Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
187 
Her er egnen en anden end Polen, de røde sandsletter er afløste af frodige marker, de 
store fyrreskove er nu til dels erstattet af løvskov, for det meste birk. 
Dog mødes man overalt af den samme ynkelige fattige befolkning, der hersker her en 
tilstand og fattigdom, som man først må se, før man tror det, og nu hvordan vil det gå 
de stakler efter krigen, de mister nu alt, hvad de før ejede, kvæg, korn og kartofler, 
hvor man fandt folk, er (de) nu forsvunden, de sidste rester, som kosakkerne havde 
levnet, havde vi hårdt behov (for), så længe vor bagage fik tid til at komme frem. 
Sørgelige er også vejforholdene her, det har ikke kunnet undgås andet, end vi til tider 
har måttet lide hunger eller udelukkende (måttet) leve af kartofler, ikke engang endnu 
får vi den nødvendige forplejning, men det bliver bedre for hver dag. 
Jeg har nu ikke tid mere denne gang. 
Kærlig hilsen 
din bror 
Vilhelm 
 
 
 
 
 
Postkort med Kathedrale von Noyon, vom Boulevard aus gesehen,  

---

 
188 
Noyon den 21/10 1915 
Kære frk. Schmidt! 
Så er vi atter på rejse, har ophold her i Noyon, 
hvorhen det går, ved vi ikke. Vores gode stilling 
er vi ude af, det er vanskeligt, at vi atter får det så 
godt. Min broder er vist nok falden i Rusland. 
Endnu, Gud ske lov, sund og rask. 
Hjertelig hilsen 
Søren Finnemann 
 
 
Postkort med fredelig efterårsstemning  og 
dagligliv, 
Sieverin, den 4/11 1915 
Kære frk. Schmidt. Mange tak for din pakke, som jeg modtog for et par dage siden. 
Både æbler og pærer smagte fortrinligt. Her er noget sådant, men nyt, her er der ingen 
frugttræer på markerne. Ville ønske, at tiden her må få ende, et lidt hyggeligere hjem, 
dog har vi det efter omstændighederne udmærket alligevel. 
Mange hilsner 
Søren Finnemann 
 
 
Konty d. 16.11.15 
Kære søster! 
Vi ligger for tiden et par dage i reserve, så jeg har god tid til at skrive dig et par ord. 
Først tak for pakkerne og brevet, fik i går igen 2 pakker med frugt, man føler sig nu 
langt mere beroliget, siden forbindelsen med hjemmet og alle kære er kommen 
nogenlunde i orden.  
Vi har nu fået ordre til at flytte i morgen, vi går lidt tilbage fra fronten for at tjene som 
divisionsreserve, om det nu er bedre eller dårligere, er ikke let at bedømme, men jeg 
må sige, at jeg kun ugerne forlader pladsen her. Vi havde her en sjælden god stilling 
indrettet med alle de bekvemmeligheder, man under slige forhold kan forlange. 

---

 
189 
Reserve kan ofte være meget godt, men man ved aldrig, hvor længe det varer, men vi 
vil stadig håbe det bedste, jeg har jo nu forsøgt ikke så lidt.  
I de 5 uger vi var på march, gik vi ca. 600 km frem, snart var vi foran lige løs på 
fjenden, snart som reserve, men man kan sige stadig fulgt af lykken. Ofte har jeg 
tænkt, når man efter kampen kom i ro: Hvis ikke en mægtig hånd havde beskyttet dig, 
hvor var du da? Ja, man kan sige, det er ofte et vidunder, at der ikke falder mere, end 
tilfældet er. Kuglerne krydser luften næsten som regndråber, og dog går det jo 
heldigvis ofte godt. For at du kan danne dig en mening, kan jeg fortælle, at en 
infanterist afgiver ca. 10 skud, et maskingevær ca. 300 pr. minut, når så dertil kommer 
shrapnelild, kan du nok forstå, at kuglerne falder temmelig tyk. 
Stadig lurer vi efter tegn på fred, men desværre udsigterne er endnu kun små, vi havde 
altid ventet at komme hjem til julen, men derpå komme vi vist til at give afkald. 
Jeg havde også ventet at få orlov, det kommer måske nu, når vi kommer i reserve, vi 
vil håbe det bedste. 
Så kun en kærlig hilsen 
din bror 
Vilhelm 
 
