43
Seehusen der, og jeg sagde ”hej, vil du med ned om-
bord”. ”Ja, lad os det”, sagde han og tog mig under ar-
men, og vi kørte tilbage til HOLGER DANSKE!
HOLGER DANSKE ved kaj ved Annapolis.
Efter besøget i New York sejlede vi ned ad kysten ind i
Chesapeake Bay til det amerikanske flådeakademi ved
Annapolis, hvor vores kadetter mødte deres amerikanske
kadetkammerater og havde meget ”togetherness” med
bl.a. fodboldkampe og kadetballer.
44
Reception på agterdækket af HOLGER DANSKE ved Annapo-
lis den 30. juli 1946. Jeg står som nummer tre fra venstre ved
siden af en uidentificeret amerikansk officer og den danske
marineattache i Washington kommandør F.A.H. Kjølsen
(yderst til venstre).
På vejen hjemover lagde HOLGER DANSKE til på Ber-
muda, og her var vi tæt ved at få mytteri om bord. Årsa-
gen var, at vi lå på Bermuda, i dejligt vejr, i Caribien, og
det bugnede med bananer, og så havde skibskokken
serveret gule ærter eller sådan noget. Intendanten kørte
efter en eller anden dødssyg madplan, fuldstændig uden
hensyn til stedet, hvor vi lå og hvad der var i nærheden.
For en gangs skyld sendte kadetterne en delegation til
skibschefen for at spørge, om ikke intendanten kunne
udvise lidt større fantasi. Dengang var det en meget stor
beslutning, sådan at gå til chefen med en klage. Det kun-
ne være ødelæggende for ens karriere – især når chefen
var en som C. A. Westermann, der udover at være kom-
45
mandør tilmed var konservativt Folketingsmedlem. Hen-
vendelsen blev dog vel modtaget, og resten af togtet fik vi
ordentlig mad.
En stille stund på broen på vej hjem fra USA.
Alt i alt synes jeg, at Westermann var en glimrende
skibschef, og jeg var glad for ham. Desværre døde han af
kræft, under et år efter at vi var kommet hjem til Danmark
igen (den 22. maj 1947).
I Marinestaben
Daværende kaptajnløjtnant Sven S. Thostrup var også
om bord på togtet til USA, og jeg fik et godt forhold til
ham – der kun skulle blive bedre, da vi blev stationeret
sammen efter vores hjemkomst til Danmark den 31. au-
gust 1946. Jeg blev tilkommanderet det, der hed sektion
O1 i Søværnskommandoen i Gernersgade, og det var
Thostrup, der var chef for sektion O1. ”O”et stod for ope-
rativ, og O1s opgave var planlægning og herunder især
arbejdet med udarbejdelsen af forsvarslove og forslag til
46
dit og dat. En af de opgaver vi fik, var i forbindelse med
en af forsvarslovene, hvor vi skulle komme med et udkast
til et forsvar for ubådsvåbnenes bevarelse allerede den-
gang.
Jeg havde en god tid i O1 og blev undervejs også
gode venner med Thostrup. Der var jo ikke den store al-
dersforskel. Han var fra 1915, og jeg er fra 1920. I starten
er sådanne fem år rigtigt meget, men ikke når man når
lidt op i årene. Han var en ung kaptajnløjtnant, mens jeg
var søløjtnant I. Året efter blev vi jo også klassekammera-
ter i Stockholm.
I min tid i Marinestaben blev jeg kort tilkommanderet
som forbindelsesofficer til en besøgende hollandsk admi-
ral. Det var ikke noget særlig opgave, men kort tid efter
modtog Søværnskommandoen en henvendelse fra den
hollandske ambassade, der ønskede at vide, hvad jeg
havde foretaget mig under krigen. Da de havde modtaget
et svar, der bla. fortalte om min deltagelse i Modstands-
kampen, kom der kort tid efter besked om, at jeg havde
modtaget et hollandsk ridderkors. Det var min første or-
den, og den kom som en stor overraskelse.
På Kungl. Sjökrigshögskolans Stabskursus i Stock-
holm
Fra 1. oktober 1947 til 17. april 1948 var jeg, sammen
med Sven Thostrup, på stabskursus i Stockholm. Det var
sådan et almindeligt stabskursus, hvor vi blev undervist i
strategiske tanker, og hvordan man forsvarer Østersøen
bedst og sådan noget. Jeg synes det var et ganske godt
kursus, og svenskerne var meget venlige og opmærk-
somme. Derudover var den danske militærattache i
Stockholm på det tidspunkt Gustav Paulsen, hvis søn jeg
havde leget med som barn, og som havde været en af
årsagerne til, at jeg havde meldt mig til søværnet.
