Nturlig Ret. På grundlag af ækvivalent kompensation

OTTENDE KAPITEL

Rettens og statsmagtens forhold til ækvivalensprincippet.

Retten er indbegrebet af de i en stat gældende tvangsnormer«, definerer Ihering. Hvis denne definition er udtømmende, vil ret og moral ikke have mindste berøringspunkter, og det vil være meningsløst at knytte en undersøgelse af rettens ejendommeligheder til de forudgående moralfilosofiske overvejelser. Når vi, skønt vi går ud fra, at definitionen udtrykker noget rigtigt, ikkedesmindre optager en sådan undersøgelse, er det ud fra den antagelse, at tvangsmomentet ikke leverer os den fulde forståelse af rettens væsen; ganske vist bestemmer tvangen overalt den form, hvorunder retssætningerne optræder i livet, men indholdet finder vi jævnlig præget af det princip, der også stod bagved alle virkelig moralske sætninger, nemlig ækvivalensprincippet.

Såre langt fra, at ækvivalensprincippet i samme grad gennemtrænger rettens væsen som moralens! En herskende tvangsmagt må ganske naturligt bestemmes af andre formål og andre principper end dem, der spontant skyder op af menneskenes indbyrdes frie samliv; men helt frigøre sig fra det kan i længden ingen retsordning, var end dens ophavsmand den mest despotiske enevoldshersker. Højst blandede interesser krydses og afsætter deres spor i retten, så at der fremkommer de særeste sammenblandinger af ækvivalenshensyn, personlige og andre begrænsede interesser, kompromis'er af

den mest indviklede art. Skønt retssætningerne overalt håndhæves ved magt, ofte af brutale og egoistiske magthavere eller dominerende klasser, tvinger samlivs- og samerhvervshensyn med uimodståelig magt hist og her ækvivalensmomenter ind i deres indhold, anerkendte moralske sandheder øver deres pres og bringes delvis til gennemførelse. På denne måde, gennem dette fælles princip, får retten i al fald delvis en organisk sammenhæng med moralen, og denne på sin side belyses kun fuldtud ved skyldig hensyntagen til de retlige forholds udvikling.

Set fra juristens stade er det væsentlige ved retten statsmagtens håndhævelse af dens sætninger ved hjælp af sit tvangsmonopol. Moralfilosoffen analyserer rettens indhold og søger efter ækvivalenshensyn, idet han der genkender noget med sin specielle disciplin beslægtet. Det skal dog ikke hermed være sagt, at rettens væsen for alle retsfilosoffer er udtømt med begrebet tvang. Ihering føjer andetsteds supplerende til: retten er indbegrebet af de ved ydre tvang gennem statsmagten sikrede livsbetingelser for samfundet, i videste forstand af ordet, og Goos forstår ved ret »den ordning af menneskelige livsforhold, der er sædelig egnet til at hævdes ved magt«, men ser man nøjere efter hvad disse formuleringer indeholder, viser det sig, at noget rent etisk element hentyder de ikke til, (tiltrods for at ordet sædelig nævnes i den ene). Ved samfundets livsbetingelser forstår Ihering nemlig »ikke blot fysisk tilværelse men ære, frihed, nationalitet osv.«, og for Goos omfatter ordningen af de menneskelige livsforhold, der sigtes til, bl.a. omsorgen for såvel den ideelle som for den materielle kultur. Disse forfattere finder altså i rettens væsen visse formål, som de betegner på beslægtet måde, men som ingenlunde har noget direkte med moralens formål at gøre. Felix Dahn optræder endog imod den anskuelse, at tvangsmomentet er det væsentlige ved retten: ikke enhver ordning synes os »ret«, men kun en fornuftig c: svarende til vort retsideal; ret og moral er begge »fredsordninger af fornuften«; ikke enhver fredsordning er ret, men kun den fornuftige c: den af fællerne for fornuftig ansete, i al fald fornuftig, for så vidt man anser den for et mindre onde end anarki. I denne betragtning skjuler sig åbenbart en ulykkelig følge af, at ordet ret er fællesgods i den moralske og den legale sfære, thi ellers kunne det ikke påstås, at en bestående legal ordning, for at den i vore øjne skulle have karakteren af ret, skulle godtgøre sig ved at stemme overens med vore idealer (etiske) om ret. Endvidere ligger der den misforståelse gemt, at en anerkendelse »fra fællernes side« overhovedet skulle være en nødvendig forudsætning for rettens eksistens; vi skal i det efterfølgende se, at om noget sådant kan der slet ikke være tale, hele forestillingen om overenskomst og anerkendelse er en teori, man har lavet af falsk trang til at idealisere rettens væsen. Det ene afgørende for rettens eksistens er, om statsmagten har evne til ved tvang at håndhæve sine påbud, ikke om formålene anerkendes eller billiges som fornuftige. Derfor forbedrer Dahn ingenlunde Iherings definition ved at indskyde, at det, retten går ud på at fremme, skal være anerkendte sociale formål. Ukas'er, der f.eks. udstedes i Rusland angående militærspørgsmål, behøver hverken at være anerkendte eller sociale for at blive gældende ret. At forfatteren idelig sammenblander de to betydninger af ordet ret, viser følgende udtalelse: ikke tvang alene udgør retten … magt har også djævelen! javel, men hvad andet end moralske fordomme skulle bringe os til at frakende de bestemmelser, Hs. satan. Majestæt udsteder i sit domæne, karakteren af (gældende) ret.

