Kapitel 1: Indledning Retssagen mod Max Schmidt

Kapitel 4: Manden

I dette kapitel vil jeg se på, hvad vi ved om MS, fra tiden før han tiltrådte som Københavns politis overlæge i psykiatri den 1.2.1944. Især bliver det en beskrivelse af "Augustenborg-sagen", der handler om hans tid som leder af sindssygehospitalet i Augustenborg. Specielt er fokus på, om han, som Carl Madsen hævder, har tilløb til sindsforstyrrelse. Og i min optik - sindsforstyrrelse på en måde, der kunne skabe eller skaber en bias i hans mentalerklæringer og analyser af landssvigerne.

Ifølge den Blå Bog 1968, det sidste år han var optaget i før sin død, blev han født den 1.6.1898 som søn af en grosserer og hans hustru i Horsens. En mand af god familie. Han blev student fra Plockross skole og cand. med. som 26-årig med 1. karakter. Allerede året efter gifter han sig med Tulle, som han lever med, indtil hun dør, året før han selv dør i 1968. Det er tilsyneladende ikke som hos mange af MSs mentalobservander en ungdom og et liv præget af uro, opbrud, brudte hjem og ægteskaber osv. Han indleder sin lægelige karriere med en sædvanlig række af oplæringsjob. Allerede i 1927 får han Universitetets guldmedalje for en afhandling, der tilsyneladende er en videreudvikling af hans kandidatafhandling. Bedømmelsesudvalget til stillingen i Augustenborg, der har professor Helweg som formand, skriver i bedømmelsen af ham til stillingen, at den har vundet almindelig anerkendelse.⁸ I nutidens vurdering svarer dette til en ph.d.-afhandling og –grad eller mere, som han altså får som 29 årig. Han er på forkant.
Guldmedaljeafhandlingen blev udgivet 2 år efter på tysk, psykiatriens hovedsprog dengang (Schmidt, 1929). Afhandlingen belyser sammenhængen mellem kropsformer (udseende) og psykisk sygdom. Undersøgelsen foregik på Sankt Hans Hospital, hvor han med støtte fra en dr. Berthelsen kodede et materiale bestående af 400 patienter.
Efter tyskeren Ernst Kretschmer skulle der være en positiv sammenhæng mellem den "pykniske" kropstype og manio-depressive sindssygeformer. Og omvendt en negativ sammenhæng mellem denne kropstype og schizofreni. Den pykniske konstitution er lille og tyk - med bodegavom. Som dens modstilling ses ofte den "leptosome" kropstype - lang og ranglet - og den mere muskulære type. MS siger, at Kretschmers ideer har været inspirerende, men ikke datamæssigt er godt underbygget. Det sætter han sig for. Han måler de undersøgte patienter mht. vægt, højde, længde af forskellige lemmer, hovedets proportioner, ørets, mundens, næsens størrelse mv. Alt i alt konkluderer han, at Kretschmers opfattelse kan støttes. Alene et så simpelt mål som vægten peger i den retning. De mandlige manio-depressive var 5 kg og de kvindelige 10 kg tungere end de tilsvarende schizofrene.
Billedet på forsiden af dette speciale viser MS på en konference i København i 1951.⁹ Han er den lille satte mand på forreste række. Han er et godt eksempel på den pykniske kropstype, uden at man derfor kan slutte omvendt, at han har manio-depressive træk.
Hans andet store arbejde er hans 328-siders doktorafhandling, der blev publiceret i 1937, samme år han tiltrådte i Augustenborg. Titlen er "Alkoholæmi. Studier over rusen" (1937). Der er også her tale om et meget gennemarbejdet og velstruktureret værk uden personlige vinkler. Det behandler de "objektive" virkninger af alkohol-rus f.eks. det, der har betydning for berusedes opførsel i trafikken. Det blev grundlaget for MSs ekspertise som alkoholkyndig, og han var da også sideløbende med sit job som psykiatrisk overlæge for politiet i København deres konsulent i alkoholspørgsmål.¹⁰
Bedømmelsesudvalget til stillingen i Augustenborg valgte MS blandt 7 ansøgere især på grund af hans forskningsmæssige kvalifikationer og henviser især til de to nævnte værker. Hans produktion er "betydelig", skriver man. Man argumenterer, at stillingen skal besættes med en forskningsmæssig kvalificeret, da man kun derigennem kan udnytte det "forskningsmateriale, der findes på sindssygehospitalerne." MS fik dog ikke udnyttet dette "forskningsmateriale".
Går vi lidt tilbage, var MS i 1932-37 afdelingslæge ved Skt. Hans hospitals kvindehospital og tillige speciallæge ved statens psykopatanstalter i Herstedvester/Vrids­løse. Sidstnævnte sted løber han ind i en konflikt, som Politikens kommentator husker i forbindelse med Augustenborg-sagen: "[D]a MS [efter stillingen på Kommunehospitalet] begyndte at gaa sine egne Veje, og samtidig med at være Afdelingslæge paa St. Hans blev Speciallæge ved Statens Psykopatanstalt i Vridsløse, kom det til et kraftigt Sammenstød mellem ham og daværende Fængselsinspektør Wandahl. Aarsagen er nu glemt …" (22.9.1943, s. 11). Wandahl blev fyret. Jeg har ikke set nærmere på denne historie, men MS oplever (som jeg omtaler nedenfor), at den viser, hvor galt en hospitalsinspektør kan komme af sted og ser sig selv som uden part i konflikten. Han kom vel fra konflikten uden væsentlige mén. Men nu begynder det så småt at vende for MS. Da han tiltræder i Augustenborg som institutionens leder, begynder klimaet på stedet langsomt at forværres (sådan rapporterer i hvert fald flere medarbejdere senere). Og på MSs personalekort i Direktoratet for Statens Sindssygehospitaler dukker også to klagesager op, som jeg dog ikke har set.¹¹ Vi hører også i Augustenborg-sagen, at MS flere gange har klaget over medarbejdere til direktoratet (bl.a. over forvalteren og sygeplejerskerne), og direktoratet har vel også hørt fuglene synge om samarbejdsproblemerne. Noget kunne tyde på, at de var ved at være trætte af ham.
