Nturlig Ret. På grundlag af ækvivalent kompensation

Siden Romernes dage kan naturretten ikke siges at have gjort store fremskridt. Interessen for forskellen mellem den rent tekniske betragtning af lovene og en rettens grundide holdt sig vel, men kvaltes i middelalderen næsten af Machiavellisme og Jesuitisme. Uafhængige studier af naturretten begynder først igen med Grotius (de juris belli ac pacis 1625), der ved naturret forstår hvad der gennem fornuften erkendes som overensstemmende med den fornuftige og selskabelige natur. (Bestemmelsen selskabelig er værdifuld, fordi natur og natur er to ting, solitær kamp for tilværelsen eller trang til association).

Thomas Hobbes er vel den betydeligste af alle moderne naturretsfilosoffer. Hans anskuelser om det foreliggende emne kan i korthed gengives således: ved udtrykket natural right udtrykkes ikke andet end den frihed, hver mand har til at gøre brug af sine naturlige evner i overensstemmelse med fornuften. Derfor er det første grundlag for natural right det, at hver mand så meget som han evner stræber efter at beskytte liv og lemmer og benytte alle midler for at opnå dette, og herover er enhver selv dommer. Naturen har givet enhver ret til alt c: før menneskene havde forpligtet sig selv ved overenskomster og bånd, var det lovligt (lawful) at gøre hvad man ville og bemægtige sig hvad man kunne. Denne ret er en right of war. Det er på grund af trangen til fred, at alles ret til alting ikke kan opretholdes, men at visse rettigheder må overdrages eller overføres, og at man ledes til anerkendelsen af visse naturlove. De kan overdrages ved overenskomster, og brud på disse er injury, fordi de sker without right, (fordi man ved overenskomsten har overdraget en rettighed). Ved injury er vi for Hobbes' vedkommende nået ind til et naturretligt begreb, thi injury er af rent etisk karakter, og Hobbes holdet det bestemt ude fra injustice, der refererer sig til lovene. En injury kan ikke gøres mod nogen, man ingen kontrakt har med.

Naturlove opstår ved fornuftig benyttelse af de naturlige rettigheder. Han opstiller 20 sådanne love. Den første tilråder at overdrage nogle af de naturlige rettigheder ved kontrakt. Nr. 2 lyder på, at man skal holde disse overenskomster. Nr. 3 handler om gengæld af tjenester osv. osv. Begrundelsen af dem er rationalistisk, de lader sig alle udlede af den praktiske leveregel: quod tibi fieri non vis, alteri ne feceris. Når Hobbes kalder den, der af al sin magt stræber at opfylde disse love, a just man, er også dette en ganske moralsk, alegal bestemmelse, (now he that hath done all he is obliged to is a just man), og hans »naturlove«, er simpelthen summen af hans moralfilosofi. Thi naturlovene er ikke love i den forstand, at de er udtalelser af en, der byder over andre, de er simpelthen konklusioner af forstanden angående hvad der skal gøres og ikke gøres. Derimod er statens love, de civile love, befalinger af ham, der har herredømmet i en stat.

Hvorledes er nu efter Hobbes forholdet mellem den naturlige og den civile lov? Han mener, at naturens lov byder os at holde alle civile love, thi vi er bundne til forudlydighed, før vi ved hvad der befales os. Dog synes det, som om Hobbes, (der på dette punkt ikke kan siges fri for at være selvmodsigende), ikke ganske prisgiver os til statsmagtens vilkårlighed: »jeg er ikke bundet til at dræbe mig selv eller andre eller til at gøre mange andre ting, og dog kan det derfor ikke siges, at den absolutte right, der er givet herskeren, er brudt. Thi i intet tilfælde er den ret berøvet ham at tugte den, der nægter at adlyde ham. En ting er det, om jeg siger: jeg giver dig right til at befale hvad du vil, en anden, hvis jeg siger: jeg vil gøre hvadsomhelst du befaler. Befalingen kan være sådan, at jeg heller ville dø. Ingen mand er bundet til at gøre hvad der synes ham værre end døden. For om jeg end nægter at gøre det, er dog retten til herredømme ikke ophævet, heller ikke af slår jeg at gøre noget, jeg har kontraheret om. F.eks. kan staten ikke byde at henrette en fader … thi en søn vil heller dø end leve beskæmmet.«

