Nturlig Ret. På grundlag af ækvivalent kompensation

Hvorledes var forholdene nemlig i tiden umiddelbart forud? 1552 sætter en ejer sit jordegods til »underpant« og mageskifter det senere. Når panthaveren derefter sagsøger pantsætteren og får dom for at kunne holde sig til skyldnerens øvrige jordegods, efterdi denne ikke kan »fri det pantsatte«, er det den eneste vej, der står ham åben; men det vil let ses, at det er en meget ufuldkommen vej, thi sæt han intet ejer derudover!

Hvis ikke debitor friede pantet, foretrak kreditor i reglen, da der længe manglede bestemmelser om eksekution, at erhverve dom for pengene og derefter gøre indførsel på sædvanlig måde. Derved blev panteforskrivningen egentlig uden betydning. Her var da trang til en ny ordning. 1623 gives derfor ved forordning kreditor ret til at annamme ved fogden etc. »hans forskriffnings indhold, det hannem pantsettis«.

Det ældgamle bud, at pantet skal følge panthaveren, som ikke havde generet, medens den kanoniske ret herskede, da pantet måtte følge kreditor, for at han på den måde kunne få en slags renter, blev, efterat rentelån var frigivne, en byrde også for långiveren¹. Forordningen af 1632 bestemmer altså, at der kan stiftes en panteret i en fast ejendom uden besiddelsestagelse, (i enkelte købstæder som Helsingør var det måske praktiseret forinden, efter at tinglæsning af pantebrevene var begyndt, hvilket medførte deres tilstrækkelighed til panterettens stiftelse). Læg mærke til præmisserne: på det både de betrængte kunde her vdi behielpis oc deris gods selff niude, bruge og beholde. Dernæst oc at de, som godwilligen vden Forlofuere oc brugelige Pant deris Penge udlåne, kunde vere forvissede derpå oc vden skade.

Viser her præmisserne klart og tydeligt udtale hvad vi i dette kapitels begyndelse slog på, at det er de nye forhold, fremskridtene i erhvervslivet og i kulturen, der skaber nye midler til afbalancering af de gensidige interesser, og at dette danner forudsætningen for den specielle forskydning i lovgivningen, vi her beskæftiger os med. På den ene side er der trang til at låne rede penge, man har en fast ejendom men behøver rede penge til forretningsudvidelse, (en trang, der naturligt nok først ytrer sig i større handelsstæder som Helsingør eller Flensborg), man kan ikke afgive sit pant og må dog yde sikkerhed. På den anden side er der rede penge, men man ønsker at gøre dem frugtbringende ved renter, (der nu er åbenlyst tilladte), man må have sikkerhed, men har ingen brug for at overtage en ejendom, det ville kun være til besvær. Er konstellationen denne, kommer tanken til hjælp i form af en lille opfindelse, ofte så simpel som Columbus' æg: lad debitor beholde ejendommen til brug og lad ham blot give formel sikkerhed for den.

Selvfølgelig kan denne udvikling først foregå, når dette papir har opnået en så stor selvstændig, af staten garanteret værdi og autoritet, at der kan stoles på det (tinglæsning, offentlighed). Den nye ordning er en snild udformning af ejendomsretten, nu behøver panthaveren ikke mere benytte den tarvelige vej som i tilfældet af 1552, at søge erstatning i noget andet skyldneren mulig tilhørende. Skyldneren vil simpelthen ikke kunne mageskifte, thi det er ikke længer hans ejendom, og selv om han gør det, er den nye besidder tvungen til at »fri det pantsatte«, thi det er heller ikke hans. Først nu kan disse transaktioner foregå i tryghed.

Man ser også af dette eksempel klart, hvad der ovenfor ofte er fremhævet, at lovene på disse sociale fællesskabsområder ikke er skabende, men at de kun fæstner allerede udviklede sædvaneformer. Man anvendte underpantet adskillige steder, før det blev sanktioneret af lovene. Forordningen af 1632 fastslår kun lovligheden af det allerede gængse og tilsikrer balancen i de derved opståede berettigede interesser. Et andet eksempel på dette, at den ækvivalerende (regulerende) lovgivning kun er sanktionerende, ikke skabende, er, at den sædvanemæssige optagelse i pantebreve af den bestemmelse, at kreditor skulle være berettiget til, ifald den betingede afgift udeblev, at træde til og bruge pantet, har strakt sine virkninger ind i den nuværende ret; lovgivningen har simpelthen optaget denne regel.