Augustenborg-sagen
Sagen begynder sit liv som eksplosiv "sag" i august måned 1943. Den 10. august skriver MS 5 breve - med samme dato altså - og den 16.8. 1 brev til Direktøren for Statens Sindssygehospitaler om hospitalsforvalter Carl Johan Bräuner.¹²
Man kan læse disse breve således, at en psykiater (MS) beskriver en syg person (hospitalsforvalter Bräuner). Sådan var de tænkt fra MSs side. Man kan også læse dem, og det foreslår jeg, som skrevet af en, der forestiller at være psykiater, men faktisk er den syge, der skriver om en person, der overvejende er rask. Det første punkt, at det er en psykiater, der er syg, er naturligvis det, der her er til undersøgelse. Men det andet punkt, at Bräuner ikke er mere syg end os andre og, hvis han er det, så er det noget, som MS har afstedkommet, det er faktisk ikke særligt kontroversielt. Det har vi hele tre instansers anerkendelse af: Professor Helweg, folkedomstolen på Augustenborg bestående af samtlige ansatte (som bliver hørt i den dommerundersøgelse, der bliver resultatet af disse anklager) og Direktoratet for Statens Sindssygehospitaler - for efter denne sag indsætter de ham i stillingen igen, og MS må forlade Augustenborg som den tabende part. Men det kommer vi til. Nu er vi i august 1943, hvor MS endnu tror, at han er den raske læge, der skriver om den syge forvalter.
I det første brev sættes scenen. MS mener, at det er hans "pligt" at henlede ministeriets opmærksomhed på (som det hedder, når man glæder sig til at brokke sig) "Forholdene her paa Stedet under den nuværende Hospitalsforvalters Ledelse, idet det staar mig klart, at Hospitalsforvalter Bräuners Nerver er svækkede, og han i det hele maa betegnes som en syg Mand, der næppe magter Ledelsen af et større Hospital under de nuværende vanskelige Forhold" (s. 1, første brev). MS beskriver baggrunden således: Bräuner havde tidligere været ansat på hospitalet som fuldmægtig. Efter en periode som forvalter på hospitalet i Vedsted kom han tilbage til Augustenborg, denne gang som forvalter (s. 2, 1. brev).
"Trods den overordentlig venlige, tildels nærmest overstrømmende hjertelige Modtagelse han havde faaet, viste han sig i stigende Grad affejende, saarbar, mistænksom og ubehersket. Overfor mig demonstrerede han en komplet Mangel paa Evne til Samarbejde, enten vilde han slet ikke have noget med en Sag at gøre, da han ikke kendte til den, eller ogsaa afgjorde han Sagen alene, tildels bag min Ryg og afviste enhver Diskussion som en uberettiget Indtrængen fra min Side paa hans Arbejdsområde" (s. 3, 1. brev).
Sådan går det over siderne på en måde, der stærkt minder om hans senere mentalerklæringer: "[S]ygeligt mistroisk, saarbar og selvhenførende, øjnede en Forurettelse i næsten alt, hvad jeg foretog mig, paastod overfor andre, at jeg "traadte" paa ham. Overfor mig personligt var han enten kommisagtig, bukkende og overhøflig paa en dog vel selvbevidst og afvisende Maade eller ogsaa opfarende, uhøflig eller groft uforskammet" (s. 3, 1. brev). På kant med hele hospitalet (s. 4), "sammenbidt, afvisende og paranoid", "tydeligt paranoid" (s. 5), optræden afgjort "sindsygelig" (s. 6).
Men Schmidt er ikke færdig. Der er tale om "grove Tilsidesættelser af mig samt en systematisk og vedholdende Underminering af min Stilling her ved Hospitalet" (s. 9, 1. brev, hvem sagde paranoia?). Bräuner er kommet på kant med lægepersonalet, skriver MS, og fra "store Dele af Personalet ogsaa Økonomipersonalet modtog jeg Udtryk for Deres Utilfredshed med Forholdene" (s. 9). Hele personalet klager over ham. "[J]eg [kan] ikke længere [...] tage Ansvaret for en Fortsættelse af denne Tilstand" (s. 10), som det hedder i den selvtilfredse tone, som sådanne indberetninger ikke sjældent er skrevet i.
MS går videre og refererer, at folk søger bort og får udpeget Bräuner som årsagen, hvilket, som vi skal se, kun er én fortolkningsmulighed. Kontoret udviser "en utrolig Smaalighed og Krakileri, en ubehagelig hovmestererende Tone [MSs fine sprogevne] og et utiltalende og generende Posekiggeri" (s. 11, stadig første brev). Kontoret forholder MS skrivelser og sender ham andre ligegyldige. Bräuner kan ikke samarbejde. Bräuner reagerer mere og mere "krænkende, kampberedt og provocerende, saaledes at jeg nu har det største Besvær med at bevare Ligevægten, og det oftere og oftere kommer til nedværdigende Skænderier og ydmygende Scener". Og når vi nu er i gang, føjer han til, at pinsedags aften, hvor han og hans hustru og et par gæster gik tur i parken (tilhørende sygehuset), hilste Bräuner og hans familie ikke på dem.