Dette er inkonsekvent. Thi hvis statsmagten er overdraget ved overenskomst – og dette er netop Hobbes' forudsætning, at den opstår, idet den enkelte uddeler af sin right of resistance – må Hobbes' anden naturlov ubetinget gælde, at man bør holde sine overenskomster, og overenskomsten går her ud på ubetinget lydighed i alt. At påstå, at herskerens ret ikke beskæres, hvis man nægter at adlyde ham men stiller sig blot for straf, er udflugter, thi det kunne være, at det kun interesserer ham at blive adlydt, ikke at straffe; og kan han end ikke fremtvinge lydighed ved straffen, er dette dog et øjensynligt skår i hans magt. Hobbes burde derfor have holdt det standpunkt, at man under ingen omstændigheder forsynder sig imod den naturlige lov ved at lyde statens love, (at man altså ikke en gang forsynder sig i de ekstreme tilfælde, han nævner, og at f.eks. Sokrates' afgørelse er den rigtige). Dette ville være den eneste rigtige konsekvens af at han opstiller den naturlige lovs grundsætninger om overenskomst op som den norm, hvorpå statsmagtens autoritet grunder sig. Denne autoritet burde da ubetinget lydes, selv om dens afgørelse kan gå imod hvad den enkelte erkender som en naturlig lov. Konsekvent burde Hobbes have opstillet herskeren som en art moralsk pave, hvis afgørelser det under alle omstændigheder er forsvarligt at underkaste sig.

Skulle det derimod vise sig, at denne statsoverenskomst var en kimære, ja da måtte Hobbes have indrømmet, at i så fald befandt den enkelte sig overfor staten i naturtilstanden, hvor the right of war gælder!

Hobbes formulerer altså nok en slags naturret, som han til at begynde med skarpt skelner fra den civile ret, men han ender med at lade den sidste ganske sluge den første ud fra den fiktion, at naturretten byder den enkelte at indgå overenskomst om at overholde alle civile love og følgelig at lyde dem blindt.

Efter Hobbes har mange forfattere arbejdet på naturrettens udvikling. Det er værd at lægge mærke til, at der ved siden af den rene magtteori, (især indledet af Machiavelli og senere uberettiget støttende sig på Darwinismen) stadig indenfor retsfilosofien holder sig en opfattelse af, at retten dog er noget andet og mere. Denne retning kæmper vedvarende for en naturlig ret, ud fra abstrakte etiske principper; en purificerende tendens gør sig stadig gældende ved siden af den blotte konstatering og analyse af de positive love.

Det gælder om at blive klar over, at retten, statsmagtens ret hverken er blot og bar magtteknik, eller blot et stykke anvendt etik, men at den rummer bestanddele af begge disse elementer.

En af de ting, der har bidraget mest til at tilsløre »rettens« væsen er selve dette ulykkelige navn, der stadig bruges i himmelvidt forskellige botydninger. Ret figurerer i naturret (natural right, jus naturale), i statsmagtens eller herskerens ret (retsvæsenet), ret er desuden et rent etisk begreb. Endelig, for at fuldstændiggøre forvirringen, kalder man retsfilosofien c: retsvæsenets filosofi for naturret.

