Nturlig Ret. På grundlag af ækvivalent kompensation

Vi vender tilbage til spørgsmålet: hvad betyder dette? Er en tidsalder mindre moralsk, fordi den ved personlig overlast eller ved ærekrænkelser gennemgående har tendens til voldelig oprejsning og ikke lader sig nøje med pengeerstatning eller sagsanlæg? Ingenlunde. Forat påstå det måtte man godtgøre, at det betød en uberettiget, forholdsmæssig retorsion, men det behøver det i og for sig slet ikke at betyde. Thi man må indrømme, at der gives personlige værdier af en sådan art, at en læsion af dem kun kan læges ved ganske specielle midler. Hvilke værdier det er, og hvilke midler der kræves, er ingen uden den pågældende i stand til at vurdere, og det betegner hverken en opgang i kultur eller etik, når disse værdier glatvæk kan konverteres i penge, når der med andre ord kun er ét sted, individet kan føle sig ramt, nemlig på pengepungen, når han ved en personlig fornærmelse straks tænker på, hvad det volder ham i kredittab. Og man skal være varsom med at dømme renaissanceperioden som moralsk lavtstående, fordi menneskene da havde en meget prikken æresfølelse, fordi de følte, at forskel imellem mand og mand i rigdom betyder lidet, men forskel i åndelig storhed og i ry betyder alt, og at derfor forhånelser kun kan rammes ved at læsse åndelig ydmygelse og raffineret hån over på synderens hoved. (Bøder på 2000 Dukater, paven på forhånd idømte de stridende parter Alberino og Caffarelli, afholdt dem ikke fra at fortsætte striden). I tider, hvor fysisk styrke er den højeste værdi, (i nordens oldtid), ækvivaleres alt med grov materiel retorsion, i tider (som vor), hvor hverken sansen for personlig styrke eller æresfølelsen er udviklet, men sansen for pengeværdi den eneste, ækvivaleres alt med penge.

At renaissancemennesket udvikler sig til en individualitet, der er øm om de åndelige værdier, er om man vil et kulturfremskridt; at han regner med disse værdier i sine skyldopgørelser, er en nødvendig konsekvens deraf, men kan ikke regnes som noget fremskridt i moral. Ganske naturligt falder hermed i tråd hans tilbøjelighed til selv at foretage disse opgør og uvillighed til at lade staten og domstolene jugere om hans tab – også dette kan tages som tegn på en højt udviklet individuel kultur og betyder intet andet. Overhovedet er bedømmelsen af en bestemt epokes moralske standpunkt en opgave, som de fleste tager sig for let. F.eks. glemmer de, der regner renaissancetidens hævnsyge og tilbøjelighed til selvtægt for moralske laster, det tilsvarende psykologiske modstykke. Den fantasi, der ikke kan glemme uretten, men stadig bærer billedet af den i friske farver, kan heller ikke glemme velgerninger, og det er bekendt, at taknemligheden hos den samme tids mennesker var højt udviklet og gav sig fine udslag (Burchardt). Ikke på den ejendommelige måde, eller efter de ejendommelige enere, der anvendes til at måle skylden med, kan man vurdere en historisk epokes moralitet, men på, om tilmålingen foregår adækvat og på den større eller mindre adræthed til opfyldelse af skyld, af tro og love. Men så langt rækker historikernes undersøgelser vistnok ikke endnu.

Vi må altså besvare spørgsmålet således, at det moralske standpunkt, der ved en krænkelse af personlig art kræver adækvat ydmygelse, ikke kan være af nogen ringere art end det, der ved enhversomhelst krænkelse føler havesygen vågne. Det er tværtimod fuldkommen moralsk – thi det er den eneste mulighed –, at de tab, der føles specifikke, uomsættelige, kræves kompenserede efter deres art c: med de forholdsregler, der alene egner sig dertil; hvorefter der bliver at tage hensyn både til naturen af den personlige værdi, der er krænket og den specielle personlighed, der har voldt krænkelsen. Således må der dømmes om historiske perioder, og således må der dømmes om de mennesker, der adskiller sig fra mængden i deres måde at føle på. Det gælder f.eks. om de mennesker, der i nutiden ikke har kunnet tilegne sig den økonomiske vurdering af alt eller som kan betragte statsmagten som et idol, der har evne til at bøde alle sår; men som lejlighedsvis må kræve skylden sonet ved en duel. Et andet spørgsmål er, hvorledes den udfordredes stilling er. Er det ubetinget umoralsk at undslå sig? Det er det selvfølgelig ikke, hvor en duel påtvinges, hvor et menneske ikke har anerkendt denne afgørelsesmåde og mangler al våbenøvelse; men hvor disse forudsætninger er tilstede, kan det ikke nægtes, at et menneske kan komme til at skylde oprejsning i den forlangte form.