På sidste side (s. 15) summerer MS op: "Jeg har tidligere under min Ansættelse ved Statens Psykopatanstalt ved Herstedvester og Vridsløselille Statsfængsel haft Lejlighed til at se, hvorledes den daværende Fængselsinspektør Wandalls uheldige Ledelse bragte Opløsning i Personalet og gav Anledning til evige Spektakler, ganske uordnede Forhold og en højst uheldig Tone. Fængselsinspektøren blev efter Tjenesteundersøgelse afskediget. Hele Affæren var mig pinlig og modbydelig, og det er kun med den største Selvovervindelse, at jeg skrider til at forelægge Direktoratet min Klage over Forholdene her paa Stedet [...] De nuværende Forhold ødelægger alt Arbejde og forplanter sig dybt mellem Patienterne og betinger for Tiden en Flugt af Personale bort fra Stedet og over i andre Stillinger. Hverken Hospitalet, Staten eller Patienterne kan i Længden være tjent hermed, og selv ser jeg mig ikke i Stand til at hidføre nogen Ændring af Forholdene. Jeg tillader mig iøvrigt at henvise til forskellige af mig tidligere fremsendte fortrolige Underhaandsberetninger til Direktøren" (s. 15, 1. brev).
Alt i alt må det siges at være et af de mere hellige breve i organisationsstridighedernes historie. Det er i sig selv en dom over MS. Hvis man skal bruge nogle af de ord, som han selv senere er storforbruger af, så viser det, at han har det, som psykiatribøgerne beskriver som psykopatens manglende kontakt med virkeligheden, i hvert fald den virkelighed som væsentlige parter - hans kolleger, hans medarbejdere, hans foresatte, lokalsamfundet - lever i og ser. Han ejer også psykopatens, ifølge psykiatribøgerne, evne til udadprojicering - det er omverdenens skyld - og en vilje til at lade omverdenen få sin verdensopfattelse at vide. Bräuner er tilsyneladende ikke noget han ruger over alene, men løbende fortæller sin direktør og sin souschef (Tindinge) om. Der er som nævnt også mange lighedstræk med det, han anklages for mht. sine senere mentalerklæringer: Hård menneskebeskrivelse uden mange undskyldende momenter, meget lange redegørelser, mange gentagelser, delvis ustruktureret og præget af en fylde-på-skrivestil, hvor det ene emne giver forfatteren inspiration til det næste. Det vælder så at sige frem for ham. Han kan ikke styre det.
Man skulle tro, at nu var alt sagt fra MSs side mht. Bräuner. Hvad skal der flere breve til for? Men det skal der, han kan ikke stoppe. I brev nr. 2 starter han med at sige, at han "i min Egenskab af Læge hermed [vil] oplyse følgende med Hensyn til, hvad jeg har maattet iagttage eller som maatte være mig bekendt med Hensyn til Hospitalsforvalterens Sygdom." Nu er han altså "syg", ikke blot "sygelig" som i brev 1. Men faktisk indeholder brevet ikke noget nyt, kun de samme anklager og beskrivelser, delvis dog med nye eksempler. Måske er tonen blot skærpet, MS har hidset sig op: "[V]idt udbyggede paranoide Vrangforestillinger og vist en sygelig Selvhenføring" (s. 5). "Det har været ganske umuligt at drøfte en Sag med Forvalteren. Ethvert Forsøg paa en Drøftelse er blevet til Monologer, hvor han stereotypt har gentaget det samme" (s. 6). "Hans Omdømme og Overblik har været som igennem en Kikkert med et yderst begrænset Synsfelt. Han er blottet for Fantasi og Kombinationsevne - stiv, pedantisk og Stereotyp." "Formentlig drejer det sig derfor om en psykopatisk Konstitution med Tilbøjelighed til Egocentricitet, neurastheniforme Dysforier og paranoide Reaktioner" (s. 7). Iøvrigt er Bräuners hustru også mærkelig: "Hun er uden Tvivl i psykisk Henseende en overordentlig ejendommelig Personlighed" (s. 7, stadig 2. brev). "Forvalter Bräuner maa uden Tvivl betegnes som en abnorm Personlighed [...] sidestilles med forbigaaende Sindssygdom" (s. 8).
Er der mere at sige? Jo, der er, i næste brev (2 sider) er MS kommet i tanke om en sag, hvor kontoret har krævet for meget op bl.a. hos MS og andre for knuste ruder i deres huse, der i tidligere regnskabsår er blevet reparerede. MS ser det bl.a. som et resultat af snedker Egeslunds uheldige indflydelse på Bräuner. Hvem har paranoia?
Er der mere at sige? Jo, det er der. I det 4. brev (4 sider) er MS kommet i tanke om, at efter at Bräuner er tiltrådt, så holdes MS ude fra drøftelser om reparationsarbejder.
Er der mere at sige? Jo, det er der. I det 5. brev (4 sider) beskriver MS en "pinlig personaleaffære", der opstod, fordi Bräuner fejlagtigt havde refereret en kritik fra MS af en af oversygeplejerskerne, hvilket hun bebrejdede MS i "en lidet passende tone". MS finder det en "illoyal og upassende Optræden fra Hospitalsforvalterens side".