I begyndelsen, efter forordningens fremkomst, kunne kun underpant stiftes, hvis lånet var uopsigeligt fra kreditors side. Men hermed var retslivet ikke tjent, thi i købstæderne lånte man meget på bestemt opsigelse, man ignorerede snart bona fide den unaturlige regel, der gjorde et vilkår i gældsforholdet til betingelse for at besiddelsestagelse ikke var nødvendig.

Den nærmere udvikling af panteretten i faste ejendomme: Den første form for pantsætning hos os består i at debitor forpligter sig til at betale til den og den tid, og dersom det ikke sker, er kreditor bleven eller skal blive ejer af pantet, væth være forvæth (Pantsætning per modum forvæth). Efter det l4de årh. bliver denne form sjældnere, hvortil grunden er, at afståelsen af panteretten ifølge den såkaldte pantsætning per modum gröthagjald (c: frugtoppebørsel) blev lettere og hyppigere, efterat erhververen kunne legitimere sin ret blot ved hjælp af sine litteræ apertæ. Ved den sidstnævnte pantsætning havde da panthaveren i sin panteret et let realisabelt aktiv, ved hvis hjælp han kunne skaffe sig penge, når han trængte, og sålænge havde han tillige den gode rente.

Rente var i middelalderen, under den kanoniske rets herredømme, ikke vederlag for penges brug men kun bøde i tilfælde af debitors mora. Præsterede han prompte, blev der ikke tale om rente. Løstes det ikke, blev pantet panthaverens, dog måtte han undertiden betale »tilgift«, når pantets størrelse for meget overgik pengesummen.

Gennem den nyere form, pantsætning per modum gröthagjald, modvirkes den kanoniske rets forbud mod renten, idet panthaveren beføjes til at drage økonomisk fordel af pantet. Gælden stiftes på ubestemt tid, der afhænger af debitors forgodtbefindende. Forudsætningen for trangen til at udleje penge og erhverve vederlag derfor er opsamling af større formuer, hvor de overflødige kapitaler, som ejeren ikke selv kan udnytte, gøres frugtbringende gennem anden virksomhed. Den kommer først op i midten af det 13. årh. Begge parter vinder ved den nye ordning: idet debitor får lov at betale når han kan, står adgangen til igen at komme i besiddelse af pantet ham stadig åben. Til gengæld er lånets størrelse i reglen langt under pantets værdi, så at det forrentes meget højt – kreditors principale øjemed. Hvis denne nu ved uopsigeligheden ikke havde haft noget middel til at skaffe sig kapitalen, når han trængte dertil, kunne denne ordning aldrig have tilfredsstillet det økonomiske behov. Men han havde den udvej at realisere sin panteret. Undertiden vedtoges, at kreditor skulle oppebære et vist beløb af frugterne. Overskuddet tilfaldt debitor, men manglede der noget i beløbet, skulle denne på den anden side tilsvare det. Denne aftale om en bestemt årlig indtægt for kreditor førte til den ordning, at debitor beholdt pantet mod at svare afgiften.

Ansvaret for pantets eventuelle forringelse kommer naturligt til at påhvile den, der har det, altså i senere tid pantsætteren, når denne er blevet i besiddelsen.

Forordningen af 1632, der fastslog, at panteretten gav ret til at søge fyldestgørelse af pantets værdi for gældens beløb, gav herudfra nærmere regler om panthaverens forfølgning til fyldestgørelse for rente og hovedstol af det ved den indførte underpant. Vilkåret er, at den pantsættende nyder c: bruger pantet, sålænge han erlægger renten. Men såfremt han ikke gør det, skal panthaveren kunne »træde til sit pant« c: tage det i brug.