47
Sven og jeg havde en meget god tid, men vi var no-
get hårdt klemt for penge. Danmark havde jo store valu-
taproblemer, og vi skulle skrive op, hvad vi havde af ud-
gifter. Vi var begge to indlogeret på det samme pensionat
i nærheden af Sjökrigshögskolan, og kort efter vores an-
komst skulle vi sende et budgetoverslag hjem til Marine-
ministeriet med et forslag til, hvad vi mente, vi skulle have
af penge for at kunne overleve deroppe i seks måneder.
Budgettet var detaljeret med så meget til pensionat og så
meget til dit og så meget til dat. Her havde vi også sat lidt
penge af til vask af skjorter og undertøj og sådan noget.
Det fik Carl Langseth, departementschefen i Marinemini-
steriet, til i fuld alvor at foreslå, at vi kunne sende vaske-
tøjet hjem til København!
Det lykkedes os vist nok at finde en eller anden mel-
lemvej, men vi var altså virkelig pint for penge, og svensk
valuta var slet ikke noget, som vi selv kunne købe. Lige-
som da vi var i New York året før, hvor vi kun fik et eller
andet lillebitte beløb - jeg tror officererne havde lov til 5$
pr. dag til at more sig for og købe ind for.
Både Thostrup og jeg var vældig forargede på
Langseth. Nu har Thostrup nok i sin tjeneste været nær-
mere ved ham end jeg, og jeg har altid haft den dybeste
foragt for ham. Det var meget småligt, og i det hele taget
tror jeg egentlig, at officerstanden som sådan var ham i
den grad imod. Mærkeligt nok. Han startede som konto-
rist i en af institutionerne ude på Holmen, Søminevæse-
net eller sådan noget. Der syntes man, at han var så sød
og flink og rar, at vist nok Vedel eller en af de højere offi-
cerer tilbød ham aflønning, hvis han ville læse jura, så
han kunne forene det med sin tjeneste. Så han blev hjul-
pet igennem og fik forærende en juridisk embedseksa-
men og kom så ind og fik et passende job i Marinemini-
steriet, og endte som departementschef til sidst i det
48
sammenlagte ministerium, tror jeg nok. Naturligvis skulle
han ikke vise taknemmelighed i den forstand, men det
var mit indtryk, at han faktisk viste det modsatte. En rigtig
dårlig departementschef efter min opfattelse.
Den største forskel mellem os og svenskerne var måske
nok, at de havde deres øjne fast rettet mod Sovjetunio-
nen i øst, mens vi endnu var ved at omstille os fra i man-
ge år udelukkende at have kigget mod syd. Bl.a. lærte de
svenske søofficerer russisk, hvilket vi jo aldrig kom til.
Med opmålingsskibet HEIMDAL til Grønland
Vel tilbage i Danmark fødte min unge hustru den 27. april
1948 et dejligt pigebarn samtidigt med, at jeg fik at vide,
at jeg skulle med opmålingsskibet HEIMDAL til Grønland
i seks måneder – fra maj til oktober 1948. Det var ikke
den mest optimale situation, og det var faktisk med så
kort varsel, at hun og jeg blev enige om hjemmedåb. Or-
logspræsten Børge Ørsted, den rare mand, der lige var
blevet nyansat ved Holmens Kirke, sagde, at det ville han
godt stå for. Han havde ikke prøvet sådan noget før, men
det troede han nok, han kunne finde ud af. Hans eneste
indvending var, at han jo skulle komme i kjole og krave,
og han spurgte, om jeg troede jeg kunne give en taxa ud
til Sundby, hvor vi boede den gang. Det ville jeg godt gå
med til, så Børge Ørsted kom i taxa, og der var kun den
unge moder, der lige havde født - ikke hjemme men på
en fødeklinik - mig og Børge Ørsted. Så sad vi på senge-
kanten og drak et glas sherry efter veloverstået hjemme-
dåb af Irene, som pigen kom til at hedde. Børge Ørsted
var en gevaldig hyggelig og lun fyr, så da han sad der på
sengekanten med sit glas sherry, så siger han ”må jeg
ikke godt tage kraven af, den er så dyr at vaske, sæt jeg
spilder på den”.