Nturlig Ret. På grundlag af ækvivalent kompensation

TIENDE KAPITEL

Fremskridt i moral og lovgivning.

Det er en meget udbredt forestilling, at moral og lovgivning befinder sig i stadig udvikling henimod større og større fuldkommenhed. Men man finder sjælden nogen solid redegørelse for hvad der egentlig menes dermed, endnu sjældnere nogen på kendsgerninger grundet bevisførelse derfor. Vi vil derfor nu søge at klargøre hvorvidt og i hvilken betydning man kan tale om moralske fremskridt, og for lovgivningens vedkommende søge efter sådanne transformationer, som særlig angår denne bogs hovedemne, de der vedrører slægtskabet mellem lovgivningen og etikken. Det bliver som adskillig andet i denne fremstilling et lugnings- og rydningsarbejde, der kommer til at røre ved en mængde uvedkommende stof –om end kun for at udskille det.

Etisk fremgang kan give sig udslag på to måder, der dog er indbyrdes beslægtede: 1) dels ved at flere og flere livsforhold, interessebrydninger drages ind under en afgørelse efter etiske principper, hvad jeg ville kalde en udvikling henimod større ekstensitet, 2) dels ved at de samme forhold og problemer behandles med større etisk fuldkommenhed, en udvikling henimod større intensitet. Dette, såvidt man ser på sagerne. Svarende dertil vil man for individernes vedkommende kunne påvise fremskridt i ekstensitet, når etiske afgørelser vinder terræn hos stedse flere individer, klasser osv.; i intensitet, når samvittighedsfuldhedens niveau hæver sig yderligere hos individer, klasser osv., der i forvejen besidder den i nogen grad.

Det er trods slægtskabet noget forskellige bevægelser, der giver sig til kende på disse to måder, derfor kan både i nationers og individers liv snart den ene snart den anden være fremherskende og for en tid førende. I det store og hele må dog den ene trække den anden efter sig.

Ekstensiv fremgang har man, som sagt, hver gang man ser et forhold hæve sig ud af den rene tvangs- og magtsfære, altså ud af ganske amoralske sfærer, over i det etiske. Som eksempel herpå kunne man nævne tyendeforholdet, der fra at være slaveri, livegenskab o.lign. går over til at blive et gensidigt kontraktforhold; ægteskabet, der fra at ske ved rov, køb eller andre mere eller mindre påtvungne arrangementer antager form af stedse friere gensidige overenskomster. Også i statslivet kan man under den demokratiske udvikling konstatere adskillige forhold, der giver anledning til etiske afgørelser, medens de tidligere løstes på anden måde; i forhold, hvor befolkningen tidligere ikke blev adspurgt, kan den nu få lejlighed til at afkræve sine repræsentanter løfter, drage dem til ansvar for løftebrud, for udvist vilkårlighed osv.

Hvorledes opstår en sådan ekstensiv fremgang, hvorledes indvindes et nyt livsområde for det etiske? Vi er tilbøjelige til at se på konekøbet som en ganske uetisk fremgangsmåde, og dog betegner det et fremskridt i moralitet fra rovet. Ganske vist ikke overfor hustruen, men overfor hendes slægt. Hildebrand¹ skildrer overgangen således: jægere og fiskere har ingen formue, derfor heller ingen formuesinteresse, man tæller ikke på dette trin, man kender kun nydelsessyge, men endnu ikke havesyge, derfor fordrer faderen endnu ingen pris, ingen kompensation for sine døtre. Men fra det øjeblik, man er begyndt at vurdere finere, (hvad agerbruget og hyrdevæsenet medfører), opstår det kulturfremskridt, der kaldes konekøbet. Det er nu muligt at få en kone ved fredelig overenskomst, nemlig for betaling, og ikke blot ved rov. Den fattige må ofte resignere eller dele en kone sammen med brødre eller slægtninge; hos de rigere kan gerrigheden føre til det samme.

