Kapitel 1: Indledning Retssagen mod Max Schmidt

Kapitel 3: Tallenes tale

I dette kapitel skal vi se på de undersøgelser og sammentællinger, som MS gjorde mht. landssvigerne og sammenligne hans tal med andre undersøgelsers. Ud over tallene vil jeg referere undersøgernes tolkninger af tallene og verbale konklusioner. Sigtet er dels at beskrive MSs arbejde, dels at nå frem til at besvare spørgsmålet, om MS gav et fair billede af landssvigerne.

Første sammentælling
Denne dukker op i et manuskript til et foredrag sandsynligvis holdt i efteråret 1945.⁴ MS skriver: "En opgørelse paa 489 personer har vist at temmelig præcist 60% har maattet betegnes som psykisk normale og 40% som patologiske i lettere eller sværere grad i overensstemmelse med den traditionelle praksis" (s. 6). Han sammenligner det først med "forskellige statistikker" fra udlandet, der viser, at fangepopulationer godt kan komme op på ca. 40% patologiske tilfælde, men "dette gælder fortrinsvis tugthuse med kroniske recidivister og fanger med svære forbrydelser eller det gælder for tvangsarbejdsanstalter med ret udpræget asocialt belæg" (s. 6). Så man forstår, at de her er på linie med de værste. Han går dog videre og sammenligner tallene med resultaterne af en tidligere optælling i klinikken, fra 1940-42, dvs. før han tiltrådte, af almindelige kriminelle. Den viser, at landssvigerne er mere sanus, men også har relativt større vægt af psykopati, blandt de ikke-sanus.
Allerede med disse tal ligger en problemstilling, som vil ride alle undersøgelserne som en mare: Hvem er udvalgt til undersøgelse? Nogle af de senere undersøgelser omfatter de landssvigere, der sad i fængslerne på undersøgelsestidspunktet, eventuelt i form af et tilfældigt udvalg heraf. Andre, som denne, bygger på dem, der har været til mentalundersøgelse. Ikke alle anklagede kom til mentalundersøgelse. Det ser dog ud, som om man i begyndelsen undersøgte alle med en forenklet undersøgelsesform⁵, men at man i efteråret '45 under presset af sager måtte reducere eller stoppe dette. Jeg har ikke med sikkerhed kunnet identificere undersøgelsesresultater eller optælling baseret på disse tal. Ved den normale undersøgelsesform var det politiet eller retten, der besluttede, hvem der skulle til mentalundersøgelse. Det er svært at gennemskue, hvilken andel der på denne måde kom til mentalundersøgelse (jeg drøfter det nedenfor). Men man har vel lov at tro, at dem, der skulle mentalundersøges, var de "værste", de psykisk mest påfaldende. Dvs. at sådanne tal ikke kan dække normalbestanden af landssvigere.
Frit Danmark-undersøgelsen
Den 22.11.1945 indeholder Information et interview med MS. Her står som anledning til interviewet, at MS dagen før fremlagde "en interessant Redegørelse om de foreløbige Resultater af den mentale Undersøgelse, der finder sted af alle [sic] de arresterede Landsforrædere." Det skete, skriver avisen, i et foredrag i "Frit Danmark's lægegruppe". MS fortæller i interviewet, at han har undersøgt 1.000 personer. 55% har været økonomisk motiverede. "Kun i 21% [af tilfældene] kan man tale om et positivt Motiv." Vi får også noget at vide om forskellene mellem forskellige grupper mht. intelligens. "Tager man f.Eks. Marinevægternes intelligens­mæssigt, viser det sig, at langt den overvejende Part af dem er sølle, underlødige Individer."
Jeg har, så vidt jeg kan se, fundet dele af manuskriptet til foredraget blandt MSs manuskripter.⁶ Her findes oplysningen om de 55% økonomiske motiverede og denne passage om marinevægterne: "Det drejer sig overvejende om smaa, sølle mennesker uden særlige interesser og med en meget snæver horisont. Saavel socialt som politisk repræsenterer de en afgjort underklasse, der kun har haft tanke for ugelønnen. Deres intelligens ligger altid i underkanten af det normale på grænsen til sinkestadiet, men uden at de som regel kan betegnes som sinker [sådan får man sværtet nogle, der pr. den normale konvention er "normale"]. En karakteristisk fritidsinteresse har ikke sjældent været løvsavsarbejde" (s. 11). Løvsavsarbejde! Overlægen krymper sig. Han skulle være blevet forfatter, ikke psykiater. Han kan til tider konkurrere med Scherfig i spydig polemik og satire. Lidt senere i manuskriptet hedder det: "Endnu mere sølle er flaksoldater…" (s. 12). Man tør ikke tænke på, hvilke hobbies de har.
Årsberetningen for 1945
De næste tal, vi har til rådighed, stammer fra Københavns politis årsberetning for 1945 (1946). Her findes s. 165-5 et stort skema over landssvigere, der har været til undersøgelse i 1945, fordelt på diagnoser og sigtelser/tilhørsforhold (f.eks. vagtmand, frikorps, Schalburg etc.). I alt omfatter skemaet 1238 personer. Heraf er 619 sanus, altså lige netop halvdelen. Bortset fra dette gentages hovedmønsteret fra den forrige optælling (hvis tal jo også indgår i denne): "Sindssygdomme og lignende" (schizofreni, manio-depression, men også senilitet, hjerneskader og -betændelser) er beskedent repræsenteret (ca. 15% af de ikke-sanus svarende til ca. 7% af alle). Psykopatier er den dominerende diagnose: 59% af de ikke-sanus eller 30% af alle. De 59% ligger helt på linie med den forrige optællings. Psykopatierne er opdelt i tre grupper: let grad (173 personer), middel grad (154) og svær grad (38). Det er selvfølgelig bemærkelsesværdigt, at det er de lettere psykopatier, dem der ligger tættest på normalområdet og som - jfr. diskussionen i forrige kapitel - må være de sværeste at diagnosticere korrekt, der bærer tallene. I øvrigt finder han 90 "sinker" (hvilket er IQ 90-75) og 26 "åndssvage" (derunder).
