Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
169 
Brev poststemplet 9.6.15 Bahnpost Zug 30 Oberjerstal - Toftlund 
Kære Tinne! 
Endelig i dag blev det til alvor med at skrive. Jeg har truet længe dermed, men der er 
altid blevet sent om aftenen. Ja, Peder kom igen efter en dags rejse til Hamborg og har 
fået 14 dage endnu. Det lader til, at han har fået haft held med, at han kom til 
Hamborg. Ville har det ikke så roligt mere, har efter de sidste breve været på 
anstrengende marchture. I de sidste dage har vi ikke hørt, ved ikke om der har været 
brev i dag. Margrethe har for tiden en Feldwebel Leutnant i kvarter. Han har lovet at 
skrive en ansøgning om orlov for ham. Det kunne hårdt trænges til, at han kom hjem 
og hjalp lidt til rette med pengesagerne. Det er ikke let for hende at få det ordnet med 
de gamle regninger, men alt dette gik jo endda, når man blot kunne se en ende. 
Der bliver jo også her stadig flere indkaldt. Bojsen, Henrik og Kresten Varming fik 
ordre for en 14 dage siden. Henrik og K. Varming kom jo dog igen, men Bojsen blev 
sendt til Königsberg og har derfra skrevet hjem på tysk. Det er trist at tænke sig, da 
Ane ikke kan forstå et eneste tysk ord, og Bojsen naturligvis heller ikke kan skrive 
meget. Malerens er også taget over grænsen. Han lå i Slesvig og var færdig at komme 
af sted til fronten. Han var hjemme for 3 uger siden, - søndagen efter rejste konen 
over grænsen med pas, det hed sig, at hun ville hjem til sin far. Besætningen blev 
solgt. Dagen efter rygtedes det, at maleren også var borte. Uniformen havde han ladet 
ligge i sit hjem.  
Fra Nohns har vi haft et kort på udflugt til Himmelbjerget i bil. Hans og Lise var 
sidste søndag ved grænsen (for) at holde snak med Jens og Ingeborg, det kunne godt 
tillades. Hans har senere prøvet det i denne uge, da han skulle tale med Jens om en 
karl til Peder, da gik det ikke, der var en Feldwebel, som ikke ville give tilladelse. 
Den lille Marthe på Nørmarken er død af hjernebetændelse og blev begravet i går. Vi 
er ikke kede af, om du kommer lidt før i år, her er nok at bestille rundt omkring. Vi 
har fået støtter hjem til poderne i mejerihaven, de gror godt, men formen vil vel ikke 
blive så god, som den skulle. De skulle måske også beskæres, men det har jeg jo 
ingen forstand på. Far mener, vi må hellere vente med at sætte støtterne ved, til du 
kommer hjem, hvis det ikke bliver for sent, at vi kan få det gjort før vinteren. Vi har 
nu udmærket smukt vejr, når det vil holde sig, kan det jo ikke vare så længe med 
høsten. Far har i eftermd. været på jagt og skudt 3 agerhøns. Vi fik ham til at tage 

---

 
170 
jagtkort, da der jo er meget vildt i år, og det kniber jo med at få noget til alle de 
soldater, og værre vil det jo blive til vinter. Vi har mange kartofler, og gulerødderne 
er også udmærkede, da regnen først kom, groede alting godt. Æbletræerne gror også 
efter vor mening godt, men det kan jo nok være, at du havde ventet det bedre. 
Græskar og agurker bliver der ikke meget af her omkring. Af kål havde jeg mange 
plantet, men der kom orm ved roden, og mange væltede. Hvad der blev tilbage, er 
ikke så dårlig.  
Peder og Karen er i dag i Fæsted, der er kommen en dreng mere, det går rask. Ma 
Lille Grethe kan nu begynde at gå et par skridt selv, men hun er jo også snart år, nu 
den 21. holder hun fødselsdag. Margit løber jo vældig omkring nu.  
Nu får jeg holde op, da jeg skal til at lave mellemmad til Feldwebelen. Så blot en 
kærlig hilsen fra os alle her, også fra Kasse om du snart kommer hjem og sover i lille 
Karnes seng, han er så stor, så du kan vist ikke kende ham.  
Mariane 
 