Det område, der her er inddraget fra voldsafgørelser til fredelig overenskomst (i form af kontrakt og medførende skyld), er tydelig nok slægternes indbyrdes forhold i anledning af ægteskaber. Den ekstensive fremgang når aldeles ikke ind til selve ægteskabets indre liv, forholdet mellem selve ægtefællerne, der endnu længe vedbliver at være et rent magtforhold.

Undersøger man hvad det drivende motiv til denne form for etisk fremgang er, vil man såvel i dette eksempel som ellers overalt finde: en på kulturfremgang beroende omlægning af vurderingen.

Disse to ting er nødvendige forudsætninger: fremskridt i kultur på et eller andet område og forøget finhed i vurderingen. I det nævnte eksempel fremtræder dette tydeligt; som følge af fremskridtet i kultur (fra nomadeliv til agerbrug) opstår nye værdier, sans for eje udvikles, omsætningsværdierne nuanceres finere, og man har derved vundet et middel til fordelagtigere erhvervelse af et så nyttigt husinventar som en hustru end voldeligt overgreb. Fra begge sider indser man ved hjælp af denne skærpede vurderingssans og de nye vurderingsmidler, at livsinteresserne er bedst tjente med den nye ordning; den ringe men sikre gevinst, handelen medfører, vurderes højere end den utryghed og den antisociale tilstand, fortsatte fjendtligheder avler, selv om der under disse forhold er mulighed for større kup; dette forudsætter naturligvis atter, at de to modstanderes magt ikke er altfor forskellig, thi ellers vil krig foretrækkes.

Fremgang i ekstensitet kan ikke blot foregå således, at vold afløses af fredelig overenskomst, men også således, at området af den fredelige overenskomst simpelthen udvikles til felter, der tidligere har været udenfor, som f.eks. når handelssamkvem udvides til folkestammer, der tidligere har været isolerede.

Hvad væksten i intensitet angår c: væksten af den etiske reaktions parathed og nøjagtighed, så lader den sig som al åndelig vækst kun til en vis grad drive i vejret. Det skulle synes selvfølgeligt, men da der findes optimister på dette område, der tror på en art rene etiske væsner ude i fremtiden, er det ingen skade til at gøre opmærksom på, at der her i ganske særlig grad er sørget for, at træerne ikke vokser ind i himlen. Vi har tidligere fundet, at de faktorer, der betinger og befordrer den etiske handling, er 1) et etisk sindelag, det vil sige personlig interesse for det sociale tillidsforhold, 2) forståelsen af hvilken særlig art handlinger, der står i uopløseligt kausalforhold til bevarelsen af dette tillidsforhold og endelig 3) evnen til specielle nøjagtige kvantitative og kvalitative vurderinger af hvilke handlinger der i det enkelte givne tilfælde opfylder den i 2. nævnte betingelse. Enhver af disse faktorer kræver opmærksomhed, når man vil prøve moralens intensitet hos et menneske, eller man endog tænker på at højne den ved pædagogiske midler. At sansen for sociale tillidsforhold kan være meget vågen og den derpå hvilende trang til restitution yderst parat, men vurdere- eller vejeevnen samtidig svagt udviklet, viser det daglige liv talrige eksempler på (bjørnetjenester, klodset tak); til moralsk fremgang hører, at de holder skridt.

Det er et spørgsmål, om der gives noget andet middel til at vække eller fremme interessen for tillidsforholdet end det at give så udstrakt lejlighed til at udføre tillidshverv som mulig. Den særlige lykkefølelse, der er ved at vide sig noget betroet, ved at vinde andres tiltro, må erfares. Det er en streng, som må sættes i vibration ved aktiv selvvirksomhed, hvis den skal opnå at blive fuldtonende. Derfor må også glæden ved at føle sig som led i et tillidsforhold kunne nydes ublandet: har tilliden vist sig at være fortjent, lønnes den med betydningsfuldere tillidshverv, al demonstrativ ros er ilde anbragt, thi intet virker mere ødelæggende på det spirende etiske sindelag end den betragtning, at simpel pligtopfyldelse skulle være noget rosværdigt. Vi tror med Kant, at den rene moralske bevæggrund er den eneste, der duer til at skabe en karakter. Al lydighedstrænen, al truen eller lokken, al forføren med sentimentale, sværmeriske udmalinger, al appel til ulykke, medfølelse o. desl. hører slet ikke med, ikke engang som forbigående led, i den etiske opdragelse. Iøvrigt er det min mening, at dette led af den etiske karakterudvikling nok så meget kan fremmes i hjemmet som i skolen; i hjemmet vil der gives langt flere opgaver, langt flere lejligheder til at åbne for de pågældende kilder.