I årsberetningen for 1945 er der også tal for mentalundersøgelserne for andre end landssvigerne (skema 1, s. 145). Det bygger på undersøgelser af 612 almindelige kriminelle. Af disse er kun 156, altså ca. 25%, sanus, så landssvigerne fremstår nu som en helt "sund" gruppe. Sindssygdomme (i bred forstand, mere end schizofreni og manio-depression, f.eks. også demens, hjerneskader) findes hos 71 personer, svarende ca. 16% af de ikke-sanus og ca. 12% af alle og (de tilsvarende tal for landssvigerne var som nævnt 15% og 7%). En stor gruppe er alkoholisterne, ca. 14% af de ikke-sanus og ca. 11% af alle. Tallene for landssvigerne ligger væsentligt lavere. Endelig er der 182 med diagnosen psykopati blandt disse almindelige kriminelle, det svarer til ca. 40% af de ikke-sanus og ca. 30% af alle, hvor landssvigernes andele lå på hhv. ca. 59% og ca. 30%, altså højere målt i relativ vægt på denne diagnose. Diagnosen er her ikke opdelt i let, middel eller svær.
Studenterforeningstalen
Næste gang, vi har tal fra MS, er fra en tale holdt i Studenterforeningen i København den 30. marts 1946, der refereres i bl.a. Berlingske Tidende, Nationaltidende, Information og Socialdemokraten næste dag. Overskriften er i Berlingske Tidende "Halvdelen af Landsforræderne er psykisk abnorme". Hos Politiken og Nationaltidende er det det samme, der trækkes frem i overskriften. Berlingske Tidende refererer MS for at sige: "Jeg har haft Lejlighed til at lede Undersøgelsen af 16-1700 Landsforrædere." Tallet, der i Politiken refereres som 17-1800, lyder ikke mærkeligt, når man pr. 1. januar har nået 1.238, som vi så ovenfor. Det betyder ikke nødvendigvis, at det er det antal, der ligger til grund for hans yderligere tal den aften, for i andre sammenhænge fortæller han, at man er bagefter med at lave statistik. Det kan let være tal, der kun dækker 1945 eller mindre. Berlingske refererer: "Som helhed var menneskematerialet ret lavtstående. 50 pCt. maa betegnes som psykisk abnorme." Lidt senere refererer journalisten "Organisation Todt gjorde sig særligt bemærket som en Organisation af Taaber." En tredjedel var her sinker eller tåber. En oplysning som går igen i de to andre avisers referat. Det stemmer ikke helt med årsberetningstallene gengivet ovenfor, hvor det kun var ca. 26%. Politiken gengiver en nok mere mundret udgave af MS' forklaring: "Intet under, at den kaldtes Organisation Taaber." Mht. andre diagnoser refererer Nationaltidende, at 33% af alle er psykopater. I tallene i årsberetningen var det 30%.
Ikke så mange som ventet, refererer journalisten i Berlingske, er tidligere straffede. Kun 11-12%. Mht. den sociale baggrund refererer Berlingske, at "de militære Korps er rekrutteret fra de laveste Befolkningslag." Nationaltidende: "Stort set maa man sige, at de militære Korps kom fra samme Lag som et almindeligt dansk Forbrydermateriale." Man skal selvfølgelig læse udtalelsen med omhu, der står ikke, at de rekrutteres fra forbryderkredse, men at de rekrutteres fra de samme sociale lag dvs. underklassen. Men det er en finurlig og fornærmende måde at karakterisere landssvigerne på. Også arbejdsmænd og dyrepassere kommer sandsynligvis fra "samme Lag som et almindeligt dansk Forbrydermateriale" rekrutteres, uden at det vist vil være en normal måde at beskrive dem på
Det ser ud til, at MS slutter med en interessant 1945-46 præget innovation i psykiatrien: "- Det har Gang paa Gang under mit Arbejde i Sønderjylland vist sig, at Mennesker, en Tid før de blev sindssyge, har skiftet nationalt Sindelag. Nationalfølelsen hører til i Personlighedens allerøverste Lag. Den er ikke særlig modstandsdygtig. Det maa tages i Betragtning, naar man staar over for mange af disse Mennesker og undrer sig over, at en tidligere udpræget Nationalfølelse kan vige Pladsen for Landsforræderi" (Berlingske). Nationaltidende refererer en endnu skarpere pointe: "Nationalfølelsen er i sig selv et Tegn paa psykisk Sundhed". På den måde står det jo klart, at de, der ikke var "nationale" på den rigtige måde i 1945-46, nok var psykisk syge. Det svarer til de sovjetiske psykiatere, der ifølge Bukovskys referat (1975 s. 16) nærmest pr. definition mente, at dissidenter var psykisk syge.
Ifølge Socialdemokraten sluttede mødet således: "Foredraget høstede et stort og velfortjent bifald."