Endnu er vi ikke færdige, thi naturlig ret kan atter væsentlig betyde to ting alt efter de tanker, man gør sig om det naturlige. Hobbes' natural right betyder simpelthen den frihed, hver mand har til at gøre brug at sine naturlige evner, "ti naturen har givet enhver ret til alt"; den falder med andre ord sammen med det, der udgør et menneskes fysiske magt. I modsætning hertil betyder jus naturale såvel for Romerne som f.eks. for Grotius, hvad der kan afledes af menneskets sociale natur. Hobbes' anvendelse af ordet er unægtelig noget absurd, det er en abnormitet af en ret, hvortil ingen pligt svarer; det er egentlig kun en konstatering af det, hvorimod et enkeltvæsens instinkt uvilkårlig tenderer, individualismen sat i system, men ganske vist også så systematisk som den sikkert aldrig har eksisteret hverken i vilddyrs eller menneskers samfund? En heraf afledet retsfølelse ville ikke kunne betyde andet end magtfølelse.

Men folkeretten da? Er den ikke af ren moralsk natur? Jo, men den er ingen ret. Det er ved en ren misforståelse, at den stadig sorterer under juristernes gebet. Den mangler lovgivende, dømmende magt, den mangler betryggende retshåndhævelse, den mangler en souveræn øverstemagt, og krig som ultima ratio er endog en af ejendommelighederne ved denne mærkelige »ret«. Når Goos, som holder på, at forholdet mellem flere suveræne stater har et virkeligt retsforholds karakter, indvender, at der dog findes privat retshåndhævelse, som mellem jævnstillede enkelte personer, er dette jo en sammenligning med en førretlig tilstand, thi også før en statsmagt havde organiseret sig i den enkelte stat, florerede de private retskendelser og de rent etiske overenskomster. At normerne er ment forpligtende gør dem ikke til ret.

Det indbyrdes forhold mellem staterne befinder sig på et stadium, der har sin nøjagtige analogi i den enkelte stats udviklingshistorie, et stadium, hvor en kraftig centralmagt endnu ikke har dannet sig. Men udviklingen bærer henimod en sådan, og dermed er en stedse om sig gribende centralisation afsluttet. Udviklingen har medført, at de mindre interessekredse, der stod afsluttede overfor hverandre under gensidig mistænksomhed, opslugtes af stedse større kredse. Statsdannelsen har så lidt med kontrakter at gøre, at den endog brat gør en ende på dem. Kontrakten er en affødning af den krigerske mistænksomhedstilstand. Når to samfund står konkurrerende overfor hinanden, er der mere end en fremgangsmåde. Man kan slå løs – bl.a. af frygt for at blive angrebet på et senere, mindre belejligt tidspunkt, man kan vige, man kan indgå overenskomst, der afstikker nye grænser mellem interessesfærerne. Det er ikke det sidste, der fører til statsdannelse, det er den første fremgangsmåde. Det er sejren eller underkastelsen, der fører til den nyere, mere omfattende organisation. Overenskomsten kan forrykke grænserne, men drager blot nye, måske skarpere. Eller er det ved overenskomst med Preussen at Tysklands små stater er gået op i det store rige? Opgav Lensridderne deres særrettigheder ved overenskomst med den enevældige hersker? Er Skotland og Irland blevet forenede med England ved frivillig overenskomst?

