Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
178 
Her drister vi os nu til at regne med, at vi kan komme hjem til vinter, men vi kan jo 
blive skuffet, det er ikke første gang vi har gjort en forkert regning i den henseende, 
men engang må det jo komme. 
Man skulle synes, der er flydt blod og tårer nok i de sidste år, og for hver dag, der går 
bliver krigen mere grufuld, og hvem ved, hvad mordapparater der endnu kan 
opfindes. 
Hjemme kører Margrethe jo også forfærdelig rundt i det hele alene, som hun står med 
det hele, min orlov går jo nok også fløjten nu, jeg var jo ellers gerne taget en lille tur 
hjem og se de kære derhjemme nu engang efter at have været borte i 7 måneder. 
Du får nu nøjes for i dag, jeg skal på vagt. 
Kærlig hilsen 
Vilhelm 
 
 
En telefoncentral, som vi har dem ude i skyttegravene tegnet af en 
landstormmand 
 
Feldpostkarte geschrieben den 13.8.1915 
Kære Tinne! 
Ville egentlig skrive brev, men kommer stadig ikke så vidt, så du må i dag nøjes med 
et par ord, jeg vil da skrive lidt mere en af de første dage. Fra frk. Huttenhoff fik jeg 
en fin dejlig saft sendt i sidste uge. Vil du takke hende for hendes venlighed, desværre 
var proppen gået løs, så jeg fik grumme lidt af indholdet. Jeg har det ellers som vanlig 
rigtig godt, lever stadig under de samme rolige forhold som altid. Min orlov er blevet 

---

 
179 
afslået, så jeg må nu vist finde mig i at holde ud her til enden, forhåbentlig varer det 
ikke alt for længe, det er vor eneste tanke og håb, at vi snart kan få lov til at komme 
hjem og være sammen med vore kære. 
Kærlig hilsen 
din bror 
Vilhelm 
 
Spandet d. 15. august 1915 
Kære søster Tinne! 
Tak for fødselsdagspakken med det dejlige frugt og tak for fødselsdagsønskerne, men 
først og fremmest, Tinne, tak for, at vi trods forskellig syn og opfattelser stadig 
gennem dine breve og tanker kan mærke, at du trods alt er stadig en af vore, ja tør jeg 
sige, af de bedste. Tak og for digtet, du engang har sendt Mariane, og som jeg er så 
glad for at læse. 
Ja, du har ret, det ser tit så fortvivlet mørk ud, og hvornår og hvordan bliver enden? 
Hold efter hold, gamle og unge må af sted. Hver eneste dag (er der) en række navne i 
bladene af døde og sårede, tit læser man navnene så mærkværdig ufølsom, ved dog at 
hver en er et slag, en sorg, tit endog så stor og gribende – eneste søn – fader til en stor 
flok børn osv. –  
Hvor er krigen dog brutal og hård, og hvor gør den folk hårde og ufølsomme, det er 
egentlig kun, når det ret trænger en ind på livet, som da budskabet kom om bror 
Søren, at man ret føler, ret gribes af det grufulde, som dog hver eneste dag bringer 
bud om.  
Der kommer uvilkårlig tanker op i en, hvor er vi mennesker (masserne) dog for usle 
trælle – på kommando jages millioner ud til det vildeste myrderi, verden endnu aldrig 
har oplevet, og hvorfor? Vi forstår det ikke, men for mig syner det, som om der ad 
kunstig vej er skabt en stemning, et had mellem folkene. Man skulle synes, jorden var 
stor nok, plads nok til alle, og var de milliarder (for krigen er sikkert nok nærmest en 
kamp om magt, penge, brød) , som krigen til dato har kostet, anvendt til kulturelle 
eller sociale spørgsmål, ja da kunne alt nød, alt savn, alt hvad penge kunne udrettet, 
være afhjulpet for lange år. Der skal år, ja mange år til, før de sår, som krigen allerede 
har skabt, kan læges, og desværre, det ser ud til, at der er langt til enden endda. 

---

 
180 
Ja, og hvad så? Det er det store spørgsmål! Jeg ved ikke, men er tit bange for, at vi har 
endnu det værste tilbage, især for vort lille hjemland. Kan vi endda blive forskånet for 
krigens rædsler. 
Jeg har været på besøg i Danmark, og så vidt jeg kan skønne, er der absolut ingen 
stemning for at blive blandet med i det store opgør. Jeg tror, at der er den ærligste 
vilje til at blive neutral. Men der arbejdes jo sikkert nok overalt på at få mere og mere 
med, og man ved aldrig, hvordan det kan forme sig, inden det grufulde skuespil får 
ende, og vi er som grænseboere jo udsat, måtte vort lille land endda forskånes for 
dette. 
Ja, freden længes vi efter herhjemme. Fred længes de efter derude i skyttegravene. 
Fred længes vore gamle rhinlændere, landstormere efter, men hvordan vil freden 
blive, og hvordan vil livet forme sig derefter? Freden må jo dog komme engang, men 
på hvad måde, det måske skulle gerne være en fred, der borgede for, at sligt ikke 
gentoges mere, ------------- 
Ja, det emne kan trækkes langt ud og kunne langt bedre drøftes mundtlig, nu får du 
nøjes med det, du kender og nok tankerne. 
Peder er jo hjemme, men det leder mod enden med hans orlov, og det vil nok blive 
svært at komme af sted igen, ikke så lidt, ellers lader det endda til, at han tager det så 
temmelig med ro, bedre end man skulle have ventet. Familien var jo samlet i går 
aftes, og kan jeg hilse. Måtte vi nu næste år, vi 5, som er tilbage, sammen med gamle 
far samles den 14. august i gode, fredelige tider, det skal være en af mine egne 
fødselsdagsønsker. I dag har vi og haft fødselsdag, da er Maren 13 år. Ja, tiden går. –  
Høsten er til dato vanskelig. Efter en 5 ugers regnperiode havde vi sidst i forrige og 
først i denne uge ret godt vejr, og folk fik travlt med at høste. Torsdag middag skulle 
det overalt gå løs med indkørsel af rug. Vi fik 1 læs, og sådan gik det de fleste, da fik 
vi pludselig stort tordenvejr med øsende vand, og kan vi sige, at indtil middag i dag 
har det nu regnet uafbrudt i 3 dage. Så vi er ved at blive utålmodige. 
Nu slut 
Venlig hilsen fra os alle 
Hans 
 
brev poststemplet den 23.8.15 Bahnpost Zug 37 Oberjerstal - Toftlund 

---