Er sagen nu udtømt? Nej, det er den ikke. Men vi skal dog frem til den 16.8.1943, før MS kommer på mere. Han henviser i dette 3-siders brev til direktoratet til de tidligere breve, hvor han "i [s]in Egenskab af læge har fremsendt Oplysninger om, hvad jeg har maattet iagttage eller som maatte være mig bekendt, til Belysning af Hospitalsforvalter Bräuners Sygdom." Han vil nu gerne tilføje noget. Han fortæller, at han har fortalt Bräuner, at han har gjort indberetning til direktoratet om ham. Bräuner skulle efter MS referat have svaret, at han var parat. MS beskriver Bräuners reaktion således: I modsætning til tidligere, hvor han kom i stærk affekt, så trådte "det paranoide langt tydeligere i Forgrunden [...] Han var selvbevidst knejsende, men med rynket Pande og sit sædvanlige udpræget paranoide Blik, kampberedt, arrogant, bedrevidende og hentydende. Det var mit Indtryk, at han gennem længere Tid havde søgt Sagførerbistand og forberedt sin Aktion" (endnu et tegn på sindssyge). MS fortæller i øvrigt, at Bräuner henviste til, "at jeg [MS] havde faaet Fængelsinspektør Wandall fjernet". Der er således mere end én tolkning af den sag. MS slutter brevet således: "At Hospitalsforvalter Bräuner lider af en paranoid Sindslidelse føler jeg mig nu ikke længere personlig i tvivl om. Sagens videre Forløb vil være en saadan, at det ogsaa vil kunne dokumenteres paa anden Maade og af andre Iagttagere." Ja, vi skal se.
Protester fra medarbejdere og borgere
Nu går det slag i slag. Direktoratet forlægger sagen for Sundhedsstyrelsen, der fokuserer på Bräuner som den syge og foreslår, at han indlægges hos professor Helweg på Rigshospitalet til observation. Men Bräuner vil ikke indlægges, han accepterer ikke, at han er syg. Sådan går tiden indtil midt i september, hvor eksplosionen sker. 75 af hospitalets 84 medarbejdere underskriver den 16.9.1943 en protest, hvor de ønsker at forflyttes, "da vi ikke ser os i Stand til fortsat at arbejde under Overlæge MS, idet hans Ledelse af Hospitalet gennem Aarene i stadig højere Grad har medført en nerveopslidende Tilværelse for os, fremkaldt af den Utryghedsfølelse, som Overlægens forskellige Dis­positioner overfor Funktionærerne - hans Adfærd og Væsen i det hele - foraarsager." Hvis ansøgningen om forflyttelse ikke kan imødekommes, vil de sige op. Blandt underskriverne er ingen læger.
Allerede nogle dage før, den 14.9.1943, har et borgermøde vedtaget en resolution imod MS, hvor han kræves fjernet fra posten. Det hedder i protesten bl.a., at man udtaler sig, fordi MS har krævet Bräuner indlagt til mentalundersøgelse. Underskriverne er oprørte over, "at Hr. M. Schmidt bruger sin Stilling og Lægeautoritet til at ville ramme en Mand i en ledende Stilling paa sit eget Hospital ved at erklære, at der er noget i Vejen med Modpartens Sindstilstand, en Modpart, som han ikke - som ejheller med saa mange andre - har kunnet forliges med." Senere skriver de: "Overlæge Schmidt har ved mange Lejligheder vist en ubehersket og for hans Medmennesker saarende Optræden, og vi maa efter et mangeaarigt Kendskab til hans Færden her i Byen udtale, at vi har meget ringe Tillid til hans sunde Omdømme."
Resolutionen bakkes den 17.9.1943 op enstemmigt af byrådet i Augustenborg. Her er tydeligvis sket et væsentligt politisk fodarbejde bl.a. fra de involverede fagforeninger. Der sidder også 4 medarbejdere fra sygehuset i byrådet - sygehuset er byens største arbejdsplads. Sagen kommer straks ud til pressen, hvor både den lokale og den landsdækkende har mange artikler om den blandt ellers dominerende artikler om hårde kampe i Italien og på østfronten. Pressen tager overvejende parti mod MS med Berlingske Tidende som en undtagelse.
Nu læser MS skriften på væggen og lader sin afdelingslæge (souschef) Dr. Tindinge skrive sig syg (lægeerklæringen er dateret 18.9.1943). Direktoratet hører nu (4.10.1943) Sundhedsstyrelsen, om dette kan anses som nok grundlag til at fyre MS, og om det skal være med eller uden hel og halv pension. Det lyder her nærmest, som om man håber at kunne fyre ham. Rygtet om direktoratets lyst til at fyre MS når i øvrigt ud i pressen (f.eks. Berlingske Tidende 22.10.1943). Sundhedsstyrelsen svarer, at der er brug for en lægeerklæring fra f.eks. professor Helweg eller overlæge Schou, Filadelfia, før der kan gøres noget.
Men direktoratet har været for tidligt ude. Lægeforeningen og Danske Psykiateres Organisation protesterer. Sidstnævnte i form af en protest underskrevet af alle overlæger på sindssygehospitaler i Danmark undtagen dem på Augustenborg. Ved en forhandling siger de, at man ikke bare kan afskedige en overlæge, "fordi hans Personale ikke kan lide ham og uden at en dybtgående Undersøgelse er gaaet forud."¹³ De nævner også muligheden af at MS bytter stilling med overlæge Dickmeiss, der var politiets overlæge i psykiatri. Det mulige stillingsbytte er allerede den 1.11.1943 blevet forhandlet på plads med Finansministeriet.
Bräuner indlægges og undersøges
Den 30.10.1943 skriver Dr. Tindinge også Bräuner syg. Tindinge skriver til direktoratet bl.a.: "Bräuner maa nu erkendes som syg, lidende af en Depressio mentis, som jeg vil mene er psykoreaktivt opstaaet i Forbindelse med den senere Tids Hændelser." Den 18.11.1943 bøjer Bräuner sig så for ønsket om, at han lader sig indlægge til observation på Rigshospitalet hos professor Helweg.