Efterhånden som kredsene udvider sig mere og mere forsvinder krigstilstanden, og retstilstanden c: magternes centralisation, fuldbyrdes; der findes nu tilslut kun et eneste område, hvor dette centrum mangler, i det internationale samkvem. At det her faktisk er krigstilstand, som råder, turde være en uhyre triviel sandhed; men for de retsfilosoffer, der ikke har fantasi nok til at rekonstruere en »forhistorisk« periode kunne det være anbefalelsesværdigt at drage visse sammenligninger, før også dette stadium bliver forhistorisk. Nogle af dem hævder jo en bellum omnium contra omnes, andre, at der kun har eksisteret fredeligt socialt liv. Viser ikke det nuværende internationale forhold, dette sidste mægtige rudiment fra fortidens førretlige tilstand, at ingen af dem har ret? »Den væbnede fred« er i sin korthed det mest prægnante udtryk for tilstanden: en gensidig frygt- og mistænksomhedstilstand, hvor enhver efter evne holder kløerne parate og dog forsigtig skjulte af den bløde pote; hvor man ingenlunde til daglig blindt farer løs på hinanden som tigre, men hvor lige så hyppigt, ja langt hyppigere underhåndsaftaler sluttes mellem to eller tre eftersom det skønnes hensigtsmæssigt; hvor man som i Hobbes’ naturtilstand at frygt for hverandre skaffer sig fellows. To konkurrenter knurrer og viser tænder, men ingen af dem har lyst til at begynde, fordi ingen på forhånd ved udfaldet, man tager da ofte den mindre fordel eller endog de mindre ulemper, en overenskomst kan medføre, fremfor faren ved en krig. Eller man indgår ganske frivillig overenskomster, der medfører større fordele for begge end de indskrænkninger, de indeholder. I disse »retsregler« er alle de momenter til stede, der karakteriserer det etiske forhold, det er elementære bytteoverenskomster, (f.eks. traktaten om Marokko-Ægypten) der afsluttes; den pinligste afvejen af ækvivalente værdier finder sted, og de opfattes på begge sider som forpligtende; endelig findes ingen overordnet tvangsmagt, der garanterer opfyldelsen.

Folkeretsfællesskabet kendetegner sig ved regelmæssigt og omfattende samkvem på ligeberettigelsens basis.

Vil man iagttage hvorledes en centralmagt vokser ud af de mange spredte interessekredse, kan man også med udbytte studere de internationale forhold i nutiden, thi vi oplever netop nu spirerne dertil. Interesserne sondrer sig i mere private, der kun angår de to eller tre pågældende parter, og mere universelle. Der er mellemfolkelige spørgsmål som toldspørgsmål o.lign., som kun berører de to pågældende, de afgøres mere kasuistisk ved sporadiske overenskomster; men der gives andre, mere omfattende interesser, som man begynder at anerkende som vitale fællesanliggender for alle stater, og til hvis hævdelse konturerne af en centralmagt vagt begynder at skimtes, (f.eks. neutralisering eller afspærring af visse søveje, bestemmelser i krigstilfælde om fangers behandling, priser, krigskontrabande, neutralitet og blokade). Disse forhold er ved at nå udover den periode, hvor den blotte interesse og den etiske respekt for skyldigheder er ene om at garantere deres opfyldelse.

Det er interessant at se hvor langt analogien med den enkelte statsmagts udvikling går. Ligesom regeringsmagten her til en begyndelse måtte optræde forsigtigt som mægler og med meget indskrænket kompetence, således har nutidens internationale domstole begrænset myndighed. »Commissions internationales« har kun beføjelse til at afgøre sager, der ikke berører æren eller væsentlige interesser. Ligesom den enkelte statsmagt i begyndelsen kun eksisterede under truende forhold (ved krig), således er det først i den allersidste tid i Haager fredskonferensen lykkedes at skabe en permanent domstol til at afgøre folkeretlige stridigheder. Der synes endnu at være langt igen, inden den får afgørende magt, endnu udgør krig en væsentlig del af folkeretten, også retorsioner af anden art anvendes for at genoprette forstyrret ligevægt, separate traktater og alliancer hindrer endnu altfor meget fællesinteressernes samling. Truer det med krig, findes endnu ikke den myndighed, der kan udtale sit absolutte veto, en tredje magt kan højst tilbyde sin »intervention amicale«, og selv om mæglingen kan ske ved indkaldelse af en stat-kongres (som i 1878), er det gentagende (sidst i Haag 1899) udtalt, at mæglingen udelukkende har betydningen af et råd og aldrig har forbindende kraft.

Men som sagt, der findes allerede interessante tilløb til samlet magtanvendelse, således kan af og til et truende retsbrud hindres ved diplomatisk eller bevæbnet kollektiv intervention og fredsbryderen endog tvinges til at skaffe den krænkede stat oprejsning. Der er endog antydning af specielle organer, der som magternes repræsentanter beskæftiger sig med et særligt anliggende (stormagternes behandling af det orientalske spørgsmål).