Skyttegraven den 10. januar 1916 
Kære frk. Smidt! 
Endelig er jeg kommen så vidt, at jeg kan sende dig et par ord. Tiden og ikke mindst 
sindet har været optaget af de sidste begivenheder, min kære broders død og 
julefesten. 
Den anden jul i felten er forløben. Håbet om, at vi måtte få lov at fejre denne jul i de 
kæres kreds gik ikke i opfyldelse. Nu vover jeg næsten (ikke) at håbe på nogen 
bestemt tid, det skulle da være næste jul, om jeg får lov at leve så længe. Julen måtte 
jeg denne  gang fejre i skyttegravene, på posten med skarpt ladt gevær og alle de 
moderne mordredskaber, der står til vor rådighed, for de er slet ikke så få. Kan der 
tænkes en større modsætning, disse og den indeværende tid og så julebudskabet: Fred 
på jorden! Vel næppe.  
– Men også i skyttegravene kan der fejres jul. Mange tanker vandrede mod hjemmet 
den aften; alle de juleaftener jeg har oplevet hjemme omgivet af de kære passerede 

---

 
190 
revy for det indre øje, og jeg tænkte: Hvor har vi været lykkelige, hvor har vi haft det 
godt. Først denne tid åbner rigtig vore øjne for alt det gode, der har været os beskåret. 
Og skulle det være os forundt at leve livet videre i hjemmet, så vil vi vide at påskønne 
de gode dage. - - 
Indkvartering har I vel sagtens i massevis. Rødding er også godt belagt, men vi, som 
hører til Brændstrup kommune, har ingen. Vi er ikke nogen grænsedistrikt, så vi er 
sluppen fri. Ja, du har ret, det er underlige tilstande, alt hvad der hedder mænd er i 
trøjen. Tyskland er en militærstat, militarismens svøbe svinger over vore hoveder, og 
den svier, så det forslår noget. Der er dem, der påstår, at militæret er tegn på en kraftig 
og levedygtig nation, men jeg kan nu slet ikke få det til at stemme med civilisation og 
oplysning. Vor oplyste tid, synes jeg, ikke kan forliges med dette barbari, som denne 
krig er, - 
Også jeg har ofte tænkt på, hvordan der vil se ud i vort kære Nordslesvig efter krigen. 
Vore kirker vil være slemt udtyndede, mange faldt, og nogle løb deres vej. Vil vi have 
kræfter til at holde den fremtrængende tyske kultur stangen? Det er det store 
spørgsmål. At der af denne trænger sig en hel del ind på vore enemærker, er sikkert 
nok, det undgås jo ikke. Men her er det jo ikke alene folketallet, det drejer sig om 
kommer an på, men også og ikke mindst, hvor god og rodfæstet den kultur er, som vi 
har fra Norden. Den tyske kultur har fået et fodfæste, som den ikke uden videre 
opgiver, om den over for den danske bliver den underlegne, vil tiden vise. Jeg går 
med sindsro denne kamp i møde, fordi jeg mener, at den bedste ubetinget må blive 
den sejrende, og den gode danske vil nok hævde sin stilling. Jeg er ikke blind for, at 
den tyske kultur på nogle områder står på lige fod med den danske og somme tider 
måske er bedre (noget som mange naturligvis bestrider), men hvad er så mere 
naturligt, end den sejrer? Det kan jo ikke være andet. - - 
Også på vor dør bankede sorgen, heller ikke vi blev forskånet, nu hviler han derude, 
den kære bror, langt fra sit barndomshjem, som han forlod med et tungt hjerte. Det er 
første gang, jeg mødte døden på så nært hold, og det første, der mødte mig, var denne 
knugende tanke: Borte, borte, og du ser ham aldrig mere. Ja, du kender nok de 
følelser, der behersker sindet i en sådan tid. Men Gud ske lov, vi har gensynshåbet, en 
liden stund, Gud ved hvor langt den er borte. – En rigtig hjertelig tak for dit julebrev 