Resultatet af undersøgelsen af Bräuner kommer først senere, men lad mig referere det allerede her. I Jydske Tidendes korte referat lyder konklusionen således: "Undersøgelsen er nu sluttet, og Professoren er kommet til et stik modsat Resultat af Overlægens [MSs] formodning, idet professoren udtaler, at Hr. Bräuner hverken er sindssyg eller utilregnelig. Der er kun det i Vejen med ham, siger Professoren, at han er deprimeret af hele Sagen, der har taget haardt paa ham og blandt andet paaført ham Sukkersyge. Professoren har heller ikke fundet det mindste Tegn paa, at Hr. Bräuner tidligere skulde have haft en Sindslidelse" (21.12.1943). Helweg udtalte sig til flere aviser om resultatet i denne retning: Bräuner er ikke syg, kun deprimeret af sagen. I sig selv er det et interessant skridt, at Helweg er gået i pressen med resultatet (også Berlingske Tidende og Politiken har ligelydende udtalelser fra Helweg 21.12.1943). Det er svært at se som andet end et indirekte angreb på MS. Den 9 siders mentalerklæring dateret 14.12.1943 ligger i sagen.¹⁴ Jydske Tidendes referat er faktisk rigtigt på nær det med den lette sukkersyge, som Helweg ikke knytter til hændelserne i Augustenborg. Helweg skriver også, at Bräuner ved indlæggelsen led af en "umiskendelig depression", der imidlertid er skabt af sagen, og som snart kan og vil blive helbredt.
Dommer Blæhrs undersøgelse
Men allerede 14 dage før Helwegs erklæring forelå, begyndte afhøringerne i sagen mod MS. Jeg citerer fra den 114 siders udskrift af forhørsprotokollen¹⁵.
Afhøringerne startede den 30. november og forsætter gennem 8 møder. I alt afhørtes 96 personer. Langt de fleste af de afhørte var ansatte på hospitalet, men der var også enkelte forhenværende ansatte, fagforeningsfolk og udefra kommende. Der er få, der kritiserede MS fagligt, og det blev hans redning. Den eneste kritik er her, at han sjældent gik stuegang og gjorde det fortravlet. Resten af kritikken var "små", personlige episoder. Ofte så små, så de virker komiske, og man kan se, hvorledes en sådan afhøringsrunde er en anledning til at hælde gamle, opsparede beklagelser ud. Men selvom det er små episoder, har de tilsyneladende haft stor kraft til at hidse dem op, som de gik ud over. De belyser også, trods deres lidenhed, træk ved MSs personlighed, hvilket er formålet her.
Jeg har samlet kritikken af MS i nogle hovedgrupper. To generelle kritikpunkter har jeg ikke taget med, nemlig at mange siger, at de føler sig utrygge ved forholdene under MS. Og at det hævdes, at mange medarbejdere er rejst på grund af ham. Der er også kritik af, at han har blandet sig i lokalpolitik på en uheldig måde og skabt spild. Det har jeg også udeladt. Ikke alle de afhørte er kritiske overfor MS, men de kritiske kommentarer er i overtal i afhøringerne. Alle de ansatte bliver også spurgt til Bräuner. Langt de fleste karakteriserer ham som en høflig, flink og god chef. Nogle få nævner, at han er blevet nervøs.
Her er hovedkritikgrupperne mht. MS:
Hidsig og nedvurderende
En sekretær ved hospitalshjælpen (åbenbart en del af sygehuset) forklarer, at overlægen altid har været god over for hende, men hun havde ved flere lejligheder "bemærket overlægens voldsomme Affekt blandt andet overfor den fungerende Overlæge Dr. Tindinge. Denne Affekt kom særlig til Udbrud, naar Overlægen drøftede forskellige Spørgsmaal om Hospitalets Arbejde, Patienter m.v. Vidnet fandt, at Overlægen var uretfærdig og haard i sin Maade at behandle dels Lægerne og dels Oversygeplejerskerne paa, og Overlægens Affekt kom særlig frem, naar de paagældende ikke havde samme Mening som Overlægen og havde udførte et Arbejde, som Overlægen ikke fandt rigtigt" (s. 21 i rapporten, begge cit.).
Formanden for Dansk Hospitalsforbund (der organiserer plejerne) siger i et bilag 33: "Overlægen har efter vore Tillidsmænds Udtalelser aldrig villet anerkende anden Mening, end den, der faldt nøje sammen med hans egen Mening om en given Sag, og naar Personalets Repræsentant har forfægtet en anden Mening, end den Overlægen havde, har Overlægen optraadt yderst ubehersket og været ubehagelig overfor den paagældende Repræsentant personlig" (s. 44).
En 29-årig læge forklarer, at han har lært MS at kende "som et meget charmerende og begavet Menneske og lydhør overfor et hvilket som helst problem" (s. 7). Men "Dr. Schmidt har dog til Tider en uheldig Facon at være paa, idet han kan være opfarende og afhængig af sine Følelser og sit Temperament. Han kunde til tider virke som en Vulkan."
Svingende humør
En afdelingsleder (sygeplejerske) rapporterer, at overlægens humør svingede, og det havde betydning, om en patient kunne tale til overlægen, om han var i godt humør (s. 17).
En anden afdelingsleder skriver i sit bilag (nr. 32), at overlægen meget sjældent kom på stuegang (andre har også nævnt det). Man vidste aldrig, hvornår han ville komme, og hvordan humøret så var. "Om Overlægen vilde høre noget om Patienterne, eller bare gaa igennem uden tilsyneladende at se hverken Patienterne eller Sygeplejersken langt mindre Plejeren. Til Tider var Overlægen smilende og venlig og klappede Patienterne paa Skulderen, men dersom een af Patienterne begyndte at bede om at komme hjem, eller gerne vilde tale om en legemlig Sygdom, og det ikke passede Overlægen at høre paa det, kunde han nærmest blive rasende og skældte Patienten ud, og Sygeplejersken med, fordi hun ikke havde forhindret at Patienten have ulejliget Overlægen."