Udover denne tilstand kommer man næppe, før en eller flere stormagter finder det stemmende med deres interesse at påbyde almindelig fred, da vil disse opkaste sig til kaldte eller selvbestaltede dommere i de mindre staters tvistigheder og ved tvang hindre ethvert fredsbrud, hvad der vil sige det samme som at de mindre stater kommer til at opgive denne og måske andre dele af deres selvbestemmelsesret. Der vil med andre ord organiseres en storstat, måske en europæisk, måske en tellurisk føderation, og det forrige internationale, førretlige forhold vil blive forvandlet til et virkeligt, altomspændende retsforhold. Denne organisation vil fuldbyrdes ved interessernes magt; med de modvillige kommer man ingenlunde til rette med kontrakter, (ligesålidt som den enkelte stat er dannet ved kontraktdannelse), magten gør kort proces med dem. Allerede nu tillades det knapt nogen enkelt stat at sætte sig ud over den for fred og krig opståede sædvaneret, i fremtiden vil centralmagten kategorisk kunne forbyde det, ligesom den overhovedet vil forbyde to enkelte magter at te sig krigerisk.

Men indtil da er den »ret«, der pompøst kaldes folkeretten, af ren etisk natur, bestående enten af sædvaneformer, der er gensidig anerkendte af alle internationale suveræne »individer«, eller af kasuistiske traktater og overenskomster mellem to eller flere. Det følger heraf, at den indskrænkning, der findes i løfters gyldighed på andre områder, også må komme dette område tilgode. Ligesom slaven ikke skylder sin herre lydighed, men har etisk ret til at sønderrive sine lænker, om han kan, således har en besejret nation ingen moralsk forpligtelse til at holde en traktat, når den er opstået ved tvang, når sejrherren ved vold har tvunget nationen til at opgive sin selvstændighed, når traktaten med andre ord ikke har noget af den sande løftekarakter.

Folkeretten leverer os altså intet bevis for at der gives et »rets«område af ren etisk natur. Ethvert retsområde er i sin oprindelse og formelt set tvang, dette er hovedsagen, som man aldrig bør se bort fra, noget andet er, at det har en naturlig tendens til at alliere sig med elementer lånte fra den etiske ret. Retsvæsenet kan i længden ikke undgå delvis at bygge sig op på samlivets fundamentale vilkår, og hertil hører, at der må gøres indrømmelser til de erstatningstendenser, der konstant råder. Hvis en statsmagt udsteder love, der i altfor høj grad rokker ved ligevægtsprincippet, vil hele samfundet lide, og det vil svie til den selv, idet der vil opstå sociale stridigheder, indtil der atter er tilvejebragt mere ligevægtige forhold. Et eksempel herpå er den Liciniske lov. Ager publicus i Rom var længe forbeholdt patricierne. Ved erobringer blev den i høj grad udvidet, og plebejerne, der havde hjulpet med til erobringerne, blev forurettede og kom desuden ved krigstjeneste i den yderste armod. Ved den Liciniske lov, 336 f. Chr. bestemtes det da, at ingen måtte få mere end 500 dages pløjeland, og overskuddet skulle anvises plebejerne. Den herskende klasse forstod altså, at ligevægten mellem ydelse og belønning var så enormt forrykket, at buen truede med at briste. Der åbnes da en ventil, for at netop så megen ligevægt kan etableres, at forholdene findes tålelige. Selv om det ikke er et vidunder af social lovgivning, er det dog en indrømmelse til ækvivalensprincippet.