De øvrige ting, der blev nævnte som tegn på stadig etisk fremgang, kan man gå lettere henover. Der gøres mere for syge og fattige – offentligt, ja; men at de private af hensigtsmæssighedsgrunde skyder denne byrde fra sig, er etisk set ganske irrelevant. Desuden er som sagt det humane et, det etiske et andet. Selv om man opfattede det etiske som = det biologisk heldige, ville det være et spørgsmål, om der ikke gøres adskilligt i disse retninger, der netop ikke er biologisk forsvarligt, når man alsidigt ser på slægtens fremgang. At kvinder og børn indtager en anden stilling hos os end hos australnegrene, skyldes at man har opdaget, at de under disse ændrede forhold tilfører samfundet større værdier, end når de legemligt underkues, udsættes eller dræbes. Det er fremskridt i kultur, i viden om nogle biologiske betingelser for samfundets trivsel. Men med fremskridt i moralitet har alt dette ikke det mindste at bestille.

Kulturfremskridtet er ikke ensbetydende med, men kan blive midlet til stigende moralitet. Det kan give stridende parter, der før har måttet ty til kampen for at tilfredsstille deres behov, midler i hænde til forebyggende overenskomster, kontrakter, forlig etc. om disse ting. Lad os tænke os, at en mand har et mægtigt træ på sin grund, som han ønskede fældet. Selv kan han ikke gøre det, og hans eneste nabo i mange miles omkreds har ikke lyst til at hjælpe ham, da der ikke er noget arbejde, han i øjeblikket kan tænke sig at behøve den førstes assistance til. Der bliver da ikke andet for denne at gøre end at prøve på at tvinge ham, hvis han kan. I det øjeblik arbejdsydelsen lod sig omsætte i penge, ville vejen til en overenskomst være ganske anderledes lettet.

Også i staternes indbyrdes forhold har det spillet en mægtig rolle, at kompensationsmidlerne nuanceres; hvor man tidligere kun kendte erobring + monopolisering af handel under eet, har man nu al slags halvsuverænitet, patronater osv.; handelsfrihed er en særlig vare, der kan tinges om. Drejede det sig kun om erobring eller ikke-erobring, ville England og Frankrig næppe have enedes om Ægypten og Marokko; nu kunne en balance tilvejebringes ved opstilling på begge sider af en mængde små partielle rettigheder. Alle disse småting, alle disse uddifferentieringer, kulturen medfører, kan lette tilvejebringelsen af ligevægt og derved tjene befordringen af overenskomster. Alt naturligvis under forudsætning af, at de konkurrerende magter står vaklende, uvisse om de kan knuse modstanderen. Jo mere uberegneligt dette er, jo større magtbalance der findes, des snarere vil man foretrække den sikre vurdering og det dermed følgende gode sociale forhold for muligheden af det store tab og den utryghed, fjendtlighederne medfører. Når forholdene er disse, går opfindsomheden ud på at finde skikkede kompensationsmidler.

Emnet turde hermed være tilstrækkelig præciseret: fremgang i moralitet hos et individ kan kun påvises, når man har godtgjort, enten at der har udviklet sig større interesse for tillidsforholdet og større respekt for ækvivalensens lov, således at man giver den mere udstrakt gyldighed, eller at man har lært at anvende denne lov nøjagtigere. Som foreløbigt eksempel på det første kan nævnes, at man udvider skyldighedsområderne, er mere villig til at underkaste sig forpligtelser og til at respektere dem, på det andet, at man evner at kompensere nøjagtigere. Dette sidste vil på grund af de objektive kompensationsmidler være forholdsvis let at påvise, det første er vanskeligere at få fat i, men de går hånd i hånd, er begge lige uundværlige for moralsk fremgang.