Fem Aar-undersøgelsen
Vi kommer nu frem til den artikel, jeg citerede fra i indledningen af kapitel 1. Den findes blandt mange andre af andre forfattere i bogen "Fem Aar. Indtryk og Oplevelser", hvis Bind II MS var medredaktør af. Den udkom i 1946, så artiklen må være afsluttet i løbet af dette år. Tallene svarer til nogle af dem, vi kender. MS skriver, at han har ledet undersøgelserne af 1700-1800 landssvigere på det tidspunkt, hvor artiklen skrives. Blandt korpsmedlemmerne (som er i fokus i artiklen) er 50% "psykisk abnorme" og heraf de fleste psykopater, uden at han nævner, at det er i let grad. De 50% svarer til ovennævnte beretningstal. "[G]odt 8% [er] intelligensdefekte i betydelig grad (sinker eller åndssvage), foruden et stort antal, der maa anses for småt om end normalt begavede, altsaa hørende til i underkanten af det normale. "(s. 461). De 8% svarer til de 9%, som findes i ovennævnte beretningstal for 1945. Det er i øvrigt spørgsmålet, både i denne artikel og ved hans tidligere fremlæggelser om intelligens, om f.eks. gruppen af vagtmænd adskiller sig fra andre vagtmænd, hvis nationale holdning var i orden. Den sammenligning tager MS ikke op. Hvor intelligent skal man være som vagtmand? Hvor skal dem med intelligens under 100 gå hen? Ikke alle kan være overlæger med guldmedaljeafhandling. Også O.T. hører til i den tunge ende, som vi har hørt før: "Organisation Todt (O.T.) [er] præget af et større antal intelligensdefekte, det er så afgjort ”organisationen af tåber”, selvom korpset ogsaa har omfattet en del æventyrlystne unge." Blandt S.S. og Hipokorpsets medlemmer er relativt flere psykopater etc.” (s. 462).
Mht. den kriminelle baggrund er han mere nuanceret: ”Stort set kan man imidlertid sige, at medlemmerne af de militære korps rekrutteredes fra de samme sociale lag som et almindeligt dansk forbrydermateriale, og i besættelsestiden blev det også hævdet, at korpsene væsentligst bestod af forbrydere. Rent bortset fra at deres gerninger kan stemples som forbryderiske, har det imidlertid ikke vist sig at være rigtigt. Indenfor alle de militære korps fandtes straffede personer, om end man navnlig i Frikorpset – i hvert fald i begyndelsen – så vidt muligt afviste alle tidligere straffede; disse fandtes særlig indenfor S.S. og Hipo. Ialt har dog kun 11-12% af de forskellige korps’ medlemmer tidligere afsonet fængselsstraf" (s. 462). Tallet svarer til det, der findes i studenterforeningstalen. Alt i alt er der ikke tale om egentlig nye tal eller tendenser.
Artiklen indeholder også nogle tolkninger, som jeg har nævnt. At medlemmerne af korpsene var "små mænd i for store støvler" (s. 459) og "Som helhed taget var det naturligvis et ret lavtstaaende og navnlig et ret defekt menneskemateriale" (s. 461, min kursivering).
Årsberetningen for 1946
Også her (1947 s. 133ff) er der en del statistisk materiale om landssvigerne. Her findes igen et stort skema over landssvigere, der har været til undersøgelse i 1946, fordelt på diagnoser og sigtelser/tilhørsforhold (f.eks. vagtmand, frikorps, Schalburg etc.), svarende til det for 1945, men dog med en væsentlig udvidet liste over sigtelser/tilhørsforhold. I indledningen skriver MS, at skemaet nu ikke direkte angiver antal personer, men sigtelser, fordi personer kan have sigtelser for at tilhøre forskellige korps. I alt omfatter skemaet 1438 sigtelser, men kun 1127 personer, mod 1238 personer for 1945. Vi må altså regne i sigtelser og personer, men pga. af talstørrelserne (1438 ctr. 1127) er det af mindre betydning. Vi kan altså notere et fald i antallet af mentalundersøgelser, ikke mindst når vi tænker på, at i 1945 kunne man kun arbejde i juni-december. MS skriver i indledningen, at arbejdet i årets løb har været præget af de "meget store og omfattende sager, specielt sagerne mod de forskellige terrrorgrupper og andre sager med paastand om livsstraf" (s. 134). På denne baggrund er det interessant, at andelen af sanus har vist en svag stigning i forhold til 1946-tallet på 50%, nemlig til ca 52% (af sigtelserne). I øvrigt er billedet meget lig med det for 1945: "Sindssygdomme og lignende" (schizofreni, manio-depression, men også senilitet, hjerneskader og -betændelser) er beskedent repræsenteret (5% af alle, i 1945: 7% af alle). Psykopatierne dominerer med ca. 30% af alle, helt svarende til 1945. Fordelingen ligner også: let grad (236), middel grad (193) og svær grad (1), endda med endnu større vægt i den lette ende. Andelen af sinker og åndssvage er faldet fra ca. 9% i 1945 til 8% i 1946. I store træk er tallene lig med dem for 1945.
Også for 1946 har jeg sammenlignet landssvigertallene med dem for almindelige kriminelle, og det falder ud til landssvigernes fordel som i 1945.
Til sidst er det værd at bemærke, at der i Beretningen for 1946 er tal for disse psykopatiers fordeling blandt landssvigerne på Schneiders 10 typer (se forrige kapitel) sammenlignet med de almindelige kriminelle. Tallene gælder ifølge indledningen både personer undersøgt i 1945 og "til dels" i 1946. Tabellen ser sådan ud (s. 141). Tallene i tabellens hoveddel er procent af ikke-sanus.