Vi har set, at der i rettens formale side, tvangen, som ikke i fjerneste måde lader sig bortdisputere, ikke er det mindste med moralen fælles. Vi har set nogle forgæves forsøg på at dokumentere slægtskabet ved at henvise til visse sider ved dens indhold og formål. Før vi fortsætter vor analyse af indholdet, må vi spørge: gives der overhovedet noget konstant, karakteristisk fællestræk i rettens indhold? Når man ser bort fra de tilfældigheder, tid og sted nødvendigvis må medføre, findes der så nogen uforanderlig tendens? Der henvises i reglen til, at visse love kommer atter og atter igen hos alle folkeslag (jus gentium), hvilket altså skulle betyde, at der er visse formål, som atter og atter må realiseres gennem lovgivningsbestemmelser. Spørger man retsfilosofferne hvilke disse formål er, får man ganske almindelig svaret: sikringen af de nødvendige vilkår for samfundsliv.

Hvor korrekt og overvældende vigtig en sådan udsondring af et bestemt lovgivningsområde som dette end er, kan den imidlertid ikke tjene til at idealisere hele retsvæsenet;, det er ganske uberettiget at pille denne gruppe ud og gøre den til type for det hele. Man finder ikke en fællesbestemmelse for a, b, c, d og e ved at skyde d og e ud; man må netop tage alle temporære, lokale, lunefulde retsbestemmelser med, og man vil da tvinges til at indrømme, at lovgivningen har haft og har mange andre formål end at tjene samfundets vitale interesser; her spørges jo slet ikke om, hvilke formål lovgivningen bør have.

For at indse rigtigheden heraf behøver man blot at spørge: hvem giver lovene? har det altid været samfundet selv, er den organiserede statsmagt eet med samfundet, selv om den er fremgået deraf? er selv i den mest demokratiske stat majoriteten = hele samfundet? Falder de herskendes interesser nødvendigvis sammen med de beherskedes? Det ville være naivt at antage noget af dette. Selv om der er enkelte fællesinteresser for de herskende og de beherskede, kan de kun delvis give sig udslag i lovene, de kan i al evighed ikke blive enerådende. Selv om man betragter en selvstyrende stat, der dog må antages at have de største chancer for en lovgivning i favør af fællesinteresserne, vil disse ikke kunne undgå at krydses og indgå kompromis'er med særinteresserne. Lovgivningen vil bære tydeligt præg af sin oprindelse af væsentlig forskellige formål, der vel i store træk kan klassificeres således: 1) love, der sigter på direkte forbedring af de styrende personers egne kår (forhøjelse af gager, diæter, uddeling af fribilletter og andre særrettigheder etc.); 2) love, der sigter til at opretholde tillidsforholdet mellem de styrende og den klasse eller den egn, der har valgt dem (visse skatteomlægninger, toldomlægninger, enhver art klasselove, jernbane gennem den og den egn etc.); 3) love, der vil sikre hele samfundets vitale interesser, (tuberkuloselove, de fleste love på obligationsrettens område etc.).