---

 
191 
og pakken, for den venlige tanke, som gav sig udtryk i denne, som også gjorde sit til 
at sprede lys og glæde i denne interesseløse ensformighed. 
De bedste hilsener 
S. Finnemann 
 
Spandetgård den 9/2.1916 
Kære Tinne! 
Jeg kan så godt forstå, at du særlig i denne tid gerne vil høre lidt herhjemme fra. Jeg 
har dog ikke kunnet få mig selv samlet sammen til det en aften. I dag er det søndag, 
og 
da er det næsten noget af en tilfredsstillelse for mig at skrive lidt til dig om Søren - - 
Ja, for vore tanker dvæler dog mest ved ham; og når jeg til at begynde med skrev, at 
jeg kunne forstå, du særlig i denne tid gerne ville have brev hjemmefra, så er det vel 
netop, fordi du i de omgivelser, du færdes til daglig, ikke rigtig kan komme til at 
snakke om ham – de kendte ham jo ikke. –  
Ja, vore tanker dvæler gerne ved Søren, han var en god bror, trofast og pligt-
opfyldende som få, og du har ret i, at vi vist alle må indrømme, at vi har forsømt 
meget. Vi kunne og burde have været mere for ham – kunne og burde have bragt mere 
varme og solskin over hans liv. 
Åh, hvor lidt evner vi mennesker? Jo ældre man bliver, des tydeligere føler man, at 
man der har et stort ansvar – har mange efterladenhedssynder på sin samvittighed. Åh, 
hvor vi synder ofte og meget i de små dagligdags forhold. 
” Og ejer du et venligt ord, så sig det nu! 
Snart slettes ud dit eget spor!  
I morgen er måske på jord 
din ven ej mer ved livets bord, 
ja sig det nu! 
Hvis du kan smile varmt og lyst, så vis det nu! 
Lad dine venner ganske tyst, 
før de forlader livets kyst, 
fornemme varmen i dit bryst 

---

 
192 
- ja vis det nu.”
47
 
Men hvor ofte siger vi det og viser vi det? 
Dog også på det område, tror jeg, at Søren var i god forstand – nøjsom. Han kunne 
tage imod det lidet med tak. – Han kunne lukke op og trives derunder. Han har 
skrevet her hjem om, at han kunne stå derude ”på en ensom vagt” med hjertet fuldt af 
tak til Vorherre og til de mennesker, der stod ham nærmest. – Kan ikke vi, der er 
bleven tilbage, have lov til at søge trøst i dette? Og så give Gud, at han ikke må have 
lidt alt for meget på det sidste, så han med tak og tro har kunnet folde sine hænder og 
svinge sig op til himlen.  
Du skriver om, at vi mennesker er kortsynede. Vi gik alle med en tryg følelse af, at 
Søren skulle nok gå uskadt gennem alle farer. Der ligger noget af en bebrejdelse i 
dette mod dig selv og os. Du synes, det mestendels var synd, at det kunne juble i dig, 
da du så naturens skønhed, da du følte vårens glæde og forårets friskhed. –  
Som du ved, hører jeg ikke til de mennesker, der altid ”tænker mig det værste”. Jeg 
indrømmer villigt, at jeg havde troet og ventet, at Søren atter var kommen hjem til os, 
og jeg havde glædet mig til at høre ham fortælle om sine oplevelser, fordi jeg ved, han 
evnede at se lidt kritisk – finde kernen bag skallen og fortælle, hvad han havde set. 
Men tror du ikke Tinne, at vi bliver nødt til, og også har lov til, at sige Gud ske lov og 
tak, at vi er så kortsynede, at vi ikke kan se det, fremtiden fører i sit skød – at vi kan 
glæde os over nuet. Ellers evnede vi nok ikke at leve vort liv, og det blev vel det 
modsatte af det, vi gerne ville, det skulle være til gavn og velsignelse for os selv og 
for dem, der står os nærmest. 
Du skriver, at du sidste søndag formiddag så os samlede inde i den lille stue for også 
samlet at bringe Søren en tak. 
Hans kom uvilkårlig hjem om formiddagen, og så sang vi med hinanden om den 
”lyksalige lod at leve, hvor døden har mistet sin brod, hvor alt, hvad der blegned, 
opblomstrer på ny, hvor alt, hvad der segned, opfarer i sky” og om vidundertroen, der 
”slår over dybet sin gyngende bro, som isgangen trodser i brusende strand fra 
dødningehjem til de levendes land,”
48
 og vi søgte trøst gennem et vers som dette: 
”Sørger ej for dem, der sove 
                                                        