Fordringsfuld, alle detaljer skal være på plads, perfektionist
Den 56-årige maskinmester forklarer, at overlægen "kunne være altereret" (s. 8). Første gang var i 1937-38, da de arbejdede på centralvarmeanlægget, og der skete det, at der strømmede vand ind i overlægens børneværelse ved 22-tiden. En anden gang hvor de havde arbejdet, kom der stank ud af røret til kloakken, og det ødelagde nogle madvarer i kælderen hos MS. Nogle dage efter modtog hospitalets hovedkontor en regning på ødelagte madvarer på ca. 14 kr.
Undermaskinmesteren var som sin chef heller ikke tilfreds med MS. Overlægen havde en gang beskyldt ham for at forfølge ham (MS) personligt (for 5-6 år siden). MS kom hjem fra en rejse, og der var ikke varmt vand i rørene, fordi de var under reparation. Så er låget åbenbart røget af overlægen, sikkert i badekåbe. "Vidnet tilføjer, at der var andre Badeværelser paa Augustenborg, hvor der var varmt Vand" (s. 13).
En værkstedsleder for bogbinderiet (hvor fangerne arbejdede) modtog bøger til indbinding fra funktionerne og overlægen. "Vidnet har lært at kende Overlægen som en noget fordringsfuld Kunde, idet han kunde være ret ubehagelig og til Tider vred, naar det viste sig, at en Bog ikke var tilstrækkeligt godt forarbejdet..." (s. 15).
En sygeplejerske fortæller, at der i 1939 blev en gaffel væk på afdelingen (dommerundersøgelser og historieforskningen har vide interesser). Den havde klemt sig inde mellem vasken og et vandrør. Det kom MS for øre, der ønskede stedet forevist, kritiserede hende og krævede af hende, at hun skulle melde noget sådant til ham (s. 25).
En plejer fortæller: "Overlægen var, hvad Vidnet vil betegne som opkørt og sagde: "Når jeg som Hospitalets Overlæge giver en Ordre, skal den ubetinget adlydes" (s. 86-7).
En kontorist fortæller: "Hun vil sige, at Overlægen i det store og hele hænger sig for meget i Bagateller. Hun nævner, at der i Postmappen skal ligge et Stykke Trækpapir, og da det en Dag manglede, ringede han over til Kontoret og sagde, at der straks skulde bringes ham et stykke Trækpapir, og det fandt Vidnet mærkeligt, da der stod en Blæksuger paa Overlægens Skrivebord. Vidnet bemærker, at der ikke var noget i Vejen med Blæksugeren" (s. 80).
En 30-årig læge fortæller, at han har været tilfreds, men at MS hænger sig for meget i bagateller og "exploderer" over småting. Når han har haft modgang udenfor hospitalet (lægen nævner: privat - skolekommissionen etc.), er det bagefter gået ud over funktionærerne og lægerne. Således skulle han en dag have kasseret 3 journal-ekstrakter (hver 16 Sider), skønt de efter lægens mening var affattet ganske som sædvanligt.
Accepterer ikke lavstatus og ubegavede personer, og dog …
En afdelingsleder (sygeplejerske) siger, at MS har en særlig evne til at gøre folk nervøse. "Hun vil kendetegne Overlægen som snobbet og nævner som Eks. at en Patient for længere Tid siden henvendte sig til Overlægen med Tiltalen: "Hør, Schmidt". Patienten fik ikke noget Svar paa sit Spørgsmaal, men Overlægen klappede Patienten paa Skulderen og sagde: "Det hedder ikke Schmidt, men Hr. Overlæge Schmidt, husk det til en anden Gang, Christensen" (s. 39).
Der er flere udtalelser om, at overlægen ikke hilste på plejerne og de menige sygeplejersker, når han f.eks. gik stuegang eller mødte dem på anden måde. En plejer siger, at han blev utryg, når han selv hilste, uden at lægen hilste igen.
En sygeplejerske beskriver, hvordan Overlægen reagerede vredt ved en lejlighed, hvor hun fejlagtigt ringede til "Palæet", som overlægeboligen åbenbart hed. Han reagerede "meget voldsomt" og sagde "Hvis De ikke har lært at bruge en Telefon, kan De gaa paa Deres ben" (s. 37).
Der er dog her modeksempler: En køkkenassistent forklarer, at hun ikke har grund til klage over overlægen. "Hun har truffet Overlægen flere Gange, een Gang privat og ellers paa Stuegang og ved disse Lejligheder har han været flink og venlig og talt med hende om hendes Arbejde" (s. 65). Jeg kan også her minde om den citerede 29-årig læge, der beskriver MS som "meget charmerende" og "lydhør". En 36-årig læge udtaler noget tilsvarende, idet han siger, at han blev modtaget "med stor elskværdighed" af MS og har ingen grund til klage over MS. MS kan åbenbart være meget charmerende og social, så længe det holder.
Ser sin omverden som sindssyg eller mindre begavet
Det første eksempel herpå er naturligvis MSs opfattelse af Bräuner i de ovenfor citerede breve. Hertil kommer fra afhøringerne:
En faglig sekretær i Dansk Sygeplejeråd, som havde fulgt sagen og også været til møder i Augustenborg. refereres således: "Vidnet erindrer, at det slog hende under Forhandlingerne, at Overlægen ikke kunde sige mange gode Ord om sine Sygeplejersker, hvorimod han fremhævde, at Sygeplejerskerne enten var vanskelige at samarbejde med eller ogsaa mentalt syge. Om Overlægen brugte det sidste Udtryk erindrer Vidnet ikke, men det var Meningen med Overlægens Udtalelser" (s. 11).