Det forhold, vi vil fremdrage, og som vil vise begge dele, er hentet fra et område, som også lovgivningen er stærkt engageret i. Der er ofte peget på lovgivningens historie som helhed i den hensigt at vise os, at her om ikke andetsteds har vi et storslået bevis på, at moralen dog i det store og hele går frem. Man har henvist til, at lovgivningen beskæftiger sig med alle livets områder, har fulgt kulturudviklingen på alle punkter, og deraf ment at kunne slutte sig til lige så mange etiske fremskridt. Den forudgående analyse af rettens væsen har dog vist, ved hvilken spæd tråd det er, at lovgivningen hænger sammen med moralen. Skal man finde de transformationer i lovgivningen, der tjener etiske hensyn, må man lede omhyggeligt og længe, ja der er store områder af lovgivningen, hvor de helt skjuler sig. Går man f.eks. straffelovgivningen igennem, vil man kun finde svage efterdønninger af moralske hensyn i en plump anvendelse af ækvivalensen i straftilmålingen. På denne tilmåling virker en mængde andre hensyn forstyrrende (kriminalstatistik, individualisering, tidsstrømninger etc.). Efterser man f.eks. den relative forskel mellem straffe for vold og tyveri, vil man finde, at de sidste er langt strengere, øjensynlig fordi staten er særlig øm om ejendomsprivilegiet, og tidens hovedinteresse økonomisk; jo vanskeligere tilgængelig arbejdsberettiget ejendom er c: jo lettere uberettiget ejendom erhverves, des ubønhørligere vil de love være, der beskytter ejendommen; denne lov tør kaldes universel, men det er langtfra nogen etisk lov. Alle de love, der forbyder dueller, voldelige retorsioner, lotteri, spil, nydelse af alkohol, tobak osv. er som ovenfor sagt udsprungne af ganske andre interesser end de etiske, det er mere eller mindre vilkårlige undertrykkelser, der meget mulig har til tendens at hæve samfundets niveau; til forskel herfra kunne man kalde den lovgivning, der indebærer det etiske element, den regulative lovgivning; det er en sådan lovgivning, der tager sigte på at afveje og forlige modstående samfundsinteresser efter ækvivalente principper; herunder hører f.eks. de love, der direkte udspringer af sociale fællesskabs-interesser f.eks. love, der angår fallit eller love imod forfalskninger. Disse love indeholder egentlig, som i forrige kapitel udførligt vist, kun udvidelser eller nyanvendelser af det etiske princip og er strengt taget blot mere eller mindre let kendelige varieteter af lovene mod tyveri. Det samme gælder i fortrinlig grad om alle de love, der handler om kontrakter. Om obligationsrettens væsentligste indhold gælder, at det er bestemmelser, man kunne vente på forhånd sanktionerede af alle, da de berører alles interesse; det er afvejende, regulerende love, direkte og organisk fremgåede af samlivets mest elementære tarv, derfor også til en vis grad ensartede, hvor man overhovedet har et nogenlunde udviklet kommercielt samfund. »Skønt den danske obligationsret, siger J. Lassen, i det væsentlige er af national karakter, er det dog så, at dens hovedsætninger faktisk i stort omfang falder sammen med almindelig europæisk-amerikansk ret … overhovedet gælder det for intet almindeligt retsområde så meget som for obligationsretten, at de ledende grundsætninger faktisk er fælles i de forskellige landes retsforfatninger«.

Skulle man søge efter et utvetydigt eksempel på en – i al fald temporær – fremgang i moralitet, måtte det vel om nogetsteds findes ved at studere obligationsrettens historie imellem linierne. Vi skal nu kortelig fremsætte, hvad vi i denne henseende har fået ud af den danske panterets historie:¹

Panteretten forudsætter et udviklingstrin, der har hævet sig ud over den simple bytning, den forudsætter penge c: et fællesmål for de økonomiske værdier. Romerne inddeler obligationerne i obligationes e contractu og obligationes ex delicto. Matzen antager, at det er delictet, retskrænkelsen, der først fører til pant; det skaber forpligtelsen til at »gjaldæ og bøtæ«. Fornærmeren kendes af dommeren pligtig til at udrede en formueydelse af en vis værdi til den skadelidte. (Med gennemførelsen befatter folkeforsamlingen, dommeren sig ikke, her gælder for den enkelte sætningen: hjælp dig selv!). Den skadelidte kan genere modstanderen ved at tilføje ham ondt – men herfra kommer vi ikke til nogen panteret. Eller han kan skaffe sig fyldestgjort ved at bemægtige sig en del af debitors gods, så meget som antages at repræsentere den ham tilkommende formuesværdi. Endelig kan det fastholdes, at den skadelidende først er fyldestgjort, når han har fået penge, det rene udtryk for værdien; godset er derfor kun et middel til fyldestgørelse. Ad denne vej kan der altså udvikles en panteret i godset.