Magten lader de etiske principper finde adgang til retten for sin egen skyld, for at holde sig oppe. Ved selvbegrænsning, ved at afgive nogen magt og udstede normer, der er bindende ikke blot for de regerede men også for de regerende, tilkøber magten sig sin tryghed. Despoten, der overtræder en af ham selv skabt norm, udleverer derved et våben imod sig, thi som han har skabt normen, har han begrebsmæssig skabt overtrædelsen og undgår ikke, at dette begreb vendes mod ham selv. Heri ligger, at rettens indhold ikke kan være blot og bart lune, selv om dette også har et vist spillerum; om man end formelt kan betragte retten som en udfoldelse af magtens teknik eller organisation, vil der være visse træk i denne organisation, der ikke blot kan bestemmes som vilkårlighed.

Allerede derved, at en generel bestemmelse er opstillet, ifølge hvilken enhver uden persons anseelse skal måles med det samme mål, er der lukket op på klem for retfærdighedsprincippet, thi når A. og B. har begået samme forbrydelse, er det retfærdigt, at de idømmes den samme straf. Vi har i forrige kapitel, der væsentlig havde kriminalretten for øje, set, at det også viser sig nødvendigt i lovene at give plads for andre ækvivalente hensyn, ikke blot at stille alle ens overfor loven, (Hvad der længe holder hårdt), men at afpasse straf efter forbrydelse, (også denne tendens har modvægte).

Hvis der her havde været lejlighed til at gennemgå hele lovgivningen, en opgave det dog også ville være for prætentiøst for en ikke-jurist at påtage sig, ville man kunne vise, at der næsten ikke findes et eneste område, hvor statsmagten ikke for sin egen beståens skyld har været nødsaget til at give plads for den ligevægt, ækvivalensprincippet betegner; en herskende statsmagt, der hensynsløst konfiskerede privat ejendom, eksproprierede uden erstatning etc., ville ikke holde sig, undersåtterne ville drives ud i aktiv modstand. Ligeså utænkeligt ville det være, at der i nogen lovgivning skulle kunne tages ensidigt hensyn til kreditor eller debitor, uden at erhvervslivet ville ligge under, og dermed til syvende og sidst statsmagten.

De love, hvori ækvivalensprincippet især gør sig gældende, er både de mest konstante og de mest universelle; det er love beslægtede med Romernes jus gentium, der som vi har set væsentlig drejer sig om handels- og obligationsforhold; grunden er, at de har deres rod i sædvaner, der direkte udspringer af fællesskabets vitale betingelser.

Såvidt jeg ved har endnu ingen retsfilosofi gennemført en streng sondring mellem de to retninger i den positive lovgivning, der her er peget på: mellem de lunefulde, arbitrære og derfor sporadiske klikebestemmelser, med de begrænsede, subjektive formål og på den anden side de konstante, universelle, normgivende lovbestemmelser, der har til formål at regulere de almene sociale interesser og derfor væsentlig indeholder autorisationer af den gængse sædvaneret. Heller ikke er dette noget let arbejde, da de er tæt indvævede i hinanden i retsbestemmelserne. Og dog går denne inddeling vistnok dybere tilbunds og sætter betydningsfuldere skel end den sædvanlige inddeling efter de forskellige ydre områder, retsvæsenet har med at gøre. Til systematisk at udføre dette kæmpearbejde ville behøves; mere tid og mere juridisk detajlkundskab end dette arbejdes forfatter råder over. Analysen kunne gøres på to måder, den kunne eftergå lovene påtværs, i deres nuværende sammenvævede tilstand, og søge at skille de to bestanddele ad, eller den kunne gå på langs op gennem retshistorien og påvise når og hvorledes det og det element kom til, hvilke modstridende indflydelser der har gjort sig gældende, med andre ord efterforske hvorledes det nuværende konglomerat er opstået.

Som sagt, hverken den ene eller den anden af disse to opgaver kan her udføres systematisk. Jeg må nøjes med ganske på må og få at sammenstille nogle enkelte eksempler fra den positive lovgivning på de to klasser love

a.

b.

