Nturlig Ret. På grundlag af ækvivalent kompensation

II. Formålets almene betydning.

Hvad vil det sige at konstatere den almene betydning af en sag som den sociale mekanismes trygge funktion? At vise, at den har rapport til hvert eneste menneske. Opgaven er ikke at vise, at det etiske formål er vigtigere end alle andre for hvert enkelt individ; man kan endog gerne indrømme, at de fleste rent individuelle formål har så langt større betydning, f.eks. mange af dem, der fejlagtig er blevet opstillede som etiske, såsom interessen for den højest mulige personlige fuldendelse o.lign. Der sigtes kun til den opgave at vise, at formålet har sin rod i det fællesmenneskelige.

For at belyse hvad et i denne forstand alment formål vil sige kunne man anføre to forskellige synspunkter for pligtopfyldelse. Det ene grunder den etiske obligatio på sætningen: jeg vil ikke vanæres i andres eller egne øjne; det andet lyder: jeg synes det er synd, at min kreditor N.N. skal lide det tab! Synspunkter som disse kan ikke betragtes som andet end sideordnede motiver til den etiske handlen; det ene tillader rask væk at bryde løfter, når dette blot ingen vanære medfører, det andet, når det kan ske uden at personlige strenge skurrer; det ene appellerer til speciel ærekær disposition, det andet til specielle sympatier.

Hvis man derimod antog, at obligatio var grundet på hensynet til den almindelige kredit, ville der efter min mening foreligge et formål af en anden karakter, et formål, der kunne betegnes som almenvigtigt. Spørgsmålet er nu med hvad ret, og i hvad udstrækning man kan hævde, at det har en sådan karakter, og altså for så vidt egner sig til at opstilles som etisk formål.

Individet er et naturbestemt led af en social organisation; det ligger i enhvers interesseperspektiv at benytte sig af de andre led af denne organisation til sikring af de individuelle grænser (modvirke overgreb, tilsikre enhver sit udbytte, sikre ækvivalente udvekslinger), endvidere til at løse fælles, for den enkelte uoverkommelige opgaver, der eengang løste vil medføre et plus for samtlige medvirkende, hvilket dog atter kun sker, når den individuelle grænse (det rigtige forhold efter som før udførelsen) overholdes. Denne intime sammenvævning af den individuelle interesse, grænseinteressen, med fællesskabets mere omfattende formål anskueliggøres bedst ved betragtning af associationens måde at fungere på, sammenslutningen i foreninger af individer, der behøver hverandres medvirkning for at nå et fælles mål. Ligesom bytteoverenskomsten hviler denne overenskomst på den ækvivalente udvekslen, en vis brøkdel af det fælles arbejde kan som profit medføre en vis brøkdel af udbyttet; men i foreningsvirksomheden viser det sig tydeligere end andetsteds, at den fremmede interesse ikke kan lide, uden at min egen interesse lider, derfor er associationen ganske særlig skikket til at vende opmærksomheden bort fra det snævre egoistiske hensyn og til at opfatte enhver solidarisk optræden som ensbetydende med en vinding for jeget. Ethvert tab, der svækker foreningen, svækker den enkelte, et enkelt medlems løftebrud bringer usikkerhed ind over hele foreningens liv og lammer dens optræden udadtil; ethvert løfte som holdes, enhver hemmelighed der bevares, kommer det heles styrke tilgode. Interessen for den almindelige kredit og for fællesskabets funktion er derfor et og det samme.

Den ene side af associationens betydning er den styrke i aktionen udadtil, en samlet optræden medfører, den anden side er det værn, den yder de individuelle grænser (de subjektive magtområder); hvis den enkelte var ubegrænset mægtig, ville et grænsespørgsmål overhovedet ikke opstå, begrebet grænse ville ikke eksistere for ham; nu er mennesket ikke således stillet (og det kan ikke noksom betones, at det er en grov misforståelse at indbilde sig, at menneskene efter forgodtbefindende skulle kunne konstruere sig vilkårlige »fornuftige« formål uden hensyn til de naturbestemte livsvilkår), han føler kun altfor tydeligt ved hvert skridt, at han har en yderside, vendt udad mod det sociale miljø, at han så langt fra ubegrænset kan udvide sig, at det endog koster kamp at hævde hvad han har. Men samlivsfunktionens uforstyrrede gang og opretholdelsen af den individuelle grænse, det retmæssige område, er i virkeligheden to ting, der ikke er til at skille ad, det etiske formnål sker netop fyldest ved en ækvivalent udvekslen, der i sidste instans bliver ensbetydende med bevarelsen af grænsen; thi når der tilsikres mig fuld valuta for hvad jeg har lagt ud eller præsteret af personlig fordel eller energi, bliver mit magtområde netop hvad det før var og min individualitetsgrænse er ikke forrykket. Idet den enkelte indenfor associationen er tro imod dens forudsætninger, opfylder løfter, ikke begår overgreb etc., arbejder han samtidig af al kraft på opretholdelsen af sit grænsegebet, i modsat fald vil associationens magt som sådan og dermed dens evne til beskyttelse svækkes. Foreningsliv leder derfor som ingen anden erfaring til den overbevisning, at den tryghed, der nås ved at grænserne gensidig respekteres, det overskud af frihed og kraft, det medfører ikke at være tvungen til at stå på vagt til enhver tid, ikke er for dyrt købt med de ofre, foreningen kræver i retning af troskab mod forpligtelser, kort sagt den resignation, der af og til bliver brug for.