Derimod kunne skolen unægtelig gøre langt mere bevidst arbejde for de andre led af opgaven, end den hidtil har gjort. Påvisningen af kausalsammenhængen mellem retmæssig restitution og det sociale tillidsforholds tarv er en ren kundskabsmeddelelse, som skolen med lethed kunne lægge pædagogisk til rette; noget sådant fuskeri som at bevise, at etisk opførsel fører til størst mulig individuel lykke, måtte naturligvis bandlyses. Det tredje led, udvikling af evnen til at deducere i det enkelte tilfælde, vil udelukkende befordres ved specielt anlagte vurderingsøvelser. Almindelig færdighed i logiske slutninger vil ikke være nok – om end det er en forudsætning; og gælder det om at opnå den vane at anvende logikken på etiske konflikter, kan det formentlig kun ske ved stadig beskæftigelse med NB. interessante (følelsesbetonede) øvelsesrækker af denne bestemte natur.

Det fremgår af alt dette, at den etiske opdragelse så langt fra, som man har ment, sker fyldest alene ved en opdragelse af de almindelige intellektuelle evner. At kundskabsmeddelelse på et område ingenlunde fører til viden på helt andre områder, turde først og fremmest være indlysende; og selv om den logiske metode er et nyttigt instrument at besidde, er det netop kun et instrument, det afhænger af opmærksomhedsretningens vaner, hvad det bliver brugt til. Desuden skelnes der vel, alt andet lige, ikke så skarpt på helt fremmede, uøvede felter som på felter, hvor dømmekraften er vant til at færdes¹. Derfor det for mange uforstålige faktum, at fremskridt i intelligens og kultur ingenlunde er ensbetydende med fremgang i etisk kultur.

Det er i høj grad forbavsende, at pædagogerne ganske har ladet den opgave ligge at gennemføre en metodisk undervisning om etiske problemer og opøvelse i etiske skelneakter, da dog forlængst den vej, der var at gå, er blevet antydet fra højkompetent side. Anden del af Kants »Kritik d. praktischen vernunft« består af en »Methodenlehre«, som indeholder adskillige vink, pædagogerne godt kunne være bekendt at tage hensyn til. Kant henviser til den almindelig udbredte lyst til at sætte moralske problemer under debat, som et bekvemt pædagogisk angrebspunkt. Han siger: »De, hvem ellers alt subtilt og indviklet i teoretiske spørgsmål forekommer tørt og kedeligt, er straks parate, når det kommer an på at afgøre den moralske gehalt af en god eller ond handling, hvorom der bliver fortalt, og de er så nøjagtige, eftertænksomme og subtile med at udfinde alt hvad der kan formindske renheden i hensigt og graden af dyd eller blot med at mistænkeliggøre dem, som man ellers ikke venter sig det af dem ved noget andet spekulationsobjekt«. Han siger videre: »Jeg ved ikke, hvorfor ungdommens opdragere ikke forlængst har gjort brug af denne hang af fornuften til med fornøjelse at slå ind på selv den subtileste prøvelse af foreliggende praktiske spørgsmål, hvorfor de ikke har skabt en ren moralsk katekismus som grundlag, og for at få bilag til de foreskrevne pligter har gennemsøgt ældre og nyere tiders biografier; de kunne derved, fornemlig ved sammenligning af lignende handlinger under forskellige omstændigheder, sætte deres elevers dømmekraft i virksomhed … den tidlige ungdom, som ellers er umoden til al spekulation ville man snart finde meget skarpsindig på dette punkt og ikke lidt interesseret, netop fordi den føler sin dømmekraft vokse, men hvad der er det vigtigste, man ville med vished kunne håbe, at den oftere gentagne øvelse i at kende den rigtige opførsel i sin hele renhed og give den sit bifald og på den anden side i at bemærke selv den ringeste afvigelse fra den med beklagelse og foragt – selv om det indtil nu kun er drevet som en leg af dømmekraften, en leg, hvori børns kappelyst kan lægge sig for dagen – dog vil efterlade et varigt indtryk at højagtelse på den ene side og afsky på den anden side, som gennem den blotte vane ofte at se med dadel eller bifald på slige handlinger kan udgøre et godt grundlag for retskaffenhed i den fremtidige livsvandel.«