Denne sidste klasse love er det, de idealistiske retsfilosoffer har plukket ud og betegnet som typiske. Men de er langt snarere efter deres natur henviste til at komme i bunden; der vil være tendens til at indskrænke dem til et minimum, da deres realisation begrænser de to førstes; kravene på disse vil føles mere presserende, og ansvaret for at de forsømmes ikke blive så ligeligt fordelt, som hvis de sidste udskydes. Imidlertid kan de ikke helt tilsidesættes, fordi et sygnende samfundsliv i det lange løb også vil suge næring fra dets beherskere.

Blandt den tredje gruppe finder endelig også de plads, der særlig interesserer os på grund af deres slægtskab med de moralske principper. Det er ikke dem alle, der kommer i betragtning, således ikke de, der har samfundets fremgang og blomstring til umiddelbart formål (som f.eks. den nævnte tuberkuloselov o.lign.), disse formål har vi ikke kunnet anerkende som strengt etiske; derimod de, som fremtvinges af ækvivalenshensynet, det hensyn, der overalt og til alle tider må ske fyldest, hvor social samvirken skal kunne bestå; altså love, der regulerer kreditors og debitors, købers og sælgers indbyrdes forhold o.lign.

Denne korte anvisning til at spørge: hvem giver lovene, og hvilke interesser er naturlige for lovgiverne? turde være vejledende til belysning af rettens formål, forsåvidt som den flygtigste undersøgelse vil vise, at den enkelte lovs indhold ikke nødvendigt går ud på at sikre fællesinteresserne og end mindre behøver at rumme det etiske element, hensynet til den ækvivalente kompensation. At dette princip desuagtet, skønt retsvæsenet som helhed er at betragte som et tvangsapparat i hænderne på nogle herskende, har kunnet vinde indpas i lovene i nævneværdig grad, skyldes dets fuldkomne uundværlighed for samfundet, og det hører til retshistoriens interessanteste studier at eftergå, hvorledes herskermagten, for overhovedet at kunne gøre sig gældende, har måttet begynde med at gøre indrømmelser til det; ligeså interessant som at se, hvorledes den samme herskermagt, når den først er blevet fast i sadlen, idelig gør forsøg på at slippe udenom for at forfølge sine specielle formål. Spørgsmålet om der gives et konstant fællestræk i rettens væsen som sådant c: når vi undersøger samtlige lovbestemmelser, må altså besvares således, at det findes der ikke, dertil er de retlige sætningers oprindelse for heterogen, men der gives visse principper, som i længden ikke lader sig eliminere fra det samlede retlige gebet.

Kampen mellem disse forskellige indflydelser på lovgivningen vil man som sagt få det tydeligste indtryk af, når man studerer visse faser af retshistorien, og det vil derfor i det følgende blive forsøgt at fremdrage de hovedlinier i rettens udviklingshistorie, som det kommer mest an på, når det gælder at belyse rettens og moralens (ækvivalensprincippets) indbyrdes forhold. Det er skandinaviske og germanske forhold, fremstillingen især støtter sig på, men iøvrigt kan der i andre folkeslags retsudvikling findes analogier til de fleste af de fremdragne udviklingstrin.

På det første trin, hvor statsmagten overhovedet ikke har uddifferentieret sig, gives der ifølge sagens natur hverken retsbestemmelser eller straffe. (Ret er ovenfor defineret, straf vil blive det i det følgende; begge har en statsmagt til forudsætning). Selv efter at den er begyndt at fungere temporært, varer det længe, før den blander sig i individernes indbyrdes forhold. Når staten ingen magt har til at straffe, er frygten for den fornærmedes eller hans families hævn det eneste værn mod forurettelser. At retsbegreber overhovedet opstår, ligger i forhold, der er oprindeligere og konstantere end samfundenes tilfældige organisationer.

Således er striden en konstant faktor. Den biologiske kamp mellem organismerne afspejler sig i menneskelivet som en psykologisk tendens, en primær, aktiv hang til at brede sig, til at dominere og underkue. Dybere end alt andet i menneskelivet findes, som Hobbes siger, tendensen til at træde i vejen for hverandre, holde hverandre nede, triumfere over hverandre, gøre hverandre til latter, ydmyge hverandre. Intet er falskere end at tro, at når man har stillet folk på den samme fod, vil alt blive godt, thi den inderligste attrå i menneskelivet er at hæve sig op over sin næste. En anden hyppig grund til strid er at menneskene begærer de samme ting, som de hverken kan nyde i fællesskab eller dele. Den stærkeste må altså have det. Mit opfattes som det, der ligger indenfor mit magtområde, men et magtområde hævdes kun ved at vise tænder. Da magtsfærerne idelig krydses, sker der og må der ske idelige voldshandlinger, ledsaget af triumffølelse og skadefryd.