For så vidt tror jeg, at det kan godtgøres. at den almindelige kredit eller samlivets fuldkomne funktionering er et formål af større almen betydning end de to nævnte, som det uden vanskelighed kan vises at være en sag, der i almindelighed har interesse for enhver, uden at man behøver at forudsætte andet end en ganske almindelig evne til at gøre erfaringer.

Derimod tror jeg ikke det er muligt at finde tvingende argumenter overfor den, der ræsonnerende ud fra egoistiske nyttehensyn for sit vedkommende nægter at stille dette formål over alt andet, gøre det til sit højeste livsprincip, eller i al fald til et princip, der ubetinget skal have forrangen, når det tørner sammen med andre hensyn. At finde en objektiv målestok, hvorpå man kan måle værdien af de personlige fordele, der flyder af at sætte dette formål i første række, og andre konkurrerende personlige fordele, vil rimeligvis altid blive en uløselig opgave; i samme øjeblik den løstes ville »Du bør« blive et kategorisk imperativ, rigtignok af en hel anden beskaffenhed end Kants, det ville blive et empirisk tvingende imperativ, kun utilgængeligt for åndssvage – men indtil da må man lade det beholde sin hypotetiske karakter.

Hypotetisk, og dog visende hen til et formål af væsentlig betydning for enhver – det er den etiske sætnings ejendommelighed! Til at godtgøre, at det er et formål, der har rapport til alles interesse, forudsættes blot almindeligt jugement over de mest dagligdags oplevelser, til at begrunde opstillingen af det som et livsprincip, der går forud for alle andre hensyn, hører noget mere.

Betragter man standpunkterne: gennemført etisk liv med eventuelt offer af alle personlige fordele, og: de personlige fordele i første række, er det indlysende, at nogen principiel begrundelse, der kan fremlægges menneske og menneske imellem, vil aldrig kunne opstilles. Dels lader det sig ikke overskue, hvad der kan vindes ved at følge det ene eller det andet af disse standpunkter, dels kan de personlige forudsætninger, hvorefter vurderingerne foretages, ikke meddeles; alle forudsætninger for forståelse, enhver sammenlignende objektiv værdibestemmelse vil mangle. At begrunde den etiske levevis »fornuftigt« lader sig ikke gøre, thi det der er fornuftigt for den ene vil synes den anden det ufornuftigste af alt; de »livsfilosofier«, der mener at spænde også over etikken, må have den ejendommelighed, at de også rummer den valgte døds mulighed, thi den etiske vej kan gå tværs hen over det allerstørste individuelle formål, hensynet til liv og død, idet dens formål er ekstraindividuelt.

Enhver etisk begrundelse må støtte sig på subjektive lykkeværdier, der ikke lader sig demonstrere eller meddele pr. ræsonnement; for at det etiske formål skal blive et første formål må individet gennem etisk praksis, gennem gentagne etiske oplevelser og erfaringer have vundet særlig kærlighed til det etiske formål.

Det etiske formål beror på den specielle interesse for at gælde (i egne og andres øjne) som et fuldtud dueligt led i den sociale mekanisme, speciel interesse for absolut trygge gensidige tillidsforhold; her kan man ikke nøjes med noget halvt, thi uden at formålet bliver hovedformål c: ikke tillader konkurrerende formål at fortrænge det, bliver individet ikke pålideligt. Et pålideligt led er ikke den, der kun i ny og næ, i feststemning tager hensyn til formålet, det er kun den, der ubrødelig fastholder det. Den solidaritetsfølelse. der har dette telos til ledende princip, kan ikke omgås ved ræsonnement, er ikke rigtig eller urigtig, er ingen klogskabsregel, thi en klogskabsregel er aldrig selv højeste princip. Interessen for gennem sine handlinger først og fremmest at skabe tillidsfuldhed er inkommensurabel for sammenlignende vurdering, interessen for at leve i denne sfære er af speciel art.