	Konstitutionelle Psykopater
	649 alm. kriminelle	475 landssvigere	114 overbeviste nazister
viljessvage	50,1	20,2	11
stemningslabile	18,4	14,1	9
selvhævdende	15,3	10,7	13
hyperthyme	6,6	12,4	11
følelseskolde	4,2	9,9	13
affektexploderende	3,1	6,1	4
nervøse	2,2	5,2	2
depressive	0,8	4,4	4
sensitive	0,6	9,1	10
fanatiske	0,0	7,8	23

En enkel sammenfatning kan lyde, at de "almindelige" landssvigere ligner de almindelige kriminelle deri, at diagnoserne viljesløse og stemningslabile topper (selvom de er væsentlig mere fremtrædende hos de almindelige kriminelle), mens nazisternes profil adskiller sig herfra: De er følelseskolde og fanatiske.

De følgende årsberetninger
I årsberetningen for 1947 skriver MS: "Af hensyn til sparebestræbelserne og at fordelingen af de ekstraordinære landssvigssager ikke viser nogen væsentlig forskydning fra tidligere er alle de tabellariske oversigter over landssvigermaterialet udeladt" (1948 s. 69). Vi får dog at vide, at der i alt er undersøgt 256 landssvigere. For 1948 er der ingen rapport fra MS i årsberetningen. I 1949 dukker han op igen. Han skriver: "Som følge af manglen på lægepersonale i de 2 foregående år og navnlig i sidste halvdel af 1948 var overlægen stærkt overarbejdet og syg og måtte ved det nye års begyndelse indlægges på hospital, hvorved hele ledelsen overgik til den ledende psykiater, dr. med. Emma Vestergaard, der ved hjælp af 6 ekstraordinært antagne overlægevikarer efterhånden fik ekspederet det betydelige antal ophobede sager…" (1950 s. 83). Og lidt senere: "Fra 29. sept. 1949 var overlægen bortrejst resten af året på en længe tiltrængt ferie- og rekreationsrejse. Fra dette tidspunkt var arbejdet med de ekstraordinære sager bragt til endeligt ophør." De mere personlige oplysninger, der noget overraskende dukker op her i en meget formel og taltung årsberetning, hører nærmere i kapitel 5. Men vi ved nu, hvornår arbejdet med landssvigersagerne blev afsluttet. Vi får også at vide, at der "siden kapitulationen [er] henvist 4645 ekstraordinære sager, hvoraf i 1967 sager lægeundersøgelsen dog ikke nåede at blive gennemført" (s. 85). Spørgsmålet er, om de sidstnævnte omfatter de kortfattede spøgelsessager, som jeg har nævnt tidligere. I hvert fald står der 2.678 tilbage, et tal også MS nævner. Det svarer meget godt til de tal, vi tidligere har set: 1945: 1.238, 1946: 1.127, 1947: 256 - det giver 2.621. Så er der altså 57 landssvigersager tilbage til 1948 og 1949 indtil 29. september. Det lyder ikke usandsynligt med den nedgang, der allerede er i 1947. Heller ikke i 1949 er der "[a]f hensyn til sparebestræbelserne" blevet plads til oversigter over landssvigernes sigtelser og diagnoser.
Vi er nu lidt bedre stillet mht. at afklare det spørgsmål, som blev rejst tidligere: Hvilken andel af sagerne blev sendt til mentalundersøgelse? Kriminologen Karl O. Christiansen oplyser (1950 s. 29) med basis i statistisk årbog, at der i perioden 1945-48 inkl. er tiltalt 15.574 personer for overtrædelse af straffelovstillæggene og værnemagerloven. Heraf blev 14.100 dømt fængselsstraf. Tallene gælder for hele landet. Christiansen oplyser dog også (s. 3, i tabel-bilaget), at 34,3% af de dømte i samme periode blev dømt i København. Det fører til et tal på 4.836 for perioden. Det er MSs "kundegrundlag". Det fører til, at han har undersøgt 54% af alle, der blev idømt fængselsstraf og en lidt mindre del af dem, der er anklagede.
De andres undersøgelser
Allerede den 17. maj 1945 udarbejdede docent i anvendt psykologi ved Københavns Universitet Tranekjær Rasmussen sammen med overlæge G. Stürup (fra Psykopat­anstalten i Herstedvester, der også var fængselsvæsenets psykiatriske konsulent) og lektor i kriminologi Karl O. Christiansen fra universitetet et forslag til en undersøgelse, der skulle besvare spørgsmålet: "Hvorledes skal de kommende Slægter opdrages, for at Fænomener som Nazismen og dens Vildfarelser i Fremtiden skal kunne undgaas?" Som basis for dette måtte der gennemføres social-psykologiske undersøgelser af de foreteelser, man ville undgå.⁷
Man fandt støtte hos Direktoratet for Fængselsvæsenet. Det resulterede i tre undersøgelser, nemlig det, man definerede som en kriminologisk, en psykologisk og en psykiatrisk undersøgelse af fængslede landssvigere. Jeg vil nu fortælle om disse undersøgelser og sammenligne deres resultater med MSs tal og undersøgelser.
Karl O. Christiansens kriminologiske undersøgelse
Christiansens kriminologiske undersøgelse var den første, der blev publiceret. Det skete i 1950 under titlen "Mandlige landssvigere i Danmark under besættelsen" med undertitlen "En kriminografisk og sociologisk oversigt over 5.107 mænd dømt efter straffelovstillæggene af 1.6.1945 og 29.6.1946." Undersøgelsen blev foretaget i årene 1945-48, uden at Christiansen præciserer det nærmere.
Christiansen angiver som nævnt med Statistisk Årbog som kilde, at der i 1945-48 blev dømt 14.100 personer til fængselsstaf efter straffelovstillæggene. Han har udvalgt sine 5.107 undersøgelsespersoner fra fængslerne via det såkaldte indrulleringskontor, der fordelte fanger på fængslerne. Han søger ved en sammenligning af profilen for dem, han har udvalgt, med hele populationen at godtgøre repræsentativiteten. Denne analyse fører til, at der sandsynligvis er en overvægt af de tidligt dømte og "de mindre farlige landssvigere, der ganske dominerer i straffelejrene" (s. 33). "Betydningen af disse skævheder afhænger naturligvis af, hvorledes materialet bruges. De er dog betydningsfulde nok til yderligere at advare imod at generalisere på grundlag af gennemsnitsresultaterne for hele materialet" (s. 32).