Jordemødre eller andre kvinder må kun i yderste nød forrette hjemmedåb. Kun mænd kan være værger (Fortsættelse af b. 2) medmindre der er tale om at forhindre »forrædderi eller ulykke«. I krigstilfælde er det tilladt i krigens interesse at ødelægge privat ejendom, og i praksis anerkendes det end ikke, at ejeren har retligt krav på erstatning En fordring bortfalder ved forældelse, når den ikke gøres gældende inden 20 år efter dens stiftelse Når fæsteren 3 gange misbruger fæstestedets tilliggende på forskellig måde, forbrydes fæsteretten Husmanden har ved lov af 4/7 1850 fået ret til at fordre pligtarbejdet afløst mod et billigt årligt vederlag (derimod ikke ejeren). (Den brug en låntager må gøre af en ting beror på aftale (b).), Men i mangel af aftale er formodningen for at låntageren kan benytte tingen på en sådan måde, som svarer til dens bestemmelse, og i tvivlstilfælde må man snarere antage, at det mindre end det mere er ham indrømmet. Når nogen ved pengelån betinger sig og oppebærer mere end den tilladte rente, er det åger. Gift kvinde kan ikke indgå kaution, selv om hun har særformue. Hasardspil er aldeles forbudt undtagen ved hoffester og i familiekredse, hvor der kun spilles om en ubetydelighed. Det er forbudt at betale hasardspillegæld, og har den tabende betalt, kan han søge det erlagte tilbage. Ved spil, der vækker lidenskab (f.eks. kortspil), er man ikke pligtig at betale, hvad man taber. Har en fremmed bygget med mine materialer på sin egen grund, kan jeg kun få mine ting udskilte og tilbageleverede, når udskillelsen kan ske uden skade for hovedtingen. Ellers må jeg miste min ejendom og nøjes med erstatning. Hvis en mand bebygger en strimmel ind på naboens grund, kan man ikke få sin strimmel tillage, hvis det medfører betydelig ødelæggelse af værdier. Konkursbestemmelserne om at skyldneren skal have nødvendigt livsophold, beholde værktøj o.lign.

Når en person ikke er myndig, er indgåede overenskomster ikke bindende. En præst må ikke åbenbare hvad der er betroet ham i hemmeligt skrifte mål, Skade forvoldt af brandvæsenet på andres ejendom erstattes. Ejeren af en lavere liggende grund må ikke egenmægtig lægge hindringer ivejen for det naturlige afløb af vandet fra den højere liggende til skade for denne. Fyldestgjørelse ved et pant sker ved at panthaveren og pantsætteren hver udnævner en mand til at vurdere pantet, hvorefter panthaveren beholder dette som sin ejendom mod at betale pantsætteren det beløb, hvormed vurderingssum men måtte overstige gælden med renter og omkostninger. En hovedregel i dansk ret^1 er at parterne kan ordne deres kontrakter som de finder stemmende med deres interesser (Jul. Lassen: Obligationsrettens alm. del). En kreditor kan modtage delvis betaling, – men han kan også nægte modtagelsen og sagsøge skyldneren til at betale det hele på en gang. Gælden skal erlægges på aftalt sted og til rette tid. Et tilfælde, hvor et betalt beløb, som viser sig ikke at have været skyldt bort, dog ikke kan fordres tilbage: når modtageren med føje kan gå ud fra, at yderen ved at erlægge det tilsigter at opnå noget (f.eks. når skyldneren har betalt det fordrede beløb for at slippe for proces). Forpligtelsens ophør: når tyendet begår vanærende forbrydelser, når husbonden flytter over 1 mil bort etc. Når fæsteren ikke i rette tid betaler sine afgifter eller erstatter ejeren pålagte skatter og afgifter, forbrydes fæsteretten. Når fæstet ophører, kan fæsteren fordre erstatning for gårdens forbedring. Kostpenges størrelse (til tyende) bestemmes efter billighed og hvert steds skik og brug.