Hvorfor ethvert indgreb i en mands magtsfære naturmæssigt kræver kompensation, er det næste trin, der kræver forståelse. Hævnen giver sig objektivt udslag i reaktiv handling og nydes subjektivt som oprejsning (af hvad art den regeneration er, som herunder må foregå i beskadigede nerveceller, er det foreløbig omsonst at spekulere over). Da hævnens formål er genoprettelse af den krænkede magtbevidsthed, involverer den – om end in nuce – en rå, i begyndelsen måske ubevidst vurdering af den lidte skade og omfanget af genoprejsningen. Man ser denne vurdering efterhånden antage kvantitativ eller numerisk bestemthed. Idet man betænker en dræbt persons værd, er det ikke sagt, at man finder tilfredsstillende oprejsning i drabsmandens død alene. Hørdis' mord på Island må kompenseres med drab af 24 mennesker. I den nyere Gulathingslov forordnes, at hvis en krænket mand, der er nødt til at hævne sig selv, fordi han ikke på anden måde kan få sin ret, tager en hævn, der er større end forseelsen, skal dette overmål anslås efter et skøn. Her er altså antydning af en talio-beregning. De to omstændigheder, at slægten deltager i blodhævnen, og at forsætlige og uforsætlige handlinger i flæng kræver hævn viser, at det første og vigtigste hensyn er genoprettelsen af prestigen; at straffe eller ave er et hensyn, der ikke i første række er bestemmende.

»Germanen«, siger Wilda¹, »ville agtes og frygtes det mest mulige som en tapper, mægtig mand. Sin person og sine goder havde han derfor omgivet ligesom med en vold, som ingen turde vove at gennembryde, som han stedse vågede over med en vis skinsyge, der også lod ham finde et angreb på sine rettigheder og tilsidesættelse i mindre forsætlige handlinger … og da retsinstitutionerne for at sætte skranke for vold lige så meget tilstræbte de hævnsyges, vredes tilfredsstillelse som straf af de forbryderiske, følger deraf hvorledes ikke-skylden i den gammelgermanske ret kunne have følger, der ikke synes os berettigede.

Blodhævnens overgang til kompensation med løsepenge er et udviklingstrin, der fortjener den allerstørste opmærksomhed. Spørger man om grunden til dette mærkelige skridt, finder man den væsentlig på følgende to punkter. Faren fra udvortes fælles fjender gør, at der fra stammens side øves et pres på de stridende familier. Det kan ikke tåles, at de ødelægger hverandre ved endeløse, gensidige drabshandlinger; der behøves alle de våbenføre mænd, som kan skaffes. Som følge deraf går opfindsomheden i retning af at finde midler til at forsone den forurettede part. Vagt og konturløst skimtes de første spor af en magt, der repræsenterer fællesinteressen. Man finder dette middel i penge eller andre økonomiske værdier. Den anskuelse vinder indpas, at erstatning lige så godt kan opnås ved at man aftvinger modparten en del af hans ejendom som ved at tilføje ham fysisk skade, og det viser sig, at man kan opnå lige så stor ligevægt i sindet ved denne fremgangsmåde. Man appellerer til den vågnende havesyge, noget der forudsætter en vis kulturudvikling.