Kan delictet også medføre en positiv forpligtelse til selv at stille pant? Overalt i primitive tider er der ret til, når en fremmed (dyr eller menneske) træffes i færd med at tilføje formuestab, at skaffe sig sikkerhed for bødens erlæggelse ved pantning af personens gods (dyr). For på den ene side at yde skyldneren rimelig tidsfrist og på den anden side at skaffe fordringshaveren sikkerhed ydes der det fornødne materiale til eventuel tilvejebringelse af den skyldige pengesum. Dette er »Væth for Innam« (se senere). Det er en virkelig pantsætning om end retsbestemt eller tvungen. Den står på overgangen mellem pantning og det viljesbestemte pant. Grundlaget: overenskomsten har den tilfælles med dette, formålet: at tjene til efterfølgende sikkerhed for en tidligere pådragen forpligtelses fyldestgørelse, med hin.

Det blev ovenfor sagt, at privatmanden for gæld eller bøde kunne skaffe sig fyldestgjort ved at bemægtige sig en del af debitors gods. Men han måtte selv gøre det, ved at tage »Nam«. Nam var en hjemlet selvtægt, som en fordringshaver udøvede, når han bemægtigede sig noget af skyldnerens gods for at fremtvinge fyldestgørelse¹. Den privates Nam er (modsat den kgl. ombudsmands) hævn. Derfor må han liste sig til at gøre det, og derfor beskyttes han kun mod ejerens angreb, når han er vel ude af bymarken. Det tåles kun: for thy at thing a ey them at hiælpæ, ær for things dom vilæ ey ræt gøræ. Det offentlige kan derfor slet ikke have noget at gøre med at beskytte gerningsmanden! Motiveringen lyder næsten som en undskyldning fra det offentliges side. Nam er en mildere afløsning af fredløshed, men det tilfredsstiller ikke de ækvivalente krav fuldtud, thi der er ingen retlige bestemmelser om hvormeget han må tage. Senere bestemmelser (i sjællandske lov) lyder på, at kreditor kan namæ til haluæ meræ en han otæ hanum at bøtæ … næmæ til thes han ær haldæn. Her støder vi for første gang på en lovtilføjelse, der har den udtrykkelige hensigt at normere restitutionen kvantitativt, altså betyder en transformation i utvivlsom etisk retning.

Pantning fra kommunernes side for skat skete af kæmneren. At den skyldige eventuelt måtte efterbetale, og at overskuddet måtte restitueres ham, findes ikke omtalt i kilderne, men grunden er sikkert, at man sørgede for, at pantet rigeligt dækkede skattebeløbet, og det mulige overskud betragtedes som en bøde for ulydigheden. Senere bliver offentligheden mere glubsk. Hels. Tingb. 19. juni 1584: »betales ikke skat inden Lørdag … må tages pant af den skyldiges hus dobbelt så godt som skatten beløber og sælges efter lovligt varsel, om det ikke forinden løses. Hvem, der ikke vil udlade sit pant eller frembyder andre ulemper, straffes med kælder og fængsel«. Som bestandig, når det offentlige rejser hovedet, bliver fremgangsmåden vilkårlig, restitutionselementet bliver næsten helt opslugt af straffen. Sålænge det offentlige er forholdsvis svagt udviklet – fællesskabet mellem granderne i en by – kan der overhovedet kun gennemføres regulative bestemmelser, nødtørftige for det sociale samkvem, angående grænsespørgsmål i streng materiel forstand, markskel o.lign. Men ikke før er centralmagten vokset op til at blive en selvstændig magt af betydning, før den danner begreber som »det heles nytte og tarv«, og nu har alle og enhver at interessere sig for disse opgaver og betale til dem. Thi de koster stadig mere, og pengene inddrives stedse mere ubønhørligt.

Den, der traf fremmede kreaturer på sin ager, var berettiget til at sætte sig i besiddelse af dem og beholde dem, til de indløstes. Dette kaldtes Innam². Den oprindelige ejer kunne efter provinslovene ikke få dem ud, førend han enten betalte eller stillede pant for skaden. En vurdering af skaden kunne tage tid, men skyldneren var interesseret i, at detentionen af dyret snarest ophørte, og det samme var tilfældet med fordringshaveren af hensyn til det dermed forbundne besvær og ansvar. Dette førte da til, at der foreløbig stilledes pant for et vist beløb (sædvanemæssigt ½ Mark), hvorefter dyrene udlodes. Opgørelsen foretoges senere. Det pantsatte måtte da have nøjagtig ½ Marks værdi.