Først efterat retsbevidstheden havde anerkendt den grundsætning, at panteret kunne stiftes ved tinglæst pantebrev uden besiddelsestagelse, blev det muligt for ejeren at stifte et virkeligt efterpant. I købstæderne udvikledes dette i betydeligt omfang. Efterpanthaverens rettighed er bestemt ved, at han havde en panteret i en allerede med en panteret behæftet ejendom. Kun med respekt for hin kunne han holde sig til denne. Han kunne derfor vel tage pantet til ejendom ved at lade det nøjagtigt vurdere og fyldestgøre pantsætteren for overskuddet udover pantefordringen, men ikke tiltage sig udøvelse af rådighed derover, før han havde fyldestgjort eller truffet aftale med første panthaver. Havde første panthaver søgt fyldestgørelse i pantet, kunne efterpanthaveren holde sig til det mulige overskud eller dets værdi.

Pantsætningens publicitet var en nødvendighed især i købstæderne, thi kreditten var her udsat for usikkerhed, da pantsætteren i reglen beholdt ejendommen i sin besiddelse. Det beroede da på tilfældet, om den, hvem ejendommen tilbødes til pant, fik kundskab om et sligt forhold, hvorved der åbnedes adgang til de groveste bedragerier. 1580 indskærpedes det, at alle skulle tinglæses, ellers var de ikke gyldige.

I den ældste tid erkendte retsbevidstheden ikke i noget videre omfang grundsætningen om skylderklæringers bindende kraft. Selv om en debitor lovede at betale, kunne medkontrahenten i almindelighed ikke gå ud fra dette løfte som aldeles bindende, som grundende en bestemt ret. Kreditor måtte da spørge hvad følgen blev, om debitor ikke holdt sit løfte, og pantsætningen var løsningen. Retsbevidstheden gik ud på, at debitor kunne tvinges til at præstere, men kreditor er ikke i vægringstilfælde istand til ved rettens hjælp at erholde fyldestgørelse af hans gods, han har med andre ord ingen rettighed, – derfor kunne heller ikke sikkerheden for, at kreditor kunne erhverve et ækvivalent træde frem som det eneste klart bevidste øjemed med pantsætningen. Tanken om stipulation af en trussel og eventuel bod for brud på løftet måtte uvilkårlig foresvæve parterne. Fra dette synspunkt var der ikke noget unaturligt i, at de ville, at følgen og den eneste følge af brud på løftet skulle være et beløb af bødemæssig karakter, selv om værdien oversteg – eller ikke nåede – gældens beløb.

Imidlertid lærer man at kontrahere efter mere ækvivalente principper, at kontrahere om værdien, man lærer nytten af at tilstå kreditor en ækvivalent rettighed. Dette vil hverken sige mere eller mindre, end at man lærer at benytte løftet efter dets natur; man kunne nok tidligere love at betale tilbage, men formåede man det ikke, stod begge parter ret hjælpeløse; derfor er det forståeligt, at løftet var indskrænket i sin anvendelse og overhovedet lidet respekteret¹. Efterat den opfindelse er gjort, at det at love noget i forretningslivet vil sige at love en vis værdi, og efterat man har fundet midler til at dissekere værdien ud af alle mulige objekter og indeslutte den i et stykke repræsentativt papir, får løftet en hidtil ukendt anseelse, både det at love og at holde løfter (på denne måde) hævder sig som vigtige faktorer i det menneskelige samkvem. Dette, at erhvervslivets stigende udvikling har bragt løftets karakter og funktion til klar bevidsthed, og at respekten for det er vokset i folke-bevidstheden, tror jeg er to ting, der forholder sig til hinanden som årsag og virkning. Derimod tror jeg ikke, at lovenes indgriben har haft nogen indflydelse på denne vækst af retsbevidstheden. Det er ganske vist lovene, der tilsikrer kreditor denne ret til ækvivalens, idet de ene er skyld i, at skylderklæringen får en selvstændig, objektivt sikker værdi, men den respekt, der af den grund skabes for skylderklæringen, kan alene være af ydre autoritativ art. Det, at debitor, når et ækvivalent for den værdi, erklæringen lyder på, afkræves ham, føler dette som retmæssig skyld, bunder i forståelsen af dette kravs sociale funktion og selve dets forholdsmæssighed ( a = a), ikke i, at loven nu pludselig har sanktioneret dette krav.