En væsentlig del af Christiansens analyser angår profilen for 9 forskellige undergrupper af landssvigere. Christiansen kalder dem "dominansgrupper", fordi det henviser til det dominerende træk for personen, på trods af andre tilhørsforhold og anklager også kan have været gældende f.eks. for kortere perioder. Det drejer sig om vagtmænd, soldater, zeitfreiwillige, som blev rekrutteret blandt det danske mindretal i Sønderjylland, og var en slags tysk hjemmeværn og senere vagtkorps, Schalburgkorps-medlemmer, Hipo-korps-medlemmer, danske medlemmer af Gestapo, propagandister og ledere. Endelig var der angiverne.
Christiansens undersøgelse blev gennemført ved at se på de data om fangerne, som allerede fandtes i "sagen" fra afhøringer, fra tidligere undersøgelser, fra retten mv. De blev registreret og analyseret ved hjælp af hulkort, og der er i hovedsagen tale om en kvantitativ undersøgelse af landssvigernes baggrund. Med 3.111 fanger blev der også gennemført en samtale - normalt af ca. 20 minutters varighed, hvilket naturligvis ikke giver megen mulighed for dyb personbedømmelse.
Christiansen ser for det første på, hvordan den undersøgte gruppe som helhed er karakteriseret, og hvordan den adskiller sig fra "normalbefolkningen" og "normalpopulationen" af kriminelle, uden at han dog på alle punkter foretager disse sammenligninger (sandsynligvis fordi data ikke findes). Dernæst opdeler han gruppen i undergrupper.
På det generelle plan viser det sig, at gruppen af landssvigere er væsentlig yngre end normalbefolkningen, gennemsnitsalderen er ca. 29 år mod 40 år for hele befolkningen over 14 år. Her er der bl.a. tale om den krævede yngre rekruttering til soldater og vagttjeneste. De fleste forbrydelser, de dømmes for, er opstået i længerevarende tjenesteforhold (igen korpsene), mens mere isoleret angiveri og lignende kun forekommer i færre tilfælde. Der er i højere grad end i normalbefolkningen tale om personer fra byerne og hovedstaden, men der er også tale om, at de straffede fra hovedstaden i ikke uvæsentligt omfang er tilflyttere (s. 40).
Som i de senere nævnte undersøgelser lægges der også i denne "kriminologiske" undersøgelse vægt på individuelle forhold omkring de straffedes familie, opvækst, klassetilhørsforhold, økonomi og tidligere kriminalitet (det sidste er nok det mest "kriminologiske" ved undersøgelsen). Om deres opvækst fortæller Christiansen, at 12,7% er født udenfor ægteskab, men tallet ligger ikke væsentligt over normalbefolkningens. Ved en analyse af landssvigernes klassetilhørsforhold når han frem til, at de ikke mest dominerende kommer fra underklassen (kun 16,0%), men fra den lavere mellemklasse (74,8%). Også her ligner landssvigerne normalbefolkningen og adskiller sig fra tallene fra en undersøgelse af 335 "almindelige" fanger i Vridsløselille, hvor de fleste kom fra underklassen. 10,8% af landssvigerne har været under værgeråds- eller børneværnsforsorg. Her viser den nævnte Vridsløselille-undersøgelse tallet 37,2%. Tilsvarende med skolevanskeligheder, inklusive hyppige skoleskift - det forekom hos 16,6% mod 40% for de almindelige fanger ifølge den undersøgelse, han også brugte ved de forrige oplysninger. Disse tal står naturligvis i modsætning til MS', der fremhæver, at landssvigerne kommer fra et lavtstående og defekt menneskemateriale. Mht. korpsene (i Fem Aar-undersøgelsen) rekrutteres disse fra den samme underklasse som de almindelige forbrydere jf. ovenfor. Men her skal man så huske, at MS udtaler sig om de militære korps, hvor Christiansen har et materiale med overvægt af de "almindelige" landssvigere.
Med hensyn til økonomi gælder, at lidt mere end 1/3 har været arbejdsløse på tidspunktet for "kriminalitetens begyndelse", dvs. da de blev ansat som vagtmænd eller indtrådte i et korps. For et tilsvarende antal - ca. 35,6% - har økonomiske vanskeligheder eksisteret (s. 57). Politiske og nationale indstillinger (f.eks. blandt tysksindede i Nordslesvig) været til stede og kunnet spille en rolle i ca. 28% af tilfældene. MS har i Frit Danmark-talen nævnt 55% økonomisk motiverede og i Studenterforeningstalen 58% økonomiske motiverede og 25% politisk motiverede. Tallene er ikke ganske ude af trit, når man tænker på vanskelighederne ved at måle dette og spørge til det i perioden.
Christiansen og kolleger har også undersøgt, i hvilket omfang landssvigerne forud for deres landssviger-aktivitet har været i konflikt med loven. Det viser sig, at det har 31,6%. Men det er kun, når "konflikt med loven" tages i den videste forstand, langt de fleste af dem har ikke siddet i fængsel. Kører man det ned til den begrebsbestemmelse, som MS anvender - har "afsonet fængselsstraf" (1946 s. 463) - så kommer Christiansens tal ned på 11,6% (ud fra mine beregninger fra s. 55), og så er det helt overensstemmende med MSs 11-12% (Fem Aar-undersøgelsen, Studenterforeningstalen). Det er betryggende.