Skyttegraven d. 1. juli 1915 
Kære fader! 
Egentlig burde jeg jo meget oftere skrive til eder, men jeg har jo stadig regnet 
med, at I omkring daglig har efterretning om mig gennem Margrethe, dog vil jeg 
denne gang sende dig og Mariane et par ord. 
Jeg lever jo heldigvis under de samme rolige forhold kun med den forskel, at vi nu har 
meget stærk varme og tørke med sandfog og insekter i tusindvis i stedet for kulde, is 
og sne i vinter. Varmen kan vi holde længe ud, så længe vi kan holde denne rolige 
stilling, den er langt fra så generende som kulden, vi måtte lide i vinter. 
Fjenden er også meget lettere nu, mens vi i vinter måtte trække på vagt 2 timer ad 
gangen med 2 timers mellemrum, kan vi nu nøjes med at stå vagt 2 timer for hver 14 
timers ro. Det skyldes til dels de lyse nætter, men først og fremmest at stillingen nu er 
bleven meget forstærket. 
Deraf kan I jo se, at vi egentlig står noget ud, først og fremmest har vi jo nu været 
skånet for krigens rædsler i over 4 måneder, d. 26. febr. havde vi den sidste kamp, 
siden den dag har kompagniet ikke haft et eneste tab, der er heller ikke udsigt til, at 
der forestår os noget i den første tid.  

---

 
171 
Skønt jeg jo for så vidt har meget at takke for, at jeg har truffen det så heldig, har jeg 
dog kun (det) ene ønske, at det snart må være forbi med denne skrækkelige, alt 
ødelæggende krig, det er de samme tanker og ønsker, som daglig drøftes af os herude, 
og jeg kan så levende tænke mig, at det også hjemme hos jer er den stående emne. 
Egentlig tror jeg, at I derhjemme lider langt mere af den knugende uvished end vi, 
som er her ude i den stadige tummel, vi bliver med tiden så vant til at svæve i fare og 
stoler på, at den Gud, der har ført os herud, også vil beskytte os mod de farer, vi 
møder, man er så besjælet af den tillidsfølelse, at man egentlig ikke mærker noget til 
angst, man kan næsten stå og betragte projektilernes sprængninger og høre kuglernes 
syngende lyd med en ro, der næsten grænser til ligegyldighed i al fald for manges 
vedkommende.  
Så slut for denne gang 
eders 
Vilhelm 
 
Rusland d. 9.7.15 
Kære søster! 
Sender dig min hjerteligste og bedste lykønskning til fødselsdagen, det lyder 
næsten lidt mærkelig under de nuværende forhold, jeg vil også begrænse mig til at 
ønske, at det kommende år, som du nu går ind i, må bringe roligere tider, det er jo 
næsten alt, hvad man kan ønske sig for tiden, og når først alt igen er i sine rolige vante 
gænger, vil også nok lykken blomstre igen, måske mere end nogensinde før, mangen 
en har først nu gennem krigen lært at indse, hvor godt vi egentlig har haft det, og med 
hvor lidt man kan nøjes, når det forlanges. 
Ja, Kasper har jo også snart fødselsdag, jeg kan slet  ikke rigtig begribe, at han 
allerede er 3 år, hvor tiden blot går hurtig, før man rigtig ser sig om, hører vi snart til 
de gamle og kan tage på aftægt. 
Ofte når man tænker tilbage til de gode gamle dage, da vi legede som børn hjemme i 
vort kære hjem, kommer også tankerne om de forandringer de sidste 10 år har bragt i 
familien, både lykke og sorg, meget har vi sikkert alle følt af begge dele, nu til sidst 
det sørgelige budskab om Sørens død, skønt det man jo stadig må være forberedt på 
slige budskaber i denne tid, kom det mig dog så pludselig, så uventet. 

---