Han advarer mod enhver appel til de smeltende, blødhjertede følelser, endvidere mod at opstille som mønster for børnene det ædle, højmodige, fortjenstfulde i den hensigt at vække deres entusiasme. »Thi da de dog er så langt tilbage i iagttagelsen af den simpleste pligt, ja selv i den rigtige bedømmelse af den, vil det sige så meget som at gøre dem til fantaster. Også hos den mere kyndige og erfarne del af menneskeheden er disse formentlige drivfjedre – om ikke skadelige – så dog ingenlunde af ægte moralsk virkning på hjertet«.

Metoden, man bør følge er efter Kants mening dels at indøve en selvstændig personlig vurdering af, om handlingen virkelig er af moralsk natur¹, og dels om den udspringer af et virkelig moralsk sindelag. Der er ingen tvivl om, siger han, at denne øvelse og bevidstheden om en deraf udspringende kultur af vor blot om det praktiske dømmende fornuft lidt efter lidt må frembringe en vis interesse for de sædelig gode handlinger. Thi vi ender med at få det kært, hvis betragtning lader os føle den udvidede brug af vore erkendelseskræfter.

Disse anvisninger er imidlertid aldrig blevet fulgte. I vore skandinaviske lande betragtes moralundervisning c: karakterudvikling overhovedet ikke som en pædagogisk opgave. (Frasen »livet opdrager og ikke skolen« er såre mærkelig netop fra pædagogisk side; en lignende tanke kan høres endog fra etiske forfatteres side, der udsender bindstærke værker, propfulde af etiske anvisninger; er børn virkelig mindre påvirkelige end voksne, eller smigrer man sig ikke en gang med, at de voksne skal få udbytte af læsningen? Skriver disse mennesker da alt dette for deres private fornøjelses skyld?). Men adskillige andre steder er der dog gjort forsøg på rationel etisk undervisning. Efter hvad man kan dømme fra de lærebøger, der findes, er denne undervisning dog såre fjern fra de principper, der er antydede ovenfor. Franske leçons de morale (som f.eks. Jarach's eller Bayet-Aulards) er overmåde dogmefaste bøger, skønt de proklamerer den hensigt at komme dogmerne tillivs, de har blot byttet de religiøse med de demokratisk-republikanske. Amerikanske, mig bekendte lærebøger i moral er skårne omtrent over den samme læst, intetsteds finder man antydning af en metodisk ordnet øvelsesrække.

Det spørgsmål, om der som helhed kan påvises nogen etisk fremgang i verden, tør vi ikke indlade os med. Navnlig hvad retslivet angår, forekommer det os særdeles tvivlsomt, om de fremskridt, der er skete ved, at visse områder, som efter deres natur alment må sanktioneres som statsopgaver, nu virkelig inddrages under den afgørelsesform, der alene ville få alles sanktion, majoritetsafgørelsen, om de kan opvejes af den ulempe, der ligger i, at andre formål, som aldrig ville få ensstemmig billigelse som statsformål, også slæbes med, og at majoriteten således får myndighed til at gribe ind på personlige områder, hvor den ingensomhelst beføjelse kan have. Her kommer også i betragtning den utvivlsomme tilbagegang, der findes i retfærdighedsudfoldelsen overfor de allervæsentligste ting. Der er således ingen tvivl om, at ejendomsbegrebet i nyere tider opfattes på mere og mere uetisk måde, med stedse mere udpræget priviligeret karakter, forestillingen om et uindskrænket arveligt dominium over jorden f.eks. er fuldtud en skabning af nyere tider. Betegner de franske revolutionsprincipper et etisk fremskridt, fordi de giver en majoritet uindskrænket magt til det uhyre misbrug at håndhæve denne hoveduretfærdighed? Er det ikke langt snarere et skridt henimod at konsolidere den, når en ejendomsløs minoritet på denne måde prisgives en majoritets »ret« til alt uden mindste begrænsning? Det etiske blændværk, der foregår, er, at den nye ordning har skin af at være en ordning, sanktioneret af folket c: alle, medens ordningen reelt fikserer forhold¹, der efter deres natur aldrig kan få alles billigelse. Er fremdeles gældsforholdets omdannelse en udvikling i etisk retning?