En lille del af de undersøgte var ifølge Christiansen undersøgt af læger tidligere. Kun i 199 sager fandtes der erklæringer fra speciallæger i psykiatri (s. 50). Det virker højst mærkeligt. Tallet skulle være omkring halvdelen af hans 5.107 undersøgte, hvis min formodning ovenfor om en "mentalundersøgelsesprocent" på ca. 50% skulle holde stik. Det kan slet ikke forklares ved forskellene i udvælgelsen af tiltalte/fanger. Hvis alle landssvigere med psykiske problemer skulle være kommet til MS, så skulle der alligevel være ca. ¼ i Christiansens materiale med problemer (og som sagt halvdelen med erklæring). Dog med den modifikation, at dem, der var anbragt i Psykopatforvaring ikke er med i Christiansens tal, der kun omfatter dem, der var placerede i almindelig fængler. Men det var kun meget få af dem, som MS kaldte psykopater, der undgik fængslerne. De fik normalt almindelige fængselsstraffe. Og en anden modifikation: At "mentalundersøgelsesprocenten" i København svarede til den i provinsen, for Christiansens materiale dækkede hele landet, men heller ikke det er nok. Måske skal vi bare forklare det med, at mentalerklæringerne normalt ikke fulgte sagen. I 85 sager hos Christiansen fandtes der almindelige lægeerklæringer, og i 24 sager havde retslægerådet udtalt sig. Christiansen byggede sine analyser af landssvigernes "sjælelige tilstande" på disse erklæringer, i beskedent omfang suppleret af hans og kollegers observationer i samtalerne. Christiansen beskriver disse sjælelige tilstande ret svævende, og der synes at være tale om en gråzone før egentlig psykisk sygdom eller afvigelse. F.eks. karakteriseret med udtryk (fra erklæringerne) som "dårlige nerver", "deprimeret", "asocial", "nervøs", "psykisk betinget mavesår", "svingende". Blandt de mere tydelige psykiske afvigelser nævner Christiansen tidligere psykoser (0,5%), "psykoser efter interneringen", "epilepsi,, andre organiske hjernelidelser" (0,8%), "seksuel abnormitet" (0,3%), "psykopati" (0,9%,), "intelligensdefekter" (2,4%) og en restgruppe "sjæleligt afvigende i øvrigt" (8,2%) (s. 51). Tallene må selvfølgelig tages med det store forbehold, der følger af de få mentalundersøgelser. Tallene tegner et billede, der er radikalt forskelligt fra MSs.
Men Christiansen lægger også sin egen vurdering til og skriver: "For den, der - uden at være læge eller psykiater [Christiansen var jurist] - har nogen erfaring i bedømmelsen af lovovertrædere, kan der imidlertid ikke være nogen tvivl om, at denne gruppe af landssvigere som helhed sjæleligt står "gennemsnitsbefolkningen" langt nærmere end almindelige kriminelle. Dette indtryk er i øvrigt blevet bekræftet gang på gang ved drøftelser med fængselsfunktionærer, der havde et indgående kendskab til begge typer af lovovertrædere. Selv om den ovenfor nævnte psykiatriske undersøgelse [som vi ser på nedenfor] vil afsløre psykiske abnormiteter hos et betydeligt større antal af landssvigerne, tør det dog på grundlag af de foreliggende erfaringer hævdes, at den "landssvigermentalitet", som den populære opfattelse forestillede sig - især i den første tid efter besættelsen - bortset fra enkelte tilfælde kun eksisterer i fantasiens verden. Det er i hvert fald sikkert, at gruppen som helhed er sjæleligt sundere end almindelige lovovertrædere" (s. 52). Han henviser her uden tvivl til MS og hans tal. Men han nævner ikke hans navn og laver ikke en nærmere analyse. Det er nærmest faglig mangel ved bogen.
Thomas Sigsgårds psykologiske undersøgelse
Den anden og psykologiske del af trilogien af landssvigerundersøgelser stod skolepsykologen Thomas Sigsgård for (1954). Han undersøgte et lille udsnit af den population, som også Christiansen undersøgte, idet han udvalgte 106 personer til mere intensiv undersøgelse fra Horserød, Møgelkær og Horsens fængsler ved lodtrækning blandt disse fængslers fangepopulation og forudsat, at de havde været en del af Christiansens population. De zeitfreiwillige var dog fravalgt, for det kunne diskuteres, "om de i det hele taget er "landssvigere" i den almindelige betydning af dette ord" (s. 20). Vagtmændene, angiverne og propagandisterne var underrepræsenterede (som følge af, hvem der sad i de tre fængsler), mens medlemmer af Schalburgkorpset, Hipokorpset og det tyske politi var overrepræsenterede - altså dem med de hårdeste straffe. Sigsgårds sample svarer efter Sigsgårds oplysning til Gunnar Mortenssons, som jeg omtaler nedenfor. Undersøgelsen skete ved en eller flere samtaler af 1-2 timers varighed med fangerne og inkluderede to standardiserede personlighedstests.