Overhovedet er, som tidligere berørt, denne art love kun opståede som sanktionering af sædvaneregler. I ældre tid, siger Matzen, var der hyppig tilfælde, hvor man »ængen bescreuen ræt vm i laghbogen« havde. Hyppig findes dog en sædvanenorm; har man intet at holde sig til, henholder man sig til de naturlige regler, som fremkommer ved en betragtning af panterettens natur og øjemed. Dom af 1666 siger således: effterdi Sal. D. K.' arffuinger alleene pant (i gården) haffde til forsichring af dend summas betaling, gården til P. V. war solt for, da bør pantet, huis eeniste hensigt er at befri for skade, icke at komme D. K's arffuinger til vdgifft i nogen måde, men P. V. self til den vdgiffne brandskat alleene at suare«. Hworfore billig eragtes er en talemåde, der anvendes til motivering af denne og lignende afgørelser.

Det kan ikke forbavse os netop på panterettens område at træffe domsudtalelser, der direkte nævner ordet billighed, vi har ovenfor set, at også i romerretten var det dette og beslægtede områder, hvor kvintessensen af jus naturale især gjorde sig gældende; det er jo afsnit af retsplejen, der i særlig grad beskæftiger sig med vejning af de gensidige vitale interesser i samfundet; disse områder kan ikke, som så mange andre være genstand for vilkårlig behandling, uden at fællesskabet ville sprænges; domstole og lovgivning kan simpelthen ikke undgå at slutte sig tæt og følsomt om de principper, livet selv med sine interesseforskydninger og nye formationer fastslår som de ret og retfærdigt afbalancerende. Til gengæld er der områder, hvor en centralmagt må betragtes som uundværlig støtte for retmæssige interesseafgørelser ; dersom staten f.eks. ikke tilsagde sin garanti, ville simpelthen papirsløfter i forretningslivet være en umulighed. Her, hvor retshistorien viser, at statsmagten ikke let kommer på afveje, så at ret og billighed som på næsten alle andre områder kvæles af tusinde separatistiske hensyn, og hvor den så øjensynlig tjener fællesinteressen, her er dens rette forum, hvor den med etisk billigelse kan optræde med magt og myndighed; udenfor disse gebeter kan man kun se på dens magtudvidelse med stor mistillid.

Vi vil kortelig resumere hvad vi satte os til opgave at vise ved hjælp af dette temmelig vidtløftige materiale fra panterettens historie: at der indenfor visse tidsrum kan findes en både ekstensiv og intensiv moralsk fremgang. Det viser sig nærmere beset dels ved, at der opstår større interesse for tillidsforholdet og for ækvivalensloven (de får mere udstrakt gyldighed, skyldighedsområderne udvides, man er mere villig til at underkaste sig forpligtelser og holde dem), dels ved at man evner at kompensere nøjagtigere, (erhverver sig bedre kompensationsmidler).

Eksempler på alt dette vil vi finde ved at analysere de anførte kendsgerninger.

Således kan den pag. 402 beskrevne udvikling af panteretten i faste ejendomme uden besiddelsestagelse betragtes som erhvervelse af nyt land for skyldighedsforhold, muliggjorte ved det nye snilde middel til afbalancering.

Noget objektivt bevis på, at selve interessen for det sociale tillidsforhold, respekten for indgåede aftaler, er steget, er det jo adskilligt vanskeligere at tilvejebringe ved betragtningen af et historisk tidsrum. Imidlertid synes retshistorikerne at have bevis for, at det er en kendsgerning for det tidsrums vedkommende, der her er tale om (sml. pag. 406), og der er grunde, som taler for, at det nødvendigvis må ske i forbindelse med en vågnende forståelse af løftets egentlige natur og sociale funktion.

Kompensationsmidlernes stigende nøjagtighed er det let at fastslå; her vrimler retshistorien ligefrem af dokumenter.

Ved Innam af et dyr var den skadelidte i stand til at opnå en slags skadeserstatning, dette pant afløstes af mere håndterlige panter til ½ Marks beløb. I Eriks sjællandske lov bestemmes pantets størrelse ikke længer summarisk, men i forhold til skaden, vurderet af den skadelidte. Vurderer han det for højt, skal granderne bedømme skadens størrelse og derefter ansætte pantets.