En plejer har det at indvende mod MS, at han i forbindelse med at han ville have en anbefalingen til en stilling i et andet sygehus blev fortalt, at MS kendte over 60, som havde søgt den stilling, og deraf var mange bedre kvalificerede end ansøgeren, farvel. MS skulle også have kaldt ham et "fjols" (s. 46, 64).
Taler langt
En sygeplejerske, der tidligere havde været repræsentant for sygeplejerskerne i Dansk Sygeplejeråds amtskreds, var nu søgt bort. Hun fortæller om sine forhandlinger med MS: "Overlægen fremsatte ustandselig sine Synspunkter i næsten uafbrudt Tale, hvad der i øvrigt er en af de Ting, der volder de store Vanskeligheder ved Forhandlinger med Overlægen - og saa ses Sagen kun fra een Side" (bilag 37, s. 3).
Kontoristen, der var offer for "blæksuger-sagen", fortæller også: "Det var ofte vanskeligt at forstaa, hvad Overlægen mente, naar han ringede paa Grund af de mange Ord, Overlægen brugte, naar han gav en Besked, og saafremt Overlægens Ordre ikke blev efterkommet saa "var den gruelig gal"."
Max Schmidts kommentarer
Undervejs afhøres MS for at give sine kommentarer til kritikken. De er tynde. Han kan ikke huske detaljerne og de ord, der er faldet. Han afviser, at det har været så groft. Han har f.eks. ikke sagt, at 60 var bedre end ansøgeren, men at han kendte én. Han siger, at problemet med det manglende varme vand var, at han var kommet for sent hjem fra København og nu skulle til taffel på Gråsten slot, så han var nok lidt nervøs. Han endte med at komme for sent. Det var ikke bare kloaklugt, der kom ud, men "ligefrem Kloakindhold" (s. 52), og han havde ikke sendt regning. Og i "sagen" om det forsvundne trækpapir: Den pågældende dag havde der faktisk ikke været trækpapir på sugeren og ikke noget trækpapir i nærheden. Om aktuddragene - de var for lange, og han valgte selv at skrive dem om for at vise, hvordan det skulle gøres (s. 109). En facon vi senere skal se, da han bliver politilæge - man må lave det selv, når de andre ikke kan.
Dommerens opsummering
Rapporten fra afhøringerne afsluttes med dommerens opsummering og konklusion dateret 11.1.1944. Han skriver udglattende, at "Misstemningen" undertiden skyldes "Mistydninger", andre gange "at Overlægen - muligt ham selv ubevidst - i hvert Fald periodisk med sit opbrusende temperament har anvendt en noget uheldig Form over for Personalet..." Med hensyn til Bräuner har undersøgelsen godtgjort, at overlægens indberetninger "på flere Punkter ikke har kunnet fastholdes", og at han er afholdt af personalet. Han er ikke sindssyg. Udtalelsen slutter med Dr. Tindinges beskrivelse af MSs ideelle stræben (som jeg refererer nedenfor), og det hedder så, at på baggrund af "de førnævnte 2 Afdelingslægers Udtalelser og som Følge af, at der for Overlæge Schmidts Vedkommende ikke er paavist Tjenestemandsforseelser eller andre graverende Forhold, der gør ham uegnet til at beklæde en Overlægestilling", kan det anbefales, at der skaffes mulighed for, at Schmidt flyttes til København. Dette var jo allerede klappet på plads og skete så.¹⁶
En mentalerklæring
Man kan kritisk til ovenstående sige, at det jo kun er brokkerier fra ukvalificerede folk. Vi mangler stadig en egentlig mentalundersøgelse af MS. Faktisk nævner pressen som et rygte, at det var på tale. Men så kan jeg trække op af hatten, at der faktisk er en psykiater, der udtaler sig om MS. Det er Dr. Tindinge, hvis udtalelser jeg har holdt ude indtil nu.
Dr. Tindinge har titel af afdelingslæge og var vel det, vi i dag ville kalde souschef på Augustenborg. Dommer Blæhr har bedt ham om at komme med en redegørelse, der findes som bilag 38. Den er på 26 sider. Efter nogle indledende venligheder (som man ikke bruger i mentalerklæringsgenren) tager han fat på det kritiske, der i øvrigt noget dementerer hans venligheder: I de første år (og han må mene efter at MS blev ansat, han var der tilsyneladende selv på det tidspunkt) var situationen præget af betydelig usikkerhed set fra Tindinges side. Og det holdt ved for længe. Det drejede sig om forskellige "urimeligheder" fra overlægens side, som Tindinge ikke var klar over, om skyldtes hans egen utiltrækkelighed eller overlægens karakter. Tindinge nævner kritik af journaler, kritik af forskellige andre nu glemte fejl i hans arbejde. "[D]et forekommer mig […] at helt saa graverende, som det muligt dengang tog sig ud for mig i Retning af haabløs Uduelighed, var det alligevel ikke; hvad der særligt slog mig var, at jeg aldrig nogensinde i mit Liv havde været ude for en Hospitalschef, der tog sig af mit Arbejde (undertiden coram publicum) paa en saa detailleret og minutiøs Maade, saaledes, at jeg til Tider følte mig som en Gymnasieelev overfor sin Lærer, selv Bevidstheden om min Alder paa omkring 45 Aar kunde ikke frigøre mig for den ejendommelige og ikke lidt nedværdigende Fornemmelse. Andre Chefer, deriblandt Wimmer, Helweg, J. Chr. Schmidt¹⁷ [sic] og min egen Svigerfader Th. Holm, Middelfart, havde ikke nogensinde kunnet bibringe mig den Fornemmelse, naar de kritiserede mine Præstationer" (s. 6, i bilag 38). Fra dette selvoplevede går Tindinge videre og skriver, at man derigennem kan forstå andre medarbejdere. "Paa samme Maade som jeg fik min Belæring, har jeg også senere set andre blive manuduceret, - mer eller mindre - reagerende noget forskelligt men jævnligt set i indre Oprør" (s. 6). Overlægen har lært ham mange nyttige ting, men det er måden, det er sket på, der er så irriterende og deprimerende, skriver han.