Renten for udlån var tidligere hård og ubarmhjertig à la Shylock. På Island kunne kreditor forfølge sin interesse med streng konsekvens, f.eks. tvinge debitor til at arbejde for sig som slave, og hvis han ikke arbejdede, kunne hans herre dræbe ham. Efterhånden er disse sæder mildnede. Hvorved? Ved den stigende misbilligelse af udnytning af mennesker, der er vore lige, siger Tarde. Er det en fyldestgørende forklaring? Nej, det er en mere håndgribelig faktor, der gør sig gældende, det er arbejdets deling, der medfører det uhensigtsmæssige i at have en slave i sit hus. Tidligere, da en mand udførte alt og kunne alt, var det formålstjenligt – men hvad nytte ville man i nutiden have af at holde en sporvognskonduktør i sit hjem? Her findes ingen overgang fra fjendtlig til fredelig kompensation; alt hvad der er sket røber blot smag for en anden slags kompensation; om frivillig overenskomst kan der efter sagens natur ikke være tale. Kun naive mennesker kan se etisk fremgang i sligt.

Endnu vanskeligere turde det være at afgøre, om menneskeheden som helhed nu er mere etisk interesseret og parat til nøjagtige etiske reaktioner end tidligere. Spencer har udtalt den mærkelige tanke, at der efterhånden i den menneskelige natur vil opsamles så megen »organisk moralitet« eller uvilkårlig evne og trang til etisk handlen, at en særlig etisk følelse ikke længer vil gøre sig gældende og heller ikke vil være nødvendig, fordi der vil være bragt en sådan harmoni til veje, at hvad der forhen måtte gøres til genstand for et udtrykkeligt pligtbud nu udøves instinktmæssig og uden at overlæg behøves (Data of ethics). Jeg må tilstå, at denne ide forekommer mig ganske ubegribelig. Det lod sig til nød tænke, at restitutionstendensen udviklede sig til et bydende impulsivt instinkt, men det er ganske utænkeligt, at den kvantificerende anvendelse deraf skulle lade sig opøve til automatisme, simpelthen fordi livet stadig byder på helt nyt øvelsesmateriale og dermed stadig nye konflikter; overlæg vil der altid behøves, enhver etisk vurdering er en vejning, og det nytter ikke en købmand, at han har stået og vejet hele sit liv igennem, tankeløs færdighed vil han aldrig opnå; han kan måske instinktmæssig jugere hvormeget et stykke ost af de kendte sorter vejer, men hvis han får en vare, der er ham fuldstændig ubekendt, må vægtskålen benyttes med overlæg og påpasselighed. Hvis fremskridt er tilvækst af liv, vil det også være tilvækst af forbrydelser; det er i den livligste alder at forseelser mest florerer, i den livligste sæson, i det livligste klima. Samfundet forbedres kun gennem nye opfindelser, der skaber nye forbrydelser, som de skaber nye etiske forhold. Sålænge menneskene boede i telte, var der ingen brud på lejekontrakter, det er arkitekternes opfindelser, der skaber den slags forseelser. Historien viser os kun omformning af forseelsernes art, den giver ingen holdepunkter for antagelsen af den uetiske viljes gennemgribende forvandling til en fuldkommen etisk. Attentater mod personer, røveri af ejendom aftager i nutiden; til gengæld stiger visse forseelser, der ikke forudsås af de gamle love, som falske underskrifter, bankerot, falske penge. 1851 er der i Frankrig 1719 bedragerier i stedet for 711 i 1850. Denne tilvækst skyldes en ny lov, der rammer nye, ikke tidligere forudsete tilfælde. Overhovedet er denne harmoni mellem fællesinteressen og partikulærinteressen, den omtalte anskuelse hviler på, en ganske fantastisk forestilling.