Det er en interesse, der er meget forskellig udviklet, men som dog intet normalt menneske er helt fremmed for. Den solidaritetsfølelse, der bærer det etiske tabs, adskiller sig iøvrigt fra hvad der i almindelighed forstås ved at være solidarisk med slægten og lign. udtryk. Hvis den gik ud på at have alt fælles, dele ondt og godt i alt osv., ville den næppe have de almene muligheder, den solidaritetsfølelse har, der kun er rettet mod selve samarbejdet, de fælles grænsespørgsmål.

Skønt det etiske formål altså ikke dikteres af klogskabshensyn, men for den etisk interesserede er et selvgyldigt mål, der om det gælder kan blive gyldigere end at leve, er den etisk interesserede dog ikke afskåret fra at anføre adskilligt til gunst for den etiske levevis. For det første det, at formålet kan lægges åbenlyst frem som ledende princip, medens den, der stiller det i anden række, ikke vil kunne vedkende sig denne rangforordning som princip. Thi enten måtte han da være ubegrænset mægtig, så at han kunne trodse sin rangforordning igennem overfor enhver modstand – men således er ingen stillet – eller han måtte af og til tage hensyn til det etiske formål, men dette ville ikke afvæbne modstanden, ifald han dog vedkendte sig det princip at stille det i anden række.

Den eneste mulige måde der gives at forholde sig på til det etiske princip, når det ikke stilles i første række, er at leve parasitisk af det c: benytte sig af den fordel, at det har så stor almen vigtighed at det gennemgående følges – medens man selv indretter sig ganske opportunt. At en slig levevis kan praktiseres og virkelig praktiseres er ingen indvending mod formålets almene betydningsfuldhed, thi den forudsætter den udtrykkelig; uden dette var den på forhånd umuliggjort. Men heller ikke dette princip lader sig gennemføre i åben færd; og dette kan man i al fald påvise som en ulempe, selv om standpunktets relative værdi alt i alt ikke lader sig diskutere.

Det parasitiske princip er altså et sådant, der med al mulig objektiv forståelse af det etiske formåls betydning opstiller et subjektivt egoistisk lykkeformål, hvorunder hint må underordne sig. Vi kan straks fastslå, at da parasitten netop lever og ernærer sig af, at andre konsekvent underkaster sig skyldighedsprincippet, ligger heri, at det i det mindste ikke vil kunne vinde nogen almen gyldighed, thi i det øjeblik det alment realiseredes, ville dets eksistensbasis være forsvundet. Derimod lader det sig ikke godtgøre, at det ikke til en vis grad eller for visse naturer skulle være realisabelt, lige så lidt som det lader sig gøre at veje de fordele, det medfører, imod de fordele, den etiske levevis byder på, det er inkommensurable størrelser, al statistik på dette område vil strande på de menneskelige individualiteters fuldkomne heterogenitet.

Af de personlige ulemper, der udspringer af et parasitisk livsprincip, er de ringeste måske de, der logisk fremgår som virkninger af socialmekanismens forstyrrelse, de er lette at få øje på, og det må forudsættes, at den, der med velberåd hu vælger denne livsfilosofi, kender dem og henholdsvis er parat til at affærdige dem, gå af vejen for dem eller trodse dem.

Mindre påagtede er de krav, denne praksis stiller til intelligensen, snarrådigheden og en uafbrudt åndsnærværelse. Den kan ikke ske under tryg og åben livsudfoldelse, den må gå fordulgt til værks, ty til krinkelkroge og al slags udflugter, må »omgå« sandheden. At digte en fiktion, en løgn, der skal gælde for sandhed, er en tankeproces, der kræver mere evne og intelligens, end man i almindelighed antager; man ser hvor få mennesker der i virkeligheden forstår at lyve godt, lyve med anstand, så de vækker tiltro, lyve plausibelt, ikke for barokt og huske sin løgn, uden at tidens tand forvansker den i erindringen; og selv om dette lykkes, står de objektive fakta stedse som uhyggelige farer, der hvert øjeblik truer med at trænge sig ind og vælte hele korthuset. Gælder alt dette en enkelt løgn, gælder det i endnu højere grad den løgn, der omfatter hele personens væsen når han skal dissimulere sit oprindelige jeg, hykle gennemført; når han ikke blot har den og den bestemte ting at skjule, men positivt skal indgyde tiltro ved at anlægge og gennemføre en tillidvækkende maske. Hvor få udlærte skuespillere formår dette til gavns, og her er dog alt lagt til rette, medens den, der i livet skal »spille en rolle«, stadig må improvisere væsen og tale, alt efter de uberegnelige begivenheders krav. Stadig må han lægge sit centrum udenfor sig, se med andres øjne, anlægge andres synspunkter, som f.eks. politikeren, der i stedet for at udtale egne overbevisninger må opsøge vælgermassens gennemsnitsbehov.