Tindinge går herefter over til at beskrive et træk hos MS, som vi kan kalde det maniske eller projektmager-sindet. Overlægen kaster sig ifølge Tindinge "med stor Energi og Foretagsomhed […] ud i en sag, det være sig Opklaring af en Patients Forhold. Indhentning af Anamnese o.s.v. eller det drejer sig om mere udadgaaende Problemer Hospitalets Drift vedrørende fx jeg har, og også andre med mig, ofte haft den Fornemmelse, at Overlægen var tilbøjelig til i sin Iver at skyde over Maalet, det hele bliver saa stort og saa omfattende, saa man synes mindre maatte kunne gøre det" (s. 7). Og selvom man må mene, at man mht. opklaring af patienternes baggrund skal have det hele med, har lægerne ofte ment, at tiltrækkeligt var gjort i det enkelte tilfælde.
Tindinge går videre og beskriver flere træk ved MSs maniske projektmager-sind: Han har "en Tilbøjelighed til at sprede sig over for mange Omraader. Han griber stadig om nye Opgaver, absorbere[s] for en Tid næsten helt af den nye Opgave, hvilket til Tider i nogen Grad kan medføre, at Hverdagsarbejdet paa Hospitalet ikke faar helt, hvad der tilkommer det" (s. 8), hvor Tindinge f.eks. nævner stuegangene som det, der forsømmes. Tindinge omtaler også MSs vredesudbrud og kalder dem "en opbrusende og vredagtig" adfærd. Han er imidlertid også i stand til at udfolde charme, men dette skiftende væsen skaffer ham fjender. Tindinge slutter på den positive linie - dette er jo ikke en rigtig mentalerklæring - med at sige, at MS har en ideel stræben efter at højne hospitalet i enhver henseende. Lægeligt må Dr. Schmidt placeres højt.
Bräuner får en længere og venlig udtalelse, Tindinge ser ham som en påpasselig, måske overpåpasselig slidernatur med mindreværdskomplekser. Og på den baggrund skal der næsten opstå konflikt med MS, som han beskriver som en person med kendskab til mange ting, f.eks. indgående kendskab til administration, en ikke ringe juridisk flair, en "forbløffende hurtig Opfattelse af en Sags Kerne" (s. 21) og med en betydelig litterær dannelse. Når det er baggrunden for "en arrogant Holdning" (s. 21), så må den anden part, der kun er udrustet "forholdsvis sparsomt", føle en stor afstand.
Konklusion
Det foregående tegner i mine øjne et nogenlunde konvergent billede af MS. Men det er ikke noget enkelt billede. Det er en kompliceret mand. Den ene dimension angår hans høje begavelse. Den både hjælper ham og hindrer ham. Den hindrer ved den måde, han bruger den over for andre. Han lader dem, som Tindinge omtaler, forstå, at de er dummere, mindre kompetente. Og det tænder ham yderligere - og det er den anden dimension - han kan ikke tåle de inkompetente. De er fjols eller psykisk syge. Det gælder i hvert fald, når han er i sit vrede og krævende jeg. Så oplever man hans heftige vredeseksplosioner, som vanskeliggør hans forhold til personalet. Men han kan også switche over og charmere en køkkenassistent og en ung læge, i hvert fald så længe hun og han ikke laver fejl. Den tredje dimension er hans ambitionsniveau - det er det, Tindinge er inde på, når han taler om, at MSs ideelle stræben var at højne hospitalet, men også når han ikke kan lade nok være nok. Denne smukke side har også en bagside. Det bliver sikkert let et krav til andre - og ham selv, det ved vi endnu for lidt om - om at være perfekte (og når de så ikke er det, så er de inkompetente). Denne perfektion gælder også - ja, måske ikke mindst detaljen. Ingen gaffel skal forsvinde bag vasken, og trækpapir skal være, hvor trækpapir skal være. En ordre er en ordre. Endelig - den fjerde dimension - er hans maniske side. Når han er oppe og køre, så skriver han fem breve til den samme modtager på samme dag. Og i brevteksten vælder ordene og associationerne frem. I personlige samtaler taler han uafbrudt.
Som nævnt tiltræder MS i København som politilæge den 1.2.1944. Vi ved ikke meget om hans første tid der. Det eneste er en oplysning om MSs forbindelse med modstandsbevægelsen. Carl Madsen beskriver i bogen Vi skrev loven (1968), hvordan Schmidt lod en stikker indlægge for at holde ham under kontrol, hvorefter han blev bortført af en gruppe fra modstandsbevægelsen og skudt. Det lykkedes også MS at bortføre nogle kritiske papirer fra Gestapo. Sidstnævnte oplysning bringes af Berlingske Tidende den 4.9.1945, s. 3 i en artikel om Tosca-banden, der også omtaler den første hændelse. MS havde altså været på den rigtige side, før han fra juli 1946 skulle møde alle dem, der havde været på den forkerte.
Men vi er nødt til at gå noget længere frem i tiden, før der sker noget, som kan belyse MSs psyke og derved bekræfte eller afkræfte de konklusioner, jeg er kommet frem til her i kapitlet, uafhængigt af de mentalerklæringer, som hans liv gik med i de første år efter krigen.