47
 fra engelsk ved Grønvald Nielsen 
48
 fra salmen  ”De levendes land” af N. F. S. Grundtvig 

---

 
193 
med Guds fred i gravens skød. 
De på ny skal Herren love, 
takke højt for hvilen sød. 
Ja, for sejr over døden,  
ungdomsliv i morgenrøden 
gildefærd af kongevej  
mod en sol, der glipper ej.”
49
 
Og så prøvede vi på at sige tak for, hvad Søren havde været for os og prøvede på at 
bede om, at hans død – som vi synes, hans liv har været det – måtte blive til gavn og 
til velsignelse for os. 
Så vidt jeg selv formår at dømme derom, så har døden og tanken om livet efter døden 
ikke grebet så dybt hos mig, som hos mange andre mennesker. Men jeg har følt, at jeg 
i mit liv og for mit liv havde brug for Vorherre, ikke kunne undvære dette at tro på 
ham og søge hen til ham med min sorg og med min glæde, med min bøn og med min 
tak. 
Jeg mindes, at Nutzhorn sagde ved Schrøders eller la Cours
50
 båre: ”Jo, mere af mine 
venner, der kaldes bort, des mere længes jeg efter, des stærkere vokser troen på, at jeg 
skal mødes med dem i Guds faderhjem og tale frydelig med dem til evig tid.” Lidt af 
det samme  synes jeg, jeg har oplevet nu i disse dage. 
Jeg måtte forleden aften tage min lille pige på armen. Så tog vi vor mor med og gik op 
på kirkegården til mors grav, og så måtte jeg lægge min hånd på mors gravsten og 
sige: ”Lille mor, har du nu fundet din lille dreng?” 
Ja, Gud ske lov og tak, at Søren kan leve hos os – være til gavn og velsignelse for os – 
ved sin død, gennem sin død.  
Jeg har for et par aftener siden måttet optage en diskussion med Kristiane Nohns og 
fader om dette emne. De ville ikke gå ind på denne tankegang. Jeg synes, det er ret 
sagt, netop som Alfred Povlsen
51
 giver det udtryk i nogle få linjer i Højskolebladet 
med henblik på krigen og på sønderjydernes stilling: 
”Der er opdragelsesmidler, som mennesker ikke tør bruge, men som utvivlsomt 
anvendes af Gud. Hertil hører ventetiden. Den kan ave selvrådighed, utålmodighed og 
                                                        
49
 salme af N. F. S. Grundtvig 
50
 lærere fra Askov Højskole, hvor flere fra Smidt-familien havde gået 
51
 højskoleforstander på Ryslinge højskole 

---

 
194 
trods. Den kan bringe selv et højrøstet menneske til tavshed. Den kan gøre et oprørsk 
menneske stille, blid og lydig. Hvis den ikke slukker længslen og fører sjælen ind i 
det frygtelige resignationens land, hvor alt håb lades ude, da fostrer den de rene og 
hellige følelser, de store forventninger, den urokkelige tro.” 
Så en kærlig hilsen fra Karen og din bror  
Peder. 
 