Nam'ets kvantificering (Pag. 398.) er ligeledes en bestræbelse fra lovgivningens side for at fyldestgøre ækvivalente krav, en transformation i etisk retning.

Indførelsen af penge som det rene udtryk for værdien er overhovedet af største rækkevidde for kompensationsmidlernes udvikling. Men dermed er man ikke færdig, thi penge og penge er to ting. Først toges alle mønter gyldige, dernæst gjordes forskel på landgængse penge og andre. Senere duer kun »Jochimsdalere gode af form og slag, som udi stæderne til Lübeck og Hamburg gjæve og fuldt gangbare ere«.

Specificering af pantegenstandens værdi hører ligeledes herunder. Først pantsættes kun løsøregenstande. Større ting kan kun pantsættes, når værdien specificeres; og rent umulig er pantsætning i faste ejendomme uden nøjagtig bestemmelse af værdien. Grunden angives i alenmål, og der angives nøjagtig, hvad der må forstås ved »tilbehør«.

Rentens autorisation (Pag. 403) må fremdeles nævnes, thi vel havde den de facto trods alle kanoniske forbud eksisteret i maskeret form, ikke mindst benyttet af selve gejstligheden, men det var dog først efterat den offentlig var frigivet, at det blev muligt at stifte panteret i fast ejendom uden besiddelsestagelse. Det er et skridt, hvorved lovgivningen siger god for en art retmæssig kompensation, der – ganske vist forgæves – var søgt holdt nede af kirken; den slags forhold behersker man ikke med et citat af Lucas. Hvorledes dette skridt fra lovgivningens side letter afbalanceringen af de interesser, de nye erhvervsforhold stiller overfor hinanden, er udførligt fremstillet ovenfor.

Vi har her kun rekapituleret en del af det, der i det pågældende retshistoriske afsnit fandtes om nøjagtigere kompensationsbestemmelser. Vi skal endnu blot fremdrage en ting, nemlig bevisernes fuldkommengørelse. I de ældste tider kontraheredes mundtlig i vidners nærværelse (sml. pag, 401), men herved var den ulempe, at beviserne kunne forsvinde ved vidnernes død. Herfra til det skriftlige dokument er et stort fremskridt i bevisets varighed og nøjagtighed, og man ser dernæst, hvorledes man omgærder det med sikkerhedsforanstaltninger imod forfalskninger. Men man når aldrig bunden i de vanskeligheder, der lægger sig i vejen for den fuldkommen nøjagtige ækvivalens; man kan nok ved hjælp af skriftsproget fiksere nogle bestemmelser og derved give dem varighed, men man bliver af og til ubehageligt mindet om, at også sproget er et ufuldkomment redskab, der kan trænge til udvikling for at blive det nøjagtige udtryk for tanken. Også denne udvikling bliver et led i bestræbelserne for at gøre den ækvivalente kompensation præcis. Selv om man har tænkt skarpt nok, kan det være, at sproget endnu er så primitivt, at det rammer ved siden af. Et pudsigt eksempel herpå har man i Slesvigs Stadsrets udtryksmåde. Der siges først, at man skal bevare pantet som sit eget: »Eyn islick beware vromed Gud gelick synen eghenen Guderen«. Som bevis på, at denne pligt er efterkommet, forlanges, at vedkommendes eget gods skal være forkommet tilligemed pantet. Dette er en højst uadækvat måde at udtrykke den regel på, at man skal være omhyggelig med sit pant. Man vil let se, at blot og bar mangel på passende udtryksform i dette tilfælde kan føre til det ejendommelige resultat, at når den, der har pantet, af naturen er skødesløs med sine egne sager, vil han slippe for ethvert ansvar for andres.


Ahrens

Aristippos

Aristoteles

Aulard A

Bang, G.

Bayet. A.

Bentham

Bentzon, V.

Billroth, Th

Boudin

Brougham, H.

Buckle, H. T.

Burckhardt, J.

Christensen, S.

Cicero

Clarke

Comte, A.

Confucius

Cumberland

Cæsar

Dahl

Dalin, F.

Dam, A

Darwin, Ch.

Diogenes Laërtios

Epikuros

Espinas

Feilberg, L.

Feuerbach,P.A.