Sigsgård undersøgelse er kvalitativ med omfattende gengivelser af interviewnoter ordnet i forskellige kategorier, men med få tal. Men hans fokus og konklusioner er ikke til at tage fejl af. Han skriver: "Inden for den karakterologiske forskning i dag er der udbredt enighed om, at det er nødvendigt at søge tilbage til barndomsmiljøet for at finde faktorer, der er medvirkende til udformningen af voksnes værdivurderinger og adfærdsmønstre. Det er ligeledes almindelig anerkendt, at specielt forhold til forældrene eller til substitutter for forældrene kan være af afgørende betydning" (s. 23). Det er i hvert fald hans egen indstilling. Og han giver en overbevisende beskrivelse af de problemer, som mange af fangerne har haft i denne forbindelse, født uden for ægteskab og set ned på af kammerater eller stedforældre, forældres tidlige død, skilsmisser, voldelige fædre, alkohol i hjemmet, plejeforældre, opdragelse på børnehjem - ofte med et stærkt had til følge mod disse institutioner, som overføres på samfundet. Det er Sigsgårds opfattelse, at disse tidlige problemer også skaber problemer i de pågældendes videre forløb, i skole, vanskeligheder med job, arbejdsløshed, økonomiske kriser i selvstændig virksomhed, tidligere lovovertrædelser - og i altså form af landssvigerkriminalitet.
Afsluttende skriver Sigsgård: "Det er ikke gennem undersøgelsen lykkedes at udskille landssvigerne som en særlig gruppe med specifikke kendetegn, der ikke vil kunne findes hos personer med en anden social udvikling. Materialet har vist sig at være meget heterogent, idet det omhandler personer med vidt forskellige opvækstvilkår og vidt forskellig psykisk struktur. […] Der synes at have været et meget stort antal tilfælde af svære barndomskonflikter […] Jeg anser det for noget af det vigtigste i denne undersøgelse at have konstateret, at svære konflikter på dette område har været betingende eller medbetingende for næsten alle senere tilpasningsvanskeligheder" (s. 95).
Han fortsætter senere på siden: "Undersøgelsen viste, at der hos de fanger, der havde været udsat for svære belastninger gennem barndommen, var en tendens til stærk sensibilitet over for oplevede tilsidesættelser og overgreb i den voksne alder, hvorfor de kom i særlige vanskeligheder i en socialt og økonomisk usikker periode […] Som fremherskende træk ved den karakterologiske beskrivelse må anføres underlødighedsfølelse og selvhævdelsesbehov i forbindelse med dominerings- og aggressionsbehov" (s. 95).
I 1986 udgav Sigsgård i form af et konferenceindlæg en opsummering af undersøgelsen (1986) (han ændrer stavningen af sit navn). Han oplyser her, at 48 af de 106 undersøgte tilfælde kom fra "atypiske hjem" (født uden for ægteskab, en eller begge forældre døde, opdragelse hos pleje- eller adoptivforældre, opdragelse på børnehjem). Han siger endvidere, at gruppen "i intelligensmæssig henseende [var] at betragte i alt væsentligt som en normalgruppe" (s. 80-81).
I hovedsagen kan Sigsgårds ganske beskedne undersøgelse ikke rigtig sammenlignes med MSs undersøgelser og optællinger, på nær det intelligensmæssige, hvor han ikke kan pege på den åndssvaghed, som MS fremhæver.
Gunnar Mortenssons psykiatriske undersøgelse
Mortenssons undersøgelse (1953) er den tredje del af trilogien. Den er særlig interessant for os, for det er den psykiatriske undersøgelse. Og der er det særlige pikanteri, at Mortensson i en periode var ansat i MSs klinik som en af hans lægeassistenter (i 1946) og senere (1952-3) var konstitueret overlæge for den med MS ligestillede overlæge, dr. med. Emma Vestergaard, der var på studierejse i USA. Materialet stammer fra de indsatte i Horserød, Møgelkær og Horsens statsfængsler, de samme fængsler som Sigsgård anvendte. Selvom Sigsgård oplyser, at materialet skulle være det samme i hans undersøgelse som i denne, opgiver Mortensson, at der er undersøgt 255 personer udvalgt fra de tre fængsler og 42 personer, som er henvist til undersøgelse, fordi de på forskellig måde har opført sig påfaldende i fængslerne. Tallene for de 255 er ikke altid opgivet alene i undersøgelsen, som dog især er kvalitativ. Som hos Sigsgård er de zeitfreiwillige og værnemagerne (der hyppigst sad i arresthuse) ikke med. Heller ikke de grovere korpsmedlemmer, der tilhørte banderne (fordi de først kom for retten senere). Der er også kun 1 "propagandist" (en gruppe som Christiansen definerer).
Mortenssons konklusioner er tydelige. Han skriver ganske tidligt i artiklen i en opsummering af sine resultater: "Da retsopgøret mod landssvigerne påbegyndtes i 1945, var det endnu en udbredt opfattelse i befolkningen, at landssvigerne repræsenterede en særlig gruppe mennesker, overvejende bestående af psykopater og intelligensdefekte. Man mente, at de adskilte sig fra de "pæne" gennemsnitsdanskere, men det viste sig hurtigt, at landssvigerne under strafafsoning er mere samarbejdsvillige, mere interesserede i undervisning og nemmere at arbejde med end de almindelige kriminelle. Denne opfattelse deles af så godt som alle fængselsfolk, der har arbejdet med disse mennesker. Ved psykiatriske undersøgelse er befolkningens opfattelse af landssvigerne ikke [kursiv i originalen] blevet bekræftet. Der er formentlig ikke fundet flere psykisk afvigende, end man kunne vente at finde i en gennemsnitsbefolkning, og sammenlignet med de almindelige kriminelle er landssvigerne langt mere normale. Vi har ikke fundet specifikke psykiske kvaliteter, bestemte adfærdsvaner eller andre kriterier, som er karakteristiske for landssvigere. For de enkelte probander kan man som oftest danne sig et indtryk af årsagerne til landssvigerkriminaliteten, men det er ikke muligt at generalisere. Den psykiatriske undersøgelse bekræfter resultaterne af den kriminologiske og den psykologiske del af landssvigerundersøgelsen, idet vi må betragte landssvigerkriminaliteten som et overvejende socialt problem, medens karakterologiske forhold og psykiske afvigelser kommer i anden række" (s. 4-5).