---

 
195 
 
 
Heller ikke den tyske stat var klar til at slippe Søren. I marts 1916 modtog Herrn 
Rentier W. Schmidt in Spandetgaard skriftlig besked om arveskat og skulle betale 140 
Mark inden 10. april.  

---

 
196 
 
Konty d. 29.9.1916 
Kære Tinne! 
Tak for æblerne, som jeg modtog i går. Du får undskylde, at jeg har ladet vente så 
længe på mig denne gang, vi var jo en tid lang på rejse her i omegnen, nu er vi jo igen 
i det gamle kvarter, men har haft meget travlt med at indrette os til vinter. Det bliver 
vel sådan, at vi må forberede os på at holde vinteren ud her, hvad så foråret vil bringe, 
må vi jo afvente. Vi har os nu også godt indrettet derpå, hele dækningen er blevet 
ombygget, den af os anlagte elektriske central leverer os et herligt lys, en ret 
behagelig afveksling fra stearinlys, som også kun blev leveret ret sparsom, så vi ofte 
har måttet tilbringe aftenen i tusmørke. 
Ja, jo længere krigen varer, des mere behagelig bliver opholdet her, vi forstår selv 
bedre at indrette os, og også fra forvaltningens side sørges der for, at livet bliver gjort 
os så behageligt som muligt. Nu ligger vi også et helt år på samme sted, så vi har haft 
god tid til at indrette os. Men forfærdelig ensformig og langvarig kan du jo nok forstå, 
der bliver for os, ofte når man skuer frem i tiden uden at kunne finde den mindste tegn 
på, at en afslutning nærmer sig, kan man næsten fortvivle, særlig i den sidste tid, da 
forholdene mellem Tyskland og de nordiske lande syntes så spændt, at det kunne 
briste, hvornår det skulle være, og dermed krigsskuepladsen flytte til vort kære 
hjemland, var jeg ofte ved at tabe modet; men ellers er sædvanlig humøret godt, den 
ene hjælper den anden, og var det ikke tilfældet, var livet her uudholdelig i længden. 
Ellers er der ikke noget nyt at fortælle denne gang, kompagniet ligger for tiden i 
reservestilling, det er i det hele forholdsvis rolig her på egnen. En tid lang frygtede jeg 
altid for, at vi kom bort herfra hen til en mere urolig egn, men nu begynder vinteren jo 
allerede at lade sig mærke, så nu vil jo snart det hele gå over i skyttegravskrig igen. 
Det er forfærdelig som kampene har været mod vest i den sidste tid, da kan man prise 
sig lykkelig, at man ligger i en god og rolig stilling og har ingen grund til at klage, om 
det også bliver noget ensformig og langvarig.  
Kærlig hilsen 
din bror 
Vilhelm 
 

---

 
197 
Dette er familiens sidste bevarede brev om 1. verdenskrig og Sørens død. Livet og 
krigen fortsatte. Det samme gjorde listerne over døde og sårede. I 1916 var det ikke 
til at se en ende på krigen. Trods sorg, savn, ødelæggelser, frygt, uvished, afsavn, tab, 
lidelser og grufuld umenneskelighed fortsatte også menneskenes utrættelige lyst til 
livet, til hjælpsomhed og forsøg på at indrette sig under de givne forhold  og til at 
prøve at give det grufulde en slags mening. 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

---

 
198 
 

---

Document Outline

• ‎H:\Personer fra mailkontakt\Mariane Blume Aarhus\Det tunge budskab.docx‎