Fichte

Frazer, I G.

Gajus

Geill, Chr.

Gide, P.

Gizycki, G v.

Goethe

Goll, A.

Goos, C.

Grolman, K.

Grotius

Grundtvig, S.

Guiccardini

Hansen, S.

Hearn

Hegesias

Heinze

Helvetius

Hensel

Herodotos

Hesiodos

Hildebrand

Hobbes

Humboldt,W.v.

Hume

Hutler

Huxley

Höffding, H.

Ihering

Jarach, L.

Jessen, E.

Johansen,

Justinianus

Jørgensen, J. A.

Kant

Karneades

Kelly, E.

Kirchmann

Kolderup-Rosenvinge

Kovalevsky, S.

Krapotkin

Krause, K. C. F.

Kroman, K

Lafargue

Lambek, C.

Lassen, J.

Lassen, N.

Laveleye, E. de

Leibnitz

Livius

Locke

Lubbock

Lykke, J.

Laale, Peder.

Machiavelli

Matzen, H.

Mill, Stuart.

Mitschell

Montegazzi

Mortensen, Th.

Mygge, J.

Müller, P. E.

Paulsen, F.

Paulus

Platon

Pomponius

Pouchet

Prichard

Pythagoras

Rée, P.

Ribot

Romagnosi

Rosenberg, C.

Rousseau

Ruskin

Schau, H. C. V.

Scheel, H.

Sebright

Shaftesbury

Shakespeare

Smith, A.

Sokrates

Spencer

Spinoza

Starcke,C. N,

Stemann,C.L.E.

Stirner, M.

Sunesøn, A.

Tacitus

Tarde

Theodoros Atheist

Thukydides

Torp, C.

Ulpianus

Voigt

Wallace

Warming, E.

Westermark

Wharton

Wilda

Wundt

Xenohon

Zenon

1 Die Entstehung des Gewissens, Berlin 1885.

1 Kilder: Xenophon's Erindringer om Sokrates, 4. bog. Voigt: Die Lehre vom jus naturale æquum et bonum und jus gentium der Römer. Leipzig 1856. Aristoteles: Nikomacheiske Ethik, 8. og 9. bog. Diogenes Laërtios: Filosofiske historie.

1 Om Regeneration og Podning af Dyr af Th. Mortensen (Det nye årh. 1905). Th. Billroth: Die allgemeine chirurg. Pathologie etc. Berlin 1887.

2 Angribes rygraden af tuberkulose og hensmuldrer på enkelte punkter, opfører organismen til gengæld på den sindrigste måde stræbepiller og buer for at afstive bæreevnen. Truer hjertets pumpeevne med at svigte på grund af mekaniske hindringer for blodomløbet, kompenseres dette misforhold efterhånden ved vækst af hjertemuskulaturen. Særlig interessant er hos legemlig vanføre overproduktionen at selvfølelse, en ren sjælelig kompensation.

1 J.G. Frazer: Totemism, Edinburgh 1887.

1 E. Jessen: Dansk etymologisk ordbog. Kbh., 1893. Ihering: Der Zweck im Recht. Leipzig 1893.

1 Der bør dog gøres opmærksom på, at substantivet ret også har fået betydning af det juridiske "at gå rettens vej". På samme måde bruges både recht og right synonymt med lov. Men det er som anført ingenlunde stammens oprindelige betydning.

1 Sml. Aristoteles' Statslære I Del: "Hvis nemlig en eller nogle enkelte i åndelig overlegenhed og politisk dygtighed i så høj grad hævede sig over alle andre, at disse ikke kunne komme i nogensomhelst sammenligning med dem, da ville sådanne unægtelig blive uretfærdigt behandlede, hvis de sattes i lighed med andre mennesker".

1 Det. radikale venstreprogram, vedtaget på landsmødet, Odense 1905.

2 Se Note 9

1 "Omformning af straffesystemet til et forbedringssystem efter humane principper" (Af socialdemokratiets program 1906)

1 Gustav Bang: Den socialistiske fremtidsstat. Kbh. 1903.

1 Professor Dr. Georg v. Gizycki: Forelæsninger over social Ethik, overs. København 1895

1 Thomas Hobbes: Collected works.