Dette retsfremskridt i etisk retning beror da på, at man har fundet et mere håndterligt restitutionsobjekt. Skaden på marken skal erstattes, oprejsning kan skaffes til veje ved at tilbageholde dyret. Det er nu øjensynligt, at denne værdi kan komme til at overgå den tilføjede skade mange gange, men da det er den eneste sikkerhed, benyttes denne udvej med fare for fjendtligheder fra ejerens side. Ved at indføre ½ Marks-objektet tjener man i virkeligheden begges interesser: den, der har lidt skaden, ønsker blot i første række at få sit tab dækket, den anden ønsker ikke at betale skaden dyrere end dens værdi, begge har interesse af fredelig overenskomst. Endnu er dette objekt, jyske lov hermed autoriserer, næsten lige så summarisk og plumpt et kompensationsmiddel som dyret – det er jo heller ikke definitivt – men det er bekvemmere for begge parter. Nøjagtigere kvantificering træffer man i den senere Eriks sjællandske lov II, 75. Her siges, at når skaden er over to øre, skal skyldneren læggiæ væth til sva mykit, sum hin sighær, at thet gjorthæ hanum scathæ. (Her bestemmes pantet altså individuelt – ækvivalent i forhold til skaden – ikke med de summariske ½ Mark). Der tales endvidere om, at der kan forlanges for meget pant c: erstatningens størrelse anslås for højt; da skal granderne bedømme skadens størrelse og derefter ansætte pantet.

Der er i begge de anførte lovbestemmelser det fremskridt henimod virkeligt pant c: henimod en definitiv fredelig bilæggelse, at kreditor får umiddelbar rådighed over den indskudte værdi, pantet indeholder, i fald betaling ikke finder Sted. (Innam er kun tilbageholdelsesret, løses dyret ikke ind, har indfangeren dog ikke ejendomsret). Han får ganske vist efter J. L. ikke altid det, han har at fordre, han kan få mere eller mindre. Grunden dertil er imidlertid ikke, at pantets værdi ikke svarer til den fordring (½ Mark), hvorfor det hæfter, denne ækvivalens er i orden, men at det beløb, som derved skal sikres, ikke er bestemt i overensstemmelse med fordringshaverens virkelige krav, idet pantet snarere hæfter for den forudbestemte straf (den ½ Mark) for brud på forpligtelse end for selve denne.

Langt vigtigere er det imidlertid at dvæle ved det viljesbestemte pant. Det forudsætter opsving i formuesproduktionen, der medfører, at kreditten strækker sig ud over det personlige bekendtskabs snævre kreds. Men den vil ikke være tilbøjelig til at vove sig derudover, sålænge grundsætningen om kontrakters bindende kraft ikke er gennemført, med mindre særlig betryggelse mod det krediteredes tab foreligger. Betryggelse opnås enten ved en bekendt mands indeståen (borgen), eller der indrømmes kreditor en umiddelbar rådighed over et formueobjekt, hvis værdi i det mindste svarer til den krediterede sums størrelse, i kraft af hvilken han eventuelt til dækning heraf skal kunne holde sig til værdien af hint. I samme omfang må der selvfølgelig være lagt hånd på udøvelsen af den i ejendomsretten indeholdte rådighed derover, som først igen træder i virksomhed, når panteretten ved den skyldige sums betaling eller på anden af retsordenen anerkendt måde er bortfalden. Dette er panterettens begreb.

Lån har tidlig fundet sted uden pant eller rente mellem bekendte. Udvidelsen til ubekendte lettes ved disse ting. Det er nu interessant at lægge mærke til den stigende nøjagtighed i vurderingen. Således undergår pengesummen, pantet sættes for, stadig udvikling i nøjagtighed. Først var en mængde forskellige mønter gyldige, dernæst gøres forskel mellem landgængse penge og andre. For det tilfælde, at den landgængse mønt i tidens løb skulle forværres, fastsættes undertiden i pantebrevet, at anden mønt skal træde i stedet. I senere pantebreve er der kun tale om dalere, f.eks. 1551: »100 jochimsdaler gode af form og slag, som udi stæderne til Lybeck og Hamburg gjæve og fuldt gangbare ere«.