Men selv om man må se bort fra denne uholdbare idealisme, kan man dog ikke nægte, at såvel individer som samfund til en vis grad og indenfor bestemte epoker har vist tegn til udviklingsdygtighed med hensyn til den etiske reaktions livlighed og præcished. At denne fremgang skulle være stadig og universel, vil man derimod næppe være i stand til at afgøre. Vi vil i det følgende indskrænke os til at give et bidrag til problemets præcisering, til at vise hvorledes vi mener, at en bestemt epokes moralske standpunkt skal bedømmes eller ikke bedømmes, og til at nævne et eksempel – et af de ikke mange utvivlsomme, der har fremstillet sig for os – på reelt etisk fremskridt.

Det gælder nemlig i første række om at gøre ryddeligt om emnet. For de fleste vil det være en ganske urimelig skepsis denne om etisk fremgang ned gennem tiderne, og de vil nævne os mange eksempler: vi anvender ikke mere tortur, behandlingen af fangerne er mildere, vi overfalder sjældnere hinanden på gaden, når vi har lidt en krænkelse, vi gør mere for de fattige, gamle og syge, vi mishandler ikke længer kvinderne, vi sætter ikke børnene ud osv. i det uendelige; fremgangen kan med et ord karakteriseres ved, at sæderne er blevet mildere. Samtidig med at man kan indrømme alt dette, må man advare imod at tage det som kriterium på moralsk fremgang. Grunden til den ændrede retspleje er at søge i, at man har fundet teknisk virksommere, langvarigere midler, der overflødiggør de mere barbariske, korte; i disse forhold som i de andre nævnte, hvor man lader medfølelsen råde mere end tidligere, er der endnu intet etisk træk. Vi skal særlig dvæle ved eet symptom, man har lagt overmåde megen vægt på, at personlige fornærmelser nutildags i mindre grad afføder voldsomme repressalier end tidligere. Hvorledes skal man rettelig bedømme et fænomen som dette?