Fører dette da ikke bort fra det strenge kompensationsprincip? Efter hvad der ovenfor er sagt må der ved kompensation forstås en kvalitativ og kvantitativ udligning. Men man vil let indse, at en råt opfattet; jus talionis i reglen vil føre langt bort fra dette mål. Hvis en fjende afhugger min venstre hånd, giver jus talionis mig ret til at afhugge hans venstre hånd til gengæld; men dette vil åbenbart være en tarvelig oprejsning, ifald jeg er violinspiller og han kontorist. Desuden støder den bogstavelige opfyldelse af jus talionis i praksis ofte på uovervindelige vanskeligheder. Hvad skulle den i grunden gå ud på som følge af et voldtægtsforsøg? Indfører man derimod en værdiudligning, indskyder man en værdienhed, som skade og erstatning kan måles med, vil kompensationen i mange tilfælde både være lettere at gradere og mere praktikabel. Vi har her et fremragende eksempel fra den førretlige periode på hvorledes moralen transformeres. Den drivende kraft er en af den gængse sociale opførsel fremkaldt nødstilstand; krigsfaren udefra gør det nødvendigt at indskrænke de idelige familiefejder; nøden fører her som altid til en opfindelse, et kulturfremskridt, der går ud på en mere fuldkommen måde at opfatte begrebet erstatning på, og vel at mærke en måde, der på det nærværende kulturtrin er realisabel og har betingelser for at vinde anklang (det kunne ikke ske i den primitive jægertilstand; det forudsætter fast ejendom og en vis grad af havesyge). Resultatet bliver fredeligere tilstande, overenskomster fortrænger delvis fejderne, de reaktive hævnanfald modvirkes af en opinion, der med voksende styrke kræver rolige, nøjagtige vurderinger af den skete skade.

En mildere tilstand er indtrådt! Fredeligere forhold råder, koldt overlæg kræver tid, og tiden får bugt med den impulsive sindstilstand. Det hele synes at tyde på et afgjort fremskridt i moral.

Imidlertid må man være forsigtig med brugen af udtryk som fremskridt i moral. Hvis skylden udmåles nøjagtigere, og tilbøjeligheden til at afvikle den stiger, kan disse to ting noteres som utvivlsomme moralfremskridt, og der er ingen tvivl om, at den omtalte værdiberegning har bidraget i al fald til fremskridt i førstnævnte henseende. Hvis den også har bidraget til ordning af gensidige interesser ved overenskomst fremfor voldeligt overgreb fra den ene parts side, betyder også dette en art moralsk fremskridt. Varsommere må man derimod være med at udtale sig angående karakteren af selve kompensationsmidlernes kvalitative ombytning, ved et begået overgreb. Det er ikke sagt at vold som svar på en forurettelse er mere uberettiget end affindelse med en erstatning. Den, der er forurettet, må selv være medbestemmende om hvad der skal forstås ved fyldestgørende oprejsning, der gives jo specifikke overgreb, som kun kan vurderes af den krænkede. På overgangstrin som det her skildrede fra blodhævn til sonebøde er det intet under at træffe mennesker, der ikke uden videre kan gå ind på hvad »tiden« synes at kræve af dem i retning af resignation¹. Den søn eller frænde, der ved fostbrødreløftet har forpligtet sig til at hævne sin fostbroder, handler utvivlsomt mere moralsk ved at udføre dette end ved at tage imod løsepenge, og har han intet lovet, handler han i al fald ikke mere umoralsk, når han ikke føler sig fyldestgjort ved pengebøde. Man bedømmer ikke et individs eller en tids moralstandpunkter efter arten af de enere, der anses som nødvendige erstatningsmidler, men alene efter forholdsmæssigheden eller uforholdsmæssigheden i tilmålingen. (Hele dette spørgsmål behandles nærmere i kap. 10).

Ved ansættelsen af mandebodens størrelse gik man i høj grad individualistisk til værks. I den ældste historiske skikkelse finder vi mandeboden i Njals saga; lov og ret havde endnu intet bestemt derover. 2 Sølvhundrede betragtes som en god mandebod c: for en daddelfri mand af god slægt. Tilfældets individualitet, den dræbtes familie og anseelse, hans sædelige værd, den agtelse, han nød i folket, kom meget i betragtning ved bodens bestemmelse, medens der ikke gaves nogen på fødsel grundet standsforskel¹. Bøderne fastsattes kasuistisk ved overenskomst, var ikke forud fikserede i lovene.

Romerretten havde for alle fri personer samme værdier, men i de germanske lande er der forskel efter standen; wehrgeld er werthgeld; efter Frisernes love fandtes der »mænd, som man kan slå ihjel uden mandebod.« Selv efterat de germanske love var begyndt med at fiksere bøderne, bibeholdtes dog en rest af den tidligere frie individualisering; hvis ikke den fornærmedes hævntrang tilfredsstilledes ved den fastsatte bøde, nødsagedes fornærmeren til at udrede en ekstrabøde under navn af »gørsum« eller overbod. Desuden: hvis drabsmanden af den dræbte havde fået sår eller slag, da drabet skete, blev så meget fradraget i mandeboden som bøderne for hine sår eller slag kunne beløbe sig til².