Hvad genstanden angår finder man, at rørlige (løsøre-) genstande pantsættes tidligst. Er det ting af større værdi, specificeres værdien. Den simpleste, ældste form er i alle landes lovgivninger den, at tingen overlades kreditor ved formel ejendomsoverdragelse med forpligtelse til at tilbagegive tingen, når summen er betalt (fiducia¹); at genstanden bliver i pantsætterens besiddelse (f.eks. dyr), er en senere form. Pantsætning i fast ejendom møder man først i Slesvig Stadsret, i denne livlige handelsby, hvor der var trang til al mulig udvidelse af kreditten. Først og fremmest fordredes, at ejendommen nøje specificeredes, hvad der særlig fik betydning, da underpantet blev anerkendt. Grunden angives i alenmål, og der angives nøjagtigt hvad der må forstås ved »tilbehør«.

I ældre tider kontraheredes mundtlig, som oftest var vidner til stede. Senere, ved større summer, indførtes sedler eller pantebreve fra pantsætterne og et genbrev fra panthavernes side til bevis på begges krav. Ved fast ejendom er der den regel, at »thet a at standæ, thær a thingi ær giörth«; dette af hensyn til beviset. Parterne trådte enten personlig eller ved fuldmægtig indenfor tingstokkene, tog hinanden ved hånden og udtalte tilbuddet og modtagelsen. Det sædvanlige bevis, tingsvidnet, blev i retsbevidstheden en nødvendighed ligesom senere det skriftlige dokument. Nu kunne det hænde, at tinget ikke huskede det passerede; i så fald var den formentlige erhverver berettiget til ved vidner og tyltered at godtgøre overenskomstens eksistens.

Den mangel, der klæbede ved de nævnte beviser, at de forsvandt med vidnernes død, forglemmelse af det skete etc., søgte man i tidernes løb at afhjælpe ved skriftlige dokumenter. Først lod man 7 tingmænd udstede skriftlig bevidnelse. Senere udtaler man selve viljeserklæringen skriftligt, afslutningen foregår på tinge, men endnu senere stiger selve dokumentets betydning, bliver det principale, og vidneførslen indskrænkes til at ske på anfordring. Til slut forsvinder også dette mere og mere. Der stilles til gengæld fordringer til papirets beskaffenhed, stempel, segl, (der først var vedhængende, dernæst påtrykte). Man gør tabte signeter umyndige, ja mortificerer dem, kræver underskrifter først af en mængde vitterlighedsvidner, dernæst kun af 2. Først var der både pantebrev og genbrev (fra den, der overtog pantet til besiddelse), senere forsvinder dette sidste.

Vi ser i alt dette en stadig fortsat kamp for at simplificere teknikken og derved lette omsætningerne, samtidig med at de reelle garantier bliver fastere, og idet man med stigende nøjagtighed og bevislighed søger at fastslå overenskomsten og bevare et uforgængeligt afbillede af den – den uundværlige forudsætning for at kompensationen kan blive nøjagtig.

I den ældste tid er som sagt besiddelse nødvendig for rettighedens stiftelse; forudsætningen er altid, at kreditor har pantet i sin besiddelse. Lovbestemmelser, som hjemler gyldighed af underpant i løsøre, eksisterer ikke før Chr. V's lov. På skibe er dog sikkert analogien fra reglerne om faste ejendomme anvendt allerede i 1642: »N. N. må og skal blive indført i min skibspart for samme 50 Rdlr. med 100 Rdlr. som hand til forn er indført for«.

Senere var det almindeligt, at debitor beholdt ikke let dølgelige, i det daglige liv uundværlige, genstande i sin besiddelse. Men det gjaldt da om »nøjagtigt at indføre det i pantebogen«. I Aarhus Tingb. stilles alternativet: alt pant (der er tale om løsøre) bør enten gå til tingo eller håndfås. Det håndfåede bliver derved en særlig species. Men det varer længe, før underpant i løsøre anerkendes.

Med hensyn til faste ejendomme forudsætter endnu Sk. L., at panthaveren har besiddelsen. Men der føles snart trang til en anden ordning, således at pantsætteren forbliver i besiddelsen. Chr. IV fastslår 1632, at panthaveren kan få en tinglig ret i pantet, skønt han ikke har fået besiddelsen, og derved er underpantet indført som retsinstitut.