Oldtiden kendte kun et, at slå igen, når man var fornærmet; denne naturtendens møder efterhånden modstand fra forskellig side: fra statsmagtens, fordi den fører til uophørlig ufred, hvad der svækker samfundets enhed overfor ydre fjender; staten befordrer derfor en anden art gengæld. (Kristendommens forsøg på at ramme selve gengældstendensen (gengælde ondt med godt)¹ kan naturligvis ikke lykkes, der opnås blot, at man slår igen med en smule dårlig samvittighed). Tvekampen, der forøvrigt ikke var andet end en begrænsning af privathævnen, ved overholdelse af visse former, går efterhånden med den øvrige blodhævn ud af sagaen. Ved rettergangen afløses den af den ublodige jernbyrd. Den er gået af brug, da vore ældste love blev skrevne, thi de omtaler den ikke. Imidlertid dukker den op igen i riddertiden blandt adelen, dog ikke som noget ved lovene erkendt retsmiddel, men snarere som en for æresfornærmelse tålt selvtægt. I renaissancens Italien herskede der en meget udviklet æresfølelse. »Fra første færd af, siger Burchardt, har vel retsfølelsen været ens i vesterleden, og hver gang den ustraffet krænkedes, har det allevegne gjort samme virkning. Men selv om andre folk havde lige så svært ved at tilgive, kunne de dog lettere glemme, medens den italienske fantasi bevarer billedet af uretten i frygtelig friskhed. Og denne almindelige hævnsyge trives endda her i særlig gunstig jordbund, idet folkemoralen holder blodhævn for en pligt og tit øver den på den forfærdeligste måde. Regeringens og byernes domstole erkender blodhævnen som noget bestående og berettiget og søger kun at dæmme op for de vildeste udskejelser.« Videre var man altså ikke trods statsmagt og religion. Der berettes om thyestiske måltider, som giver anledning til gensidige myrderier mellem familierne. Sådanne blodhævnsfejder arves gennem flere slægtled og trænger ind i de højere stænder. Meget almindeligt, at krænkede kvinder tager hævn for deres ære. Uafladeligt holder fromme munke forsoningsprædikener, de virker lidt i øjeblikket, men uretten kan jo ikke betragtes som ugjort. End ikke paven har held med sig som fredsstifter. I Guiccardinis aforismer udtales om æresfølelsen: »tomme og døde er alle menneskelige handlinger, som ikke udgår fra denne drift«. En anden forfatter siger: det højeste et menneske kan eje er æren. Den dannede og højtstående persons individuelle hævnsyge, som hviler på det mægtige grundlag af en tilsvarende folkeskik, spiller nu i tusinde farver og billiges uden forbehold af den offentlige mening¹. Alle er enige om, at der ikke kan være tale om andet end at tage sig selv til rette overfor sådanne krænkelser, som loven intet fyldestgørende værn yder imod, og »som kan være af den art, at der intetsteds og til ingen tid kan gives fyldestgørende love mod dem«. (Burchardt). Den brutale plumpe overmagt alene yder ingen fyldestgørende oprejsning, det er nemlig ikke næven – eller pengepungen, kan vi tilføje –der skal fyldestgøres, men det er personligheden med dens trang til ry og hævn. Jo mere udviklede de personlige individuelle værdier er, des højere og vanskeligere kompensation fordrer de. I perioder, hvor folket er kuet eller demokratisk forfladiget, hvor der ikke gives personligheder, hvor uret føles stumpt og hurtig glemmes, vil den enkelte føle sig fuldkommen tilfredsstillet ved den kompensation, lovene byder ham. I perioder, hvor business er alt, vil penge kunne kompensere alt muligt. I den moderne tid, hvor man ikke anerkender andre værdier end de økonomiske, og hvor samtidig statsmagten har hævet sig til almagt og omgives af en ærefrygtindgydende nimbus, vil man se ganske uforstående på individer, der ikke tilfredsstilles ved en sum penge eller ved den straf, loven finder for godt at tildele fornærmeren, men som tager sig selv til rette. På lignende måde er det i »humane« og demokratiske stater blevet skik at se ned på dueller og på korporationer, der af sine medlemmer kræver duelafgørelser. Man søger at stemple dem som moralsk undervægtige, medens de dog kun er vidnesbyrd om, at der endnu, trods alt, gives personlige værdier, der holdes så højt i ære, at de ikke underkaster sig offentlig taksation eller er pekuniært omsættelige, men som kræver en kvalitativt adækvat kompensation. Disse værdier ville enhver stat gøre klogt i at respektere.

Burchardt søger at opstille den raffinerede italienske hævn som noget fra almindelig blodhævn ganske forskelligt: »medens denne sidste snarest holder sig indenfor gengældelsens begrænsning, jus talionis, ligger det i den førstes væsen at gå langt videre, idet den ikke blot kræver fyldestgørelse for sin retsfølelse men også vil have beundringen og alt efter omstændighederne latteren på sin side. (La bella vendetta). Men dette er jo netop en så fuldkommen kompensation som mulig, thi det er ikke sagt, at den lidte skam og ydmygelse finder sin fulde oprejsning ved den brutalt materielle gengældelse alene, også den forsmædelige form, hvorunder krænkelsen fandt sted, må gengældes; den sones kun ved tilsvarende raffinement, derfor er den spidse, åndfulde hævn renaissancemennesket en fornødenhed. Meget koldblodige mennesker passer den især hvor den optræder uden egentlig lidenskab blot for nyttens skyld, »forat andre mennesker kan lære at blive dig fra livet«. Derfor hører til la bella vendetta et sammentræf af omstændighederne, som tålmodigt må afventes. Først da er der opnået ækvivalens i sindet.