Oprejsningstrangen ytrer sig ved forsætlige og uforsætlige handlinger i flæng, der gøres ingen forskel på dolus, culpa eller casus. Dette peger afgjort i retning af, at de erstattende forholdsregler ikke i første række har den fremtidige bedre opførsel for øje (således som de moderne straffe), men restitution frem for alt. Om slaget, siger Ihering, føres med hensigt eller ved en fejltagelse eller uden al skyld, hvad bekymrer den trufne sig derom. Han føler smerten, og smerten driver ham til hævn (Geist d. røm. R.). Derfor hedder det også i den sjællandske lov: »Drukner en mand i en dam, så skal den, hvem dammen tilhører, bøde 3 Mark derfor.« Restitutionen er i virkeligheden det eneste princip, der kan forfølges i alle de repressive former, selvhævdelsen gennemløber, alle andre hensyn er forbigående og underordnede, selv om de af og til gør krav på at spille hovedsag. (Sml. skånske lov V, 17: Høggie mæn træ sammæn, oc faldær ofna annan therræ, swa at han dør af, tha bøte the ær mæth hannem hioggo frændum hans thre marc. – Og Sunesøn: »Har nogen ikke med forsæt men tilfældig såret, så har den sårede ikke desmindre at fordre den fulde erstatning. Den omstændighed, at skaden er tilfældig, formår ikke at lindre hans smerte, og det er ham temmelig ligegyldigt, om han er beskadiget af tilfælde eller med forsæt«). Og ikke blot hans egne men også slægtningenes sårede følelser gjaldt det ved pekuniært offer at forsone for at undgå hævn – selv om det var uforsætlige handlinger. Staten, for hvem det gjaldt om at skaffe sig autoritet for at bekæmpe privathævnen, måtte naturligvis i førstningen efterligne den gængse spontane reaktion både på forsætlige og uforsætlige handlinger, derfor er det, at vi ser disse bestemmelser glide over i lovgivningen.

Børn var pligtige at erstatte lige så fuldt som voksne. Også den skade, som påførtes af kreaturer eller livløse ting, måtte disses ejer erstatte.

Kun hvis den, som af våde tilføjede andre skade, selv blev skadelidende, fandt ingen bod på nogen af siderne sted (dette betyder også større respekt for ligevægtsprincippet end for den handlendes sindelag).

Efter Eriks sjællandske lov kunne en dræbt person vel tilgive drabsmanden inden sin død, men ikke derved eftergive bøden til slægten, »forthy han ma ey the bøta latæ, ær han ey siælf scal takæ«. (c: Retten, erstatningen skal gå sin gang, det kommer ikke an på om drabet mulig kunne undskyldes, det kommer ene an på ligevægten mellem slægterne, ethvert medlem har sit krav at stille¹.

Vi kommer til det vigtige spørgsmål: af hvem ansættes erstatningens størrelse? I almindelighed beror beløbets størrelse på en overenskomst; der er adskillige eksempler på at bestemmelsen overlodes til den fornærmede, men på provinslovenes tid var det ofte overladt til den, som enten selv eller hvis ejendele havde påført skaden, at angive skadens størrelse og således bestemme erstatningen; det blev anset som tegn på anger og bodfærdigt sindelag. Blev intet forlig tilvejebragt, fordi den fornærmede ikke ville modtage eller fornærmeren ikke ydede bøden, eller man ikke kunne enes om størrelsen, kunne fornærmeren ikke undgå fejde og blodig hævn på anden måde end ved flugt.

Disse overenskomster besegles stundom med betegnende eder: jafnathæ-eden, lighedseden går ud på, at den bødende og hans slægt anerkender, at hvis han havde lidt fornærmelsen, ville han have indgået forlig på samme vilkår. Altså en gensidig anerkendelse af kompensationens passende størrelse i dette tilfælde. Denne ed er et af midlerne til at lette overgangen fra hævn til bøde, idet modparten, når han havde aflagt denne ed, ikke kunne forudsættes at nære foragt for den, der havde renonceret på den blodige hævn. Trygd-eden tilsiger drabsmanden varig fred for fremtiden.