Som grundlag for disse konklusioner har han givet en psykiatrisk diagnose af alle de undersøgte (de 255 tilfældigt udvalgte og de 42 henviste).
Hans statistik ser nu sådan ud for de tilfældigt udvalgte:
Karakterinsufficiente 21 = 8,2%

Karakterpåfaldende 110 = 43,1%

Psykoinfantile 11 = 4,3%

Intelligensdefekte 7 = 2,7%

Uden psykisk afvigelse 105 = 41,1%

Samt 1 seksuel abnorm = 255

Nu har vi det problem, at Mortensson bruger en anden terminologi end MS. Men vi ved, at "karakterafvigelser" er det, som den ældre psykiatri omtaler som "psykopati". Vi får også af Mortensson at vide, at "insufficiente" og "påfaldende" er spørgsmål om karakterafvigelsens "massivitet". Og vi forstår, at karakterinsufficiente er den mest omfattende form for karakterafvigelse, og vi får direkte den oplysning, at "[k]arakter­insufficiens vil i praksis svare til psykopati" (s. 6). Om "karakterpåfaldende" så svarer til det, som MS kalder "konstitutionel psykopati i let grad", eller det ligger under dette niveau, er svært at sige. Jeg hælder til den opfattelse, at det ligger under og uden for psykopatibegrebet, dels ud fra, hvad Mortensson her skriver, dels hans senere konklusion (som jeg citerer nedenfor). Hvis dette er rigtigt, at altså kun 8,2% af alle er psykopater (=karakterinsufficiente), så vakler MS’ hus. Ganske vist har Mortensson kun 41,1% uden psykisk afvigelse, hvor MS f.eks. i 1945-Årsberetningstallene har 50% sanus. Men lægger man de karakterinsufficente til, når man 84,2% sunde eller næsten sunde. Mortensson har 2,7% intelligensdefekte, hvor MS i samme optælling har 9,3%.
Mortensson foretager også en opdeling af psykopaterne (=karakterinssuficiente), hvor han siger, at han anvender Schneiders 10 typer, men han anvender delvis andre ord og begreber end MS. Jeg har prøvet at sammenligne Mortenssons og Schmidts hyppigheder af forskellige psykopatdiagnoser, men det er svært at få mening i det.
Hvad angår det psykiatriske perspektivs frugtbarhed mht. landssvigerne skriver han mod slutningen af artiklen i overensstemmelse med den indledende sammenfatning: "Da vi imidlertid finder ca. 41% [af de undersøgte] uden psykisk afvigelser eller sygdom og et lignende antal med så lette karakterafvigelser [de 43,1% karakterpåfaldende], at man ikke har turdet antage, at disse havde afgørende indflydelse på personernes reaktionsberedskab, er det indlysende, at psykiatriske faktorer ikke spiller den vigtigste rolle for landssvigergruppen som helhed. Man kan da ikke vente, at psykiatrien kan medvirke væsentlig til forståelse af landssvigerkriminaliteten, og vi må i det store og hele "melde hus forbi" og henvise til psykologien, sociologien og kriminologien" (s. 21-22).
Denne sjældne fagbeskedenhed kan næsten kun opfattes som et stik til MS. Heller ikke Mortensson henviser til MS og hans tal, selvom det ville være oplagt. Mortensson har vandret i et miljø - MSs klinik - der har flydt med tal og udlægninger om landssvigerne. Hvorfor nævner han ikke noget derfra? Også her er det nærmest en faglig mangel ved artiklen. Er MS så lidt agtet, at han ikke skal nævnes? Tør han ikke bide til bolle?
Til sidst vil jeg referere nogle tal, ganske vist fra en senere periode, der igen tyder på, at MS "producerer" flere psykopater end andre. Fra 1953 var klinikken opdelt i en afdeling A (under ledelse af MS) og B (Emma Vestergaard). En nærmere beskrivelse heraf følger i kapitel 5. For dette år kan vi finde tal for de to afdelinger i Politiets Årsberetning (der tilsyneladende har afløst politiårsberetningen for København). Af denne fremgår af bilag 6a, at MS i dette år har produceret 53 psykopater ud af 153 undersøgte (som ikke på dette tidspunkt var landssvigere). Det er 35%. I samme periode har Emma Vestergaard 216 undersøgte, men det inkluderer 83 prostituerede. Trækker man dem ud, er der 133 sager og 24 psykopater. Det svarer til 18%. Der er ingen forskel på sagstyperne og -tyngden mellem de to afdelinger, bortset fra de prostituerede, for de øvrige sager fordeltes strengt tilfældigt. Den samme tydelige overproduktion findes også i 1954 og '55.
Konklusion
Alt i alt kan jeg konkludere i to hovedpunkter. 1) MSs undersøgelser og optællinger svarer ikke altid til det, andre undersøgere er nået frem til. Han når frem til flere psykisk syge end andre undersøgere. Især må tvivlen rettes mod omfanget af hans psykopati-diagnoser. Sagen er dog svær at vurdere pga. de mange forskellige måder, tallene er samlede på, og de forskellige og ret løse begreber, som psykiatere og andre anvender. Han forsømmer at sige, at han ikke har undersøgt alle. 2) Den måde, MS præsenterer sine tal og undersøgelser på, er ofte nedsættende og polemisk - især over for socialt lavtstående - med fremhævelse af det negative, der kan siges: Tåber, sinker, åndssvage, sølle, underlødige individer, lavtstående menneskemateriale, defekt menneskemateriale, små mænd i store støvler, manglende korrekt nationalfølelse tæt på sindssygdom.