Det kunne dog tænkes, at en natur, der levende havde forestillet sig alt dette, indvendte: »ja, vel koster det enorm anstrengelse og anspændelse at gennemføre det livsprincip, jeg har valgt, men dog er jeg ingenlunde overtydet om, at det ikke skulle kunne lønne sig. De materielle fordele derved er i al fald for mig ganske øjensynlige, og hvad det sjælelige angår: jeg ynder nu netop at leve i spænding, i risiko og fare, jeg holder mig spændstig ved denne åndelige gymnastik og tiltror mig selv åndskraft nok til at styre udenom farerne!«

Vi må overfor denne indvending gentage, at det at forsøge på at kuldkaste hans værdiberegninger – og da især beregningerne af materiel fordel – er ugørligt; etikken får slå sig til ro med, at det rimeligvis for en og anden vil kunne lykkes at krone sin uetiske levevis med hvad han kalder succes, og endog ganske utvivlsomt med materiel succes. Det etiske formål vælges ikke, fordi det lover et maksimum i denne retning; det må være nok at vise, at det ikke som sådant ligger i vejen for nogen art individuel livsudfoldelse eller ideal stræben. Men selv om den etisk interesserede ikke besidder angrebsvåben stærke nok til at rokke denne parasitiske indvending, er der dog atter her nogle svage punkter, han kan pege på. Når parasitten bygger alting op på sin altid vågne og klare ombevidsthed, kan han let komme til at bygge på usikker grund, thi intet menneske er i stand til forud at sikre sig, at han hvert øjeblik i sit liv er på højde blot med sig selv, at han hvert givet moment har sjælekraft disponibel til at overskue en farefuld situation i hele dens rækkevidde. I et slapt øjeblik vil han overmandes og gribe fejl. Eller erindringen – om et tidligere held f.eks. – kan hilde ham. Det kan ske på flere måder. Den heldige begivenhed afsætter et erindringsbillede i hans sjæl; dette billede kan underbevidst fordrejes og forfalskes på mange måder¹, noget han langtfra er herre over; pludselig dukker det op i forvansket eller defekt skikkelse eller under lidt ændrede ydre omstændigheder, og leder ham på vildspor, fordi han benytter falske analogier. Slige farer lurer på den dristige pirat, fra det underbevidste sjælelivs ukontrollerbare dybder.

Som sagt, slige synspunkter kan vel benyttes af den etisk interesserede til at forurolige den med, der fra et parasitisk standpunkt vil angribe hans levevis; kun må man være klar over, at det er en diskussion om yderværkerne; muligheden af at gennemføre et parasitisk standpunkt og værdien deraf er udenfor diskussionsvidde. Selv om vi nok så meget holder på, at det etiske formål er et emne, der er videnskabelig forskning værd, fordi det er så betydningsfuldt i alles tilværelse, må vi blot ikke tro, at drøftelsen af standpunkterne, om det ene eller det andet skal sættes som hovedformål, kan føres ud fra nogen videnskabelig basis.

Noget bestemtere kan man dog nok udtale sig, hvis man tænker sig stillingen ved begyndelsen at en menneskelig eksistens, og der bliver spurgt: er det en fornuftig opgave at opdrage sig selv eller en anden til et etisk menneske. Med andre ord: er det en fornuftig pædagogisk opgave? Når man betænker, at den etiske karakter disponerer til at tilsikre enhver hans individuelle grænse og yder ham subjektivt spillerum uden principielt at give ham tab, kan man i sin almindelighed svare ja på spørgsmålet; for så vidt man ved pædagogisk kunst tilsigter at betrygge ungdommen livet (og det kan ikke nægtes, at opgaven og ansvaret ser anderledes ud for den, der skal handle med en umoden ungdom, end for den voksne, der selv står midt i livet), er det sikkert en pædagogisk opgave at skabe etiske karakterer, selv om man må regne med muligheden af det etiske martyrium (thi dér ligger den etiske karakters fare). At det er »bedst at have samvittighed«, eller at den sædelige karakter er nyttig, dermed tror jeg ikke at pædagogikken kan begrunde sin beskæftigelse med etiske principper; det er den nærmere beskaffenhed af dette gode og denne nytte, det kommer an på. Og forsåvidt pædagogikken endvidere tilsigter at grunde principper og vaner, er det etiske princip det eneste, der kan komme i betragtning; at grundlægge et antimoralsk princip ville være en pædagogisk tåbelig opgave, og en opportun handlemåde lader sig overhovedet ikke vanemæssig indøve.

___________________