og tænker man på et stykke jord med sæd på, bliver forholdet helt forrykket, thi her kan man ikke med mindste føje påstå, at materialet er omskabt, at produktet er en arbejdets nyskabning, det allervæsentligste er besørget ved naturens kræfter, og jorden er omtrent den samme som før, ofte endda forringet. Det arbejde, der er nedlagt i denne jord, begrunder vel en ret til den del af udbyttet, der skyldes selve arbejdet, men ingenlunde til privilegium på den specielle form for udbytte, der skyldes besiddelsen.

Da ejendom er en egenskab, man tillægger tingene af praktiske hensyn, for at tjene visse sociale og statslige formål, da ejendomsretten er den ordning af godernes fordeling mellem individerne, der bedst fremmer det sociale samvær, den sociale fred og interessen for værdiers frembringelse og bevarelse, er det intet under, at denne kvantitative forskel i evne til at være ejendom også har fundet sit udtryk i lovgivningen. Ejendom af grund er retlig set ikke så intens som ejendom af løsøre. Man kan ekspropriere grund til offentlige formål, men løsøre kan ikke eksproprieres. Ejendom er altså ingenlunde for staten noget helligt eller ukrænkeligt princip, det er variabelt og bestemmes altid ud fra forhåndenværende praktiske formål¹.

Hvad mere er, antydninger af selve det etiske ejendomsprincip dukker op i lovgivningerne i bestemmelser som at ejeren af et grundstykke er nødt til at anvende det eller også afhænde det til andre private eller til staten. Her findes dog en vis forbindelse mellem ejendom og virksomhed. I den romerske ret gøres den til ejer, der har dyrket den forladte ager (desertus ager) i to år. I England og Belgien kan distrikter, der ikke i bestemt tid er dyrkede, eksproprieres af staten. Endelig findes alle vegne den bestemmelse, at bonden kun er herre over jorden ned til en vis dybde, han ejer ikke de mineralier i jordens indre, hvortil hans arbejde intet forhold har.

Det etiske ejendomsbegreb drager den fulde konsekvens af dette standpunkt, etisk set må det hedde: hvad der ikke kan være frugt af personlig indsats, kan etisk set heller ikke være ejendom. Det er en sætning, der direkte udspringer af det sociale behov, den enkelte kan ikke fiksere hvad der skal være ejendom. Ejendomsret er ikke det samme som vilje til ejendom, thi ret tilkendes af andre, som derved forpligter sig til at respektere den, men simpel okkupation pålægger ingen anden nogen forpligtelse. Stirner kan derfor ikke påvise, at den »enkeltes ejendom«, der simpelthen er hvad hans vilje og magt spænder over, har nogen berettigelse, thi han ser fuldstændig bort fra den personlige indsats, der ene kan legitimere besiddelsen. Etisk set har Stirners ejendomsbegreb lige så liden værdi som statens og traditionens.

Det fremgår heraf, at jorden og naturprodukterne ikke med rette kan være nogen enkelts ejendom. I lige så høj grad et åndsprodukt etisk set tilhører dets ophavsmand, i lige så ringe grad kan en tønde land jord tilhøre dens okkupator, arver eller køber. Thi den eneste måde, hvorpå etisk ret til eje kan godtgøres, er ved henvisning til den energiudgift, der svarer til den værdi, man gør krav på, man må da enten godtgøre, at man har omsat sin personlige energi i dette produkt, eller at man har ydet en anden person ækvivalens for hans indsats. Men ingen kan gøre fordring på at have frembragt jorden. At jord ikke kan ejes, er altså en sætning, der umiddelbart fremgår af princippet om den ækvivalente kompensation, den står og falder med antagelsen af vort etiske grundprincip – yderligere begrunding end den, der kan skaffes til veje for dette, kan ikke fås.

Jorden er ingens ejendom – hvad der ikke er det samme som at den er statens –; det falder praktisk sammen med, at den er alles ejendom; der kan ikke gives etisk begrundede særrettigheder til at udnytte den. Man kan også fremstille sagen således: særret til jord hindrer den retfærdige tilstand, der består i, at enhver får det fulde ækvivalent for sin ydelse. Hvis der på en ø findes 3 indbyggere, og de to bemægtiger sig hele øens overflade, da må den tredje for at leve nøjes med ufuldstændig kompensation for sit arbejde, thi de to andre vil tilbageholde en vis profit for tilladelsen til overhovedet at virke. Særrettighed til jord vil overalt og ufejlbarlig betyde mulighed for ved hjælp af andres arbejde at opnå gevinst uden personlig indsats, en gevinst, der uretmæssig er fravristet de andre. Der tilbageholdes værdier, som ikke er ækvivalenter for noget som helst.

Det udelukkende personlige og arvelige dominium over jorden er efter Laveleye¹ en forholdsvis ny kendsgerning, og i meget lang tid har man kun kendt og anvendt den fælles besiddelse af jorden. Sålænge der i et land er tynd befolkning, sålænge naturkræfter og den gode jordbund er virksommere end det menneskelige arbejde, ligger det nær for enhver naturlig anskuelse at betragte grundene som en fælles gave fra naturen. Men tiltager befolkningen, og nødes den til ved eget arbejde, flid og sparsommelighed at gøre grunden mere frugtbringende, bliver der trang til at behandle den genstand, der er nedlagt noget arbejde i, som privatejendom og fiksere det i lovgivningen. Man glemmer blot, at man tillige usurperer de kræfter der dog her er de væsentlige, naturkræfterne, og nægter andre deres benyttelse. Men også her gør den ovenfor omtalte lov sig til en vis grad gældende, kravet på at eje en ting privat vil stige med den arbejdsenergi, tingen er i stand til at modtage, jo mere objektet omskabes, des tilbøjeligere vil det være til at blive privateje. Jorden, som mindst af alt er i stand til at modtage varig omskabelse, vil reagere stærkest derimod. Den bliver jo ikke selv til produkt, den er et arbejdsmiddel, og til det anvendte arbejdsmiddel erhverver man ingen ret ved sin indsats.

Men man tilegnede sig i al fald den grund, der bedst lod sig opdyrke, som privatejendom; eng og skov blev længe fælles, i Schweiz er endnu ved siden af de private ejendomme en stor del af hver kommunes område forblevet fælleseje; det er de såkaldte »allmende«, et navn der antyder institutionens natur, »alles ejendom«. På Bornholm var Højlyngen (Almindingen) og udmarkerne fælleseje til 1832, men disse var kun anvendelige til græsning og lyngrivning, den gode jord var forlængst udskiftet til særeje¹. Endvidere har trang til særeje ikke ytret sig så stærkt på steder eller til tider, hvor kvægavlen spillede den største rolle, f.eks. i Indien; her har de kommunistiske landsamfund længe kunnet trives.

På Cæsars tid var agerdyrkningen i de germanske lande primitiv, der var ingen grundejendom, hverken fælles- eller særeje, fordi grunden som sådan ingen synderlig værdi havde, der var nok af den. Der var kun ret til at høste hvad man havde sået, udnytningsret. For hyrder er det om helheden af territoriet at gøre, for bønder om fordeling, formen for eje retter sig efter hvad der i de respektive tilfælde anses som middel til at sikre sig det bedste udbytte. Den kollektive besiddelse af jord, (der må betragtes som et mindre intensivt eje) fulgte altid den mindre personlige bearbejdelse af jorden; det var epoker, hvor jordbunden i store flader anvendtes til græsning. I Kina, hvor jorden bearbejdes personligt og så intenst som intet andet sted, hersker særeje.

Hvis jorddyrkningen bliver mere og mere maskinel, kan man forudsige, at den intensive udstykning atter vil forsvinde. I Frankrig er udstykningen så vidtgående, at det næppe kan forenes med rationel dyrkning.

Om mobilier har der aldrig været fællesskab og vil vist aldrig blive.

Retten til ejendom kan ifølge det foregående ikke være nogen medfødt ret den må altid motiveres, det er en ret, praksis byder at tildele enhver efter princippet æquivalens for indsats. Den meget omstridte »ret til arbejde« hænger nøje sammen med ejendomsretten i etisk forstand, thi at forholde et menneske muligheden af at anvende sine arbejdsmuligheder er det samme som at monopolisere arbejdsstoffet, og dette kan ingen med rette gøre. Den, der derfor kommer med arbejdsmuligheder, har et retmæssigt krav at gøre gældende mod den institution, der bemægtiger sig arbejdsstoffet. Selv om det var fællesskabet (staten), der gjorde dette med et flertals sanktion, ville det overfor den enkelte være en usurpation. (Følger af, at jorden er ingens = alles).

Adskillige retsfilosoffer har ment, at den legale ejendomsret var den eneste virkelige c: den eneste, der kunne begrunde en ret til ejendom. Imellem dem er Bentham: der gives ingen naturlig ejendom, men ejendom er alene en lovens frembringelse. Det er kun lovens løfter, der giver mig sikkerhed for, at jeg vil beholde brugen af det, jeg betragter som mit. Lov og ejendom er opståede samtidig og vil dø samtidig. Afskaf loven, og al ejendomsret vil bortfalde.

Det er rigtigt, at lovene afgør hvad der er ejendom, retsbeskyttet ejendom, men de kan aldrig afgøre hvad der bør være ejendom. Denne ejendomsret er etikken ene om at fastslå; et andet spørgsmål er, om den praktiske realisation af dette princip ikke behøver lovens støtte. Her har vi at gøre med det samme problem som i kap. I, om den etiske ret teoretisk set har en eksistens uafhængig af lovenes ret, og svaret er givet med den løsning, spørgsmålet da fik, at lovene ikke kan skabe retten men i heldigste tilfælde sanktionere og støtte den.

Spørger man: hvad bør være ejendom? kan man derfor ingenlunde gå til lovene, thi ligesom lovene indretter alle andre forhold efter statsmagtens behov, således også ejendommen, de rækker og strækker ejendomsretten så den føjer sig smidigt efter statsmagtens skiftende formål.

Alle de mange forskellige opgaver, staten har for, og som den gennemfører på trods af mange borgeres ønske, koster penge, og disse udgifter påføres ganske uden sanktion. At staten benytter majoritetens »ret« til at tvinge den ene til at betale den andens fornødenheder eller fornøjelser, er i og for sig tilstrækkeligt til at karakterisere den legale ejendomsret. Den legale ejendomsret hviler på den bestående tilstand; denne må respekteres, indtil beviset for en transaktion foreligger, men dette hellige princip tager staten ikke i betænkning at bryde, såsnart et af dens formål viser sig i horisonten: staten skal have samfærdselsmidler, lad os sige en militær bane, altså slår den en streg over den private ejendomsret til jord og tager glat væk for sig (ekspropriation), den skal have albuerum til at føre krig, altså erstatter den ikke skade på privat ejendom, den skal være human, altså finder vi allerede i skånske lov: det er ikke tyveri at plukke hat og handsker fulde af nødder … men barm og skød må ikke fyldes dermed. Og Kristian II's lov siger: hvis nogen begærer madvarer til sit livs nødtørftighed af nogen, som nægter ham, og han da tager selv og spiser, da skal han ikke derfor skamferes, miste huden eller være tyv i nogen måde!

Det er meget smukt, men det er principløst. Statsmagtens definition på tyveri er unægtelig noget indviklet, og ligeså indviklet må dens ejendomsbegreb nødvendigvis være. Lidt mere eller lidt mindre kan dog umulig være det, det kommer an på, når talen er om at stjæle.

Da tyveri dog almindelig anses for at være af utvivlsom umoralsk natur, og da det juridiske begreb ikke hjælper os, har vi intet andet at støtte os til end et etisk ej ejendomsbegreb. Findes et sådant ikke, må vi erklære det for en morals tilladelig handling at stjæle.

At stjæle kan etisk kun defineres som den akt at bemægtige sig noget, der bør kompenseres. Hvilke indgreb bør da kompenseres? De, der sker på andres ejendom. Hvad er da andres ejendom? Det, de selv har erhvervet som kompensation for en personlig indsats! Dette, at selve erhvervelsen er en kompensationsakt, er etisk set det eneste forstålige svar på, hvorfor visse arter af herredømme over en ting skal respekteres.

Ved hjælp af det etiske ejendomsbegreb bliver man også i stand til at bedømme adskillige andre etiske forhold, der uden dets hjælp synes uløselige. Navnlig gælder dette om løgnen, det åndelige bedrag. Man har stadig haft besvær med at afgrænse den etisk tilladelige løgn fra den utilladelige, ja man har haft ondt ved at slå dem af marken, der opstillede det ubetingede sandhedskrav. Kun ved at gå ud fra, at der findes et åndeligt eje ligesåvel som et materielt, får man fast bund under disse vurderinger. Som etisk uberettiget betragter jeg den løgn, der går ud på at forringe næstens åndelige eje, hvis den ikke yder ham tilstrækkelig kompensation. Et menneskes åndelige eje er hans hele forestillingskreds, hans viden, hans følelser, men også hans illusioner. Løgnen er under visse forhold et immaterielt tyveri, der forringer det åndelige eje, idet den bringer uorden i vedkommendes forestillingskreds uden at erstatte ham tabet. På den anden side er sandheden c: viden om de faktiske forhold min personlige ejendom lige så fuldt som mine sanser, mine lemmer; jeg skylder under almindelige forhold ingen at udlevere den. Kun hvis jeg direkte har forpligtet mig dertil, har jeg en sådan skyldighed; er jeg f.eks. ansat som lærer i astronomi, er det min skyldighed at forsyne mine elever med de astronomiske sandheder, jeg er i besiddelse af, men jeg skylder ikke den første den bedste, jeg møder på gaden, at underrette ham om, at der igår er fundet en ny måne til Jupiter. hvis et menneske på gaden spørger mig hvad klokken er, har jeg fuldkommen ret til at lade være at svare, men at opgive et forkert klokkeslet er en etisk utilladelig løgn, da den uden grund forringer det åndelige eje.

Derimod kan det i almindelighed ikke være utilladeligt, hvis indbyderen til et selskab spørger mig hvorledes jeg morede mig igår, at svare: godt skønt jeg mener det modsatte, thi denne oplysning giver ham måske en fejlagtig forestilling, men jeg skåner hans åndelige status for et i reglen ganske meningsløst tab. Desuden er selve spørgsmålet ceremonielt, der hverken forudsættes eller ønskes objektiv sandhed; den konventionelle løgn er den eneste mulighed for at undgå unødig krænkelse, og således vil begge parter opfatte sagen.

At skåne et individ for sandheder, der efter al menneskelig beregning vil medføre overvejende åndeligt tab, er pligt, selv om det må ske ved en positiv usandhed. Også denne sag må man imidlertid vogte sig for at behandle utilitarisk. Meget afhænger af, om man er spurgt eller ej. Er man ikke spurgt, er det simpelthen et overgreb at tilføje et menneske skadelige sandheder: er man spurgt, er sagen ikke så simpel. Skal lægen ved dødslejet fortælle den syge, at han skal dø? Dette spørgsmål kan ikke afgøres ved et simpelt for eller imod; i de tilfælde, de hyppigste, hvor lægen tydeligt ser, at spørgsmålet intet spørgsmål er, men blot en opfordring til trøst, vil man kunne gå udenom eller endog påtværs af sandheden uden at overtræde nogen pligt, thi man har ikke opfattet forholdet, som om patienten krævede noget alvorligt løfte om at tale sandhed. En anden sag er det, hvis man står overfor en syg, der øjensynlig og med klar bevidsthed kræver sandheden; spørger en sådan patient: vil De sige mig sandheden, har man ingen ret til at skjule den, selv om han måske ikke kan bære den. Det er ikke lægens sag her at spille formynder. Det bekendte slagord non nocere, (der af »humant« befængte læger bruges som påskud til at holde liv, blot vedblive at holde liv i den usleste eksistens), kan ikke tildele nogen ret til at bryde løfter og til at føre folk bag lyset mod deres tydeligt udtrykte vilje, sligt er simpelthen bedrageri.

Opdragende, kritiske sandheder, der vel i øjeblikket kan deprimere, men i længden kan forudses at ville berige et menneskes åndsindhold, er det ubetinget pligt at komme frem med, hvis ens sande mening afæskes, og man overhovedet vil svare. Hvis et menneske derimod vil hale en sandhed ud af mig, som jeg har interesse af at bevare, og som tilhører mig og ingen anden, er jeg i min fulde ret til at gardere den. Kan jeg ikke være direkte afvisende (fordi det måske ville være nok til at røbe den), er der etisk intet i vejen for at dække den med en løgn; det er nødværge. På samme måde må jeg lyve overfor et menneske, der på anden måde er aggressiv, når jeg f.eks. forudser, at han vil bruge min sandhed som middel til et uetisk mål; jeg bedrager ham da med velberåd hu, –også af nødværge – fordi jeg ikke vil udlevere mig selv som middel.

Det kan også være uetisk at såre menneskers illusioner. Her som overalt må den etiske handlemåde være individualiserende. Hvis et menneske har sit liv i illusioner, der synes at berede ham lykke og fred, altså er værdier for ham, og jeg skønner, at en forstyrrelse af dem – selv om det ville betyde mere orden i hans forestillingsliv og forsåvidt berige denne del af hans væsen – ville berede ham uopretteligt tab, skuffelse og smerte, uden at jeg var i stand til at byde ham erstatning, da ville det være et overgreb, om jeg nedbrød dem. Svagt begavede mennesker, mennesker med ringe åndssmidighed og udviklingsmuligheder, ældre folk er det oftest betænkeligt at flytte åndeligt, sandheden kan for dem være en altfor tør og sandet jordbund at gro på. En anden sag er det under forhold, hvor de indre udviklingsmuligheder er så unge og kraftige, at det rensede forestillingsindhold er næring nok; thi den unge kraftige plante kan akklimatisere sig. Her vil sandheden sjældnere være en værdiforringelse, men i reglen kun føre til mere rodfæstede meninger, og de fantasier, der blomstrer op fra kendsgerningernes stamme, vil ikke være så udsatte som hine.

Bagtalelse er tyveri, thi en mands tilkæmpede gode navn og rygte er hans retmæssige eje og en reel værdi.

Kendsgerninger, der betros os af andre, er ikke altid derfor vor ejendom, som vi har fri rådighed over; selv om der ikke er aflagt udtrykkeligt løfte om tavshed, må man spørge sig selv, om det ikke forudsættes. Spørgsmålet, om der eksisterer tavshedspligt for skriftefædre, læger eller andre særlig betroede mennesker, kan ikke afgøres principielt; hvorledes den viden, man er kommet i besiddelse af, skal benyttes, må afgøres efter hvert forholds særlige beskaffenhed. Der eksisterer ikke nogen speciel moral for enkelte bestemte professioner. Når staten forlanger, at man i visse tilfælde skal udlevere sin viden i kriminelle sager, er dette fra statens side særdeles forståligt, en anden sag er hvorledes den enkelte vil stille sig dertil; etisk set kan situationen meget vel være en sådan, at man vægrer sig ved at udlevere sandheden. Da lydighed mod staten ikke er pligt, står det forsåvidt individet frit for at skjule sandheden.

Man ser således, at ved at benytte det etiske ejendomsbegreb som udgangspunkt får man ikke blot bugt med den ubetingede sandhedspligt men vinder også fodfæste for aldeles bestemt afgørelse af hvilke sandheder og usandheder der er etisk tilladelige og utilladelige. Man kan kortelig opstille dette princip: husk på i din omgang med sandheder og usandheder altid at iagttage skyldighedshensyn og aldrig at begå overgreb på menneskers åndelige eje.

Hvad retsfølelsen går ud på, hvilke elementer af lovgivningen den kan billige og hvilke ikke, må hermed anses for at være besvaret. Vi har dog ikke belyst begrebet helt rundt, før vi også har set det i forhold til visse anskuelser om ret, der oprindelig er udløbere af kejsertidens jus naturale, men som først har fået indgribende betydning i den nyere tid. Vi sigter til de såkaldte menneskerettigheder. Ideen om medfødte menneskerettigheder, grundede på menneskets væsen, fik først praktisk anvendelse i de nyere demokratier. I England kan birth rights afledes fra magna charta og senere akter. I de forenede staters uafhængighedserklæring 1776 hentydes bestemtere til menneskerettighederne: »vi anser det for en selvindlysende sandhed, at alle mennesker fødes lige, at de af deres skaber er udrustede med visse uafhændelige rettigheder, hvortil hører liv, frihed og stræben efter lykke. Først ved den franske revolution indførtes menneskerettighederne i selve forfatningen. De findes definerede i den berømte déclaration, som den konstituerende forsamling offentliggjorde i 1789. Rettighederne er i korthed: frihed, lighed, ejendom, sikkerhed og modstand mod undertrykkelse.

Hvad menes? »Hos os, siger Rousseau (Discours sur l'iné galité), undertrykker nogle de andre, men jeg ser ikke hvorledes det kan siges om vilde mennesker, hvem man endog ville have vanskeligt ved at forklare hvad trældom og herredømme er … uligheden mærkes næppe i naturtilstanden.« Rousseau nægter ikke, at der gives visse fysiske uligheder, men han påstår, at de ingen indflydelse får i naturtilstanden, det er nemlig umuligt at gøre en mand til slave uden i forvejen at have sat ham ude af stand til at kunne undvære en anden, men denne situation eksisterer ikke i naturtilstanden, thi her er enhver fri for åg og uafhængig, hvilket gør den stærkeres ret tom. Det er samfundstilstanden og lovene, der er årsag til den herskende betydelige ulighed¹.

Ikke få mennesker har antaget dette for historiske sandheder. Det gør man ikke mere, men selv om så var, hvorledes skulle påvisningen af en historisk sandhed kunne grunde en ret? Lad os vende sætningen om; skulle det, at vi er født ganske ulige, (hvad der vel snarere er historisk) berettige, at denne medfødte tilstand blev permanent? Hvorpå skulle en sådan ret støtte sig; evne, fysisk magt eller organisk tendens giver i og for sig ingen berettigelse.

Retten til frihed som medfødt ret er måske dog den snurrigste af menneskerettighederne. »Mennesket er født frit, og dog er det overalt i lænker (contrat social), herredømme kan ikke grundes på familien, thi faderens herredømme varer kun i umyndighedstilstanden, heller ikke på den stærkeres ret, thi den stærkeres ret er ikke ret men magt«. Men hvem har da nogensinde set en naturtilstand, hvor den stærkes magt ikke gør sig gældende? Konsekvensen af at udlede ret til frihed af naturtilstanden bliver også skæbnesvanger. Thi hvad løber det Rousseau'ske frihedsbegreb ud i? Mon i andet end en ny form for »den stærkeres ret«, nemlig magten til som majoritet at »tvinge andre til at være fri«, til at realisere et massedespoti, mere konsekvent end det enevældigste despoti, et despoti, som endog forviser den, der ikke bekender sig til den af Rousseau patenterede statsreligion og dømmer til døden dem, der har bekendt den og dog handler imod den. At være fri er for Rousseau det samme som at være medindehaver af ubegrænset politisk magt; og evne, magt til at beherske i stedet for at finde sig i at blive behersket.

Dersom revolutionsmændene i stedet for at fordybe sig i hvad der var medfødt og naturligt for primitive fantasifolk og i stedet for at fæste sig ved de øjeblikkelige sociale skavanker havde teoretiseret over hvad der udgør det konstante social-nødvendige levevilkår, ville de være nået til et renere frihedsbegreb end det, der har udgjort det 19. århundredes største liberale visdom: majoritetens uindskrænkede suverænitet; de havde måske fået øjnene op for den enkeltes frihedskrav på at forkaste eller sanktionere statstrykkets omfang overhovedet, de ville ad den vej også være komne til et ejendomsbegreb, en ret til eje, der var bedre begrundet end det historiske; imidlertid må deklarationen af 1789 nøjes med at fastslå den traditionelle ejendomsret som un droit inviolable et sacré. Under trykket af de utålelige politiske tilstande kastede man sig over den firkantede løsning med ligheden, og i friheden fandt man formlen til selv at svinge sig op til at blive de undertrykkende og monopolgivende, det var længe tilbageholdte magttendenser, der gennem disse trylleformularer skulle forsynes med rettens hellige stempel. I skørterne af disse ideer bevæger endnu den dag i dag den europæisk-amerikanske liberalisme og radikalisme sig; den har endnu ikke fundet den selvstændige frihedside, hvormed den kunne indtage en bevidst og uafhængig stilling mellem konservatismen og socialismen. Den truer med at knuses mellem begge, og dog havde den måske endnu en mission at udføre ved at lære begge partier hvad individuel frihed og hvad virkelig retfærdig ejendomsfordeling vil sige; på een gang den individuelle autonomis og den retmæssige regulerings forkæmper. Den måtte opgive den flade lighedside og dens endnu fladere begrundelse. Hvis der eksisterer en lighedsret, må det være den, der kræver lige for lige og proportional lighed, og den lader sig ikke skille fra det etiske ejendomsbegreb. Og hvis der eksisterer en ret til frihed, eller, som vi heller vil udtrykke det, hvis der eksisterer uetiske overgreb mod den individuelle frihed, må også denne afledes af retten til eje, retten til at disponere over sig selv og frugterne af ens energiomsætninger. Men ingen af disse rettigheder er medfødte; retten til ækvivalens er et socialt produkt, opstået for at frede det sociale tillidsforhold mellem sådanne fornuftige selvstændige væsner, der er egnede til socialt samliv og netop til både for de enkelte individualiteter, hvoraf samfundet består.

Retten til frihed er det ukorrekte udtryk for manglen på beføjelse til at undertrykke. Det, deklarationen og beslægtede aktstykker ville indprente, turde, hvis man vil fortolke dem loyalt, være, at der ingen medfødt ret gives til at undertrykke; i denne form er sætningen uigendrivelig, thi en ret (rettighed) er noget positivt, erhvervet på basis af noget tilsvarende negativt (en ækvivalent ydelse). Men ved at forme kravet som en medfødt myndighed over en positiv værdi, overspringer man netop beføjelsen.

Retten til eje vil sige retten til ækvivalens men intet derudover. Deri ligger en garanti for det enkelte menneskes autonomi; thi berettigelsen for det ene menneske til at råde over det andet menneskes totale ve og vel ville kun kunne godtgøres ved henvisning til, at sidstnævnte havde forvoldt hin et tab af lignende værdi, (at han skyldte denne værdi), hvad der kun kunne være tale om i ganske ekstraordinære tilfælde, som hvis han havde tilintetgjort en hin nærstående persons eksistens. Alle andre tab, al anden skyld vil ikke berettige til at beslaglægge et menneskes selvbestemmelsesret; måske vil de kunne føre til rådighed over hans arbejdskraft eller en del deraf, hvis gælden ikke kan betales på anden måde, men alle andre værdier end den nævnte, er ganske inkommensurable med selvbestemmelsesretten. Det antikke slaveri kunne kun forsvares ud fra den opfattelse, at slaverne var væsner, som i grunden ingen egenvilje havde, (Aristoteles’ standpunkt), og som altså ikke kunne føle tabet deraf som et tab.

Kant udtrykker personlighedens ret således: »behandl hver menneskelig person som selvmål, aldrig blot som middel! Der gives ingen berettigede krav på en andens personlighed, den kan ikke blive objekt for et retsforhold«. I denne regel må der sikkert gøres to indskrænkninger. For det første kan det som sagt ikke indrømmes, at et menneske ikke skulle kunne forspilde ejendomsretten over sig selv ved særlige overgreb, der medfører uoprettelige tab af andres autonomi. For det andet kan det rent teoretisk ikke indses, at et menneske der af egen fri vilje overdrog retten over sit totale jeg til en anden, skulle være uberettiget dertil, og modtageren altså uberettiget til at overtage den. Således endte de gamles tvungne slaveri ofte med frivilligt slaveri, enkelte slaver ville ikke løskøbe sig, selv om de kunne. Derimod kan det sædvanlige tvungne slaveri ikke forsvares (selv ud fra Aristoteles' forudsætning), thi selv om man gik ud fra, at slaverne kunne være retmæssig ejendom, var de ofte oprindelig erhvervede ved rov, altså ved indgreb i andre stammers ejendomsret, og senere transaktioner ved salg autoriserede ingenlunde denne oprindelse.

Ret til frihed vil imidlertid ikke blot sige ret til at frigøre sig for fuldstændig tilintetgørelse af selvbestemmelsen men også til at fri sig for partielle attentater på den. Slige overgreb er det, som ovenfor vist, især staten der gør sig skyldig i, når den forud ophæver den fri sanktion for en hel række forholds vedkommende. Heller ikke her er der mening i at tale om nogen medfødt ret; ret beror overalt på vedtægt, om end ikke på den første den bedste, og det tilkommer staten som den aktive part at legitimere sin ret til at undertrykke den enkelte borger.

Overhovedet er det som sagt en uklarhed at sige, at positive rettigheder af etisk art kan være vuggegave. Positiv etisk ret er altid ækvivalent for et eller andet; hvor der er ret, er der altid det negative supplement, personlig indsats. En rettighed er altid tilstået eller erhvervet ret, udtryk for den fordel, jeg er kommet i retmæssig besiddelse af. Den kan være tilstået fra oven som gave, af en monark f.eks.; en etisk rettighed er tilstået efter de etiske regler, og rettighed i etisk forstand er altid et plus, hvis minus man er i stand til at efterspore hos individet selv, noget tilkæmpet.

Men de såkaldte menneskerettigheder er, som de fremsattes og fortolkedes, positiviteter, aldeles uden relation til et negativt supplement, de hører etisk set sammesteds hen som de naturlige rettigheder, man tilskriver rovdyrene, til at æde hvemsomhelst, der kommer i deres nærhed.

Det er flere gange fremhævet, at »majoritetens ret« intet har med den etiske ret at bestille. Er dette således at forstå, at afgørelsesmåden overhovedet er udelukket fra at få etisk betydning?

Vi anvendte på lovenes formål, for at de kunne indgå i en etisk ordning, det kriterium, om det var tænkeligt, at de ville sanktioneres af alle og enhver; i så fald var de nemlig mulige som grundlag for en almen association, men ellers ikke. Hvis formålet er en økonomisk regulering af forholdet mellem kreditor og debitor, vil det falde ind under den første art, hvis formålet er landbrugets fremme, vil det falde ind under den sidste art. Afgørende for etisk ordning eller ej er nu endvidere afgørelsesformen, om den kan sanktioneres af alle eller ej. Hvis alle skal have lige del i afgørelsen, er det venteligt, at alle vil gå med til denne form, hvorimod det ville være usandsynligt, at alle gik med til en afgørelse af slige formål, hvis det forud fastsattes, at adelige skulle have overvejende indflydelse, eller at de, som betalte dobbelt til kassen, skulle have dobbelt indflydelse; thi det må vel erindres, at forholdene ikke kan sammenlignes med et aktieselskab; der er tale om formål, som består i indbyrdes regulering og derfor kan få den samme betydning for alle, ikke om formål, der går ud på økonomisk udbytte. I et aktieselskab er udbyttet hovedsagen, og her er det rimeligt, at enhver vil slå sig til ro med det proportionale udbytte og den proportionale indflydelse. Men ingen kan være tjent med proportional eller overhovedet partiel tildeling af de alment-sanktionerede statsgoder, f.eks. proportional retssikkerhed, proportional beskyttelse i krigstilfælde. Derfor får afgørelsesformen forsåvidt etisk betydning, som man kan gå ud fra, at simpel majoritetsafgørelse er den eneste afgørelsesmåde af de almene statsformål, der kan vente almen sanktion; enhver anden form vil tyde på, at ordningen næppe er af etisk oprindelse eller karakter.

Den ofte anførte sammenligning mellem aktieselskab og stat, når det gælder at bevise retfærdigheden af proportionalitet mellem skat og indflydelse i staten, halter i enhver henseende. Hvis staten ydede ren sikkerhedstjeneste og intet derudover, hvis den bl.a. sikrede enhver udbyttet af hans arbejde, kunne man være vis på, at ingen tillod nogen anden at købe et forspring i indflydelse. Staten ville overhovedet ikke komme i stand som association, hvis den indrettede sig på, at disse sager skulle afgøres ved pengenes indflydelse.

Med arten af de alment-sanktionable statsformål, de der alene ville have udsigt til at blive led i en etisk ordning, er derfor også den statsform givet, der betegner den eneste mulige etiske